Embedded Files
Jens Peder Hansen
- uden tvivl alle tiders bedste Esbjerg-angriber.
Af Frank Bækby Madsen / April 2005 (rev. April 2007)
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen, Lars Christiansen, Erik Hilmar Kragh og Tage Elkjær).
Jens Peder Hansen (dåbsatt. Jens Peter Hansen) , født den 15. marts 1927 i Esbjerg, hvor han spillede ungdomsfodbold for både Esbjerg FC og Esbjerg fB. Jens Peder blev allerede rykket op som seniorspiller i en alder af 16 år, direkte fra juniorholdet. Jens Peder spillede sig til en lang og glorværdig karriere i Esbjerg fB, hvor han var alle tiders bedste angriber - et legendarisk koryfæ med i alt 466/202 kampe/mål over en periode på 23 år (1943-1966).
Jens "Petter" var en en rigtig publikumsspiller, umådelig populær overalt. Uden for banen var han også en meget underholdende person, som ofte gav holdkammeraterne mange morsomme oplevelser. Fra grønsværen er Jens Peder Hansen især kendt for sine snævre, hurtige træk og nogle aldeles uberegnelige driblinger. Han var en humørspiller, som på sine bedste dage var umulig at styre. Selvom han var udpræget højrebenet, spillede han mest i venstresiden, som venstre wing/forward, hvorfra han ofte scorede - med højrebenet. Med et par hjemmelavede finter trak han ind i banen - og fyrede kanonen af med et bevidst urent spark, der fik bolden til at skrue og "dykke". Han ikke alene kunne bruge benene - men mestrede også hovedspillet, hvilket faktisk også gjorde ham til en hyperfarlig centerforwardtype. I effektivitet og spillestil stod Jens Peder meget godt mål med den samtidige stjernespiller fra Hamburger SV, Uwe Seeler - men kunne i høj grad også sammenlignes med engelske Stanley Matthews eller ungarskfødte Ference Puskas.
At Jens Peder Hansen skulle blive landsholdspiller var ikke mange i tvivl om. Han debuterede da også på U-landsholdet i en alder af 19 år i en kamp mod Norge i Oslo den 20.10.1946, hvor han scorede det danske sejrsmål til slutresultatet 2-3. Han fik yderligere en U-landskamp mod Norge, denne gang på hjemmebane i Idrætsparken den 22.06.1949, som Norge dog vandt med cifrene 2-3. Derefter ventede en lang og glorværdig karriere på A-landsholdet, hvor Jens Peder debuterede 07.08.1949 med at score 2 mål i en venskabskamp på Århus Stadion mod Island, med Knud Lundberg som anfører. Debutkampen blev vundet med 5-1, og Jens Peder havde bidt sig fast på landsholdet. I den efterfølgende NM-kamp mod Norge en måneds tid senere kom han også på scoringslisten, og sådan fortsatte det med i alt 38 A-landskampe og i alt 18 scorede mål, indtil karrieren på landsholdet sluttede med en NM-kamp mod Sverige den 18.06.1961, som Danmark tabte 1-2. I mellemtiden var det endvidere blevet til 3 B-landskampe i 1952, 1958 og 1960, hvor Jens Peder scorede i alt 3 mål.
At det netop blev imod Sverige at Jens Peder Hansen fik lov at spille sin sidste landskamp, i juni 1961 i Idrætsparken, var såmænd både symbolsk for hans karriere og et godt udtryk for den kvalitet han havde, at han altid var klar til landsholdet. Selv efter et fravær på et par år var han parat til, i en alder af 34 år, at tage en sidste tørn imod arvefjenden Sverige, som også var den nation han spillede flest landskampe imod (7 A-landskampe og 1 B-landskamp). Jens Peder spillede da nok også sin allerbedste landskamp netop imod arvefjenden, nemlig opgøret på Råsunda i Stockholm 21. oktober 1956, der endte 1-1. I den kamp scorede han det enlige danske mål direkte på frispark efter en genial detalje, som næppe var set før i Sverige: Anfører Knud Lundberg blev af Jens Peder bedt om at springe over bolden, og fintede derved både det svenske forsvar og Tore Svensson i målet - hvilket Jens Peder udnyttede til, med et hårdt og fladt brag af et vestjysk skud, at bringe os foran med 0-1. Selv de 37.000 svenske tilskuere rejste sig i begejstring over det unikke danske mål.
Med sine 38 A-landskampe opnåede Jens Peder kun 1 kamp færre end datidens legende, Knud Lundberg, men overgik ham dog med 8 mål. Jens Peder opnåede såmænd også at spille alle 5 angrebspladser - højre wing (3 gange), højre innerwing (4 gange), centerforward (9 gange), venstre innerwing (2 gange) og venstre wing (20 gange). Han var med til OL i 1952/Helsingfors, hvor han spillede alle 3 kampe, og var med i flere OL-kvalifikationskampe i 1959 forud for OL i 1960/Rom, uden dog at komme i betragtning til holdet, der vandt OL-sølv i Rom.
Knud Lundberg omtaler Jens Peder i sin fodboldkrønike Dansk Fodbold som et "Naturtalent" og giver bl.a. denne karakteristik:
"Jens Peder Hansen var den fødte fodboldspiller. Når vi andre skulle spille mod de stærke vestjyder, var vores store taktiske problem altid: HVORDAN KAN VI HOLDE JENS PEDER ? Han var autodidakt - der var ingen anden, han kunne have lært de driblinger af".
Jens Peder var med til at hjemføre klubbens første DM i 1961, og havde så afgjort selv en afgørende fod med i den triumf. Der er vist ingen tvivl om at det allervigtigste mål, som Jens Peder scorede i sit fodboldliv, kom netop den november søndag i 1961 på Køge Stadion, hvor 11.000 var samlet for at se om det skulle lykkes deres gode venner fra Esbjerg at erobre det danske mesterskab for første gang - i sidste spillerunde. Det forholdsvis unge EfB-mandskab var rystende nervøse, og allerede i starten af kampen bragte Køge sig foran 1-0. Men så skete det, der måtte ske, at Jens Peder tog sagen i "egen hånd" og scorede direkte på hjørnespark lige før pausen - med et præcist bananspark ind ved forreste stolpe. Og i 2. halvleg fik vestjyderne for alvor styr på begivenhederne og dominerede kampen - og da Eigil Frandsen scorede sejrsmålet til 2-1, var det danske mesterskab en kendsgerning. Esbjerg sluttede på første pladsen á point med KB, men med en bedre målscore, efter en meget spændende sæson med kun 4 nederlag til hvert af de to tophold i 22 kampe.
Det unge mesterhold, der blev kyndigt ledet af træner Rudi Strittich, bestod af følgende spillere:
Erik Gaardhøje, lærer, 23 år - Jens Jørgen Hansen, lærer, 22 år - Preben Jensen, rørlægger, 23 år - Egon Jensen, kommuneassistent, 24 år - John Madsen, konstruktør, 24 år - Jens Petersen, kontorelev, 19 år - Knud Petersen. manufakturlærling, 19 år - Carl Emil Christiansen, bogholderiassistent, 23 år - Eigild Frandsen, lagerekspedient, 23 år - Jens Peder Hansen, remisearbejder, 34 år - Bjarne Kikkenborg, tandteknikerelev, 18 år.
I de første 40 år af Danmarksturneringens historie siden 1913 var mesterskaberne udelukkende blevet fordelt mellem de københavnske hold, men i 1954 blev denne københavnske dominans brudt, og provinsklubberne Køge, AGF, Vejle og B1909 havde taget over - og nu var Esbjerg så også kommet i det fine selskab, og fik dermed indledt klubbens hidtil største sejrsepoke - med hele 4 danske mesterskaber og en pokaltitel over den næste 5 år - og Jens "Petter" var stadig med.
En spøjs lille episode fra Esbjerg Idrætspark giver os vel et godt indtryk af denne humørspiller:
Det var den 15.04.1962 - Esbjerg spillede hjemme mod AB. Jens Peder kedede sig åbenbart under kampen, for pludselig var EfB kun 10 spillere på banen - hvor var Jens Peder? Jo, uden for banen såmænd, hvor han havde opsøgt en af de rullende pølsevogne ved sidelinien - og her nød Jens Peder en pølse med brød - til stor morskab for publikum, men med en temmelig rasende Rudi Strittich på trænerbænken. Men Jens Peder var jo veteranen på holdet - og Esbjerg vandt da også kampen mod AB med hele 8-0!
Den nævnte pølse-seance blev for øvrigt efterfølgende gentaget ved de årlige fodboldkampe på Fanø (Sigger Cup) som et led i underholdningen.
De sidste par år af karrieren opnåede Jens Peder Hansen også det usædvanlige at spille på hold med sin søn Jørgen Peter Hansen, dog ikke i Danmarksturneringen. Sønnen opnåede 37 kampe (1964-69) for Esbjerg fB. Også Jens Peders 1½ år yngre lillebror, Arne Hansen, spillede for EfB (1947-54), og han opnåede i alt 81 kampe for klubben, og 1 U-landskamp i 1950.
Jens Peder fik øgenavnet "Dunder", som dog ikke var særlig meget benyttet. Han var kendt som en helt enestående god og populær fodboldspiller, som efter datidens forhold opnåede en utrolig karriere på fodboldbanerne i både ind- og udland.
Jens Peder spillede sin afskedskamp som 39-årig på Esbjerg fB's 1. hold den 13.11.1966, det var en LP-kamp ude mod Horsens, som Esbjerg fB tabte 0-3.
Det blev til 38 A-landskampe, 3 B-landskampe og 2 U-landskampe, 75 kampe for JBU og en hel del andre kampe på udvalgte hold, samt 465 kampe på Esbjergs bedste hold - men den flotte statistik kunne nemt være blevet forpurret, hvis Jens Peder i begyndelsen af 50'erne havde sagt ja til de tilbud fra udlandet, som faktisk dukkede op. Et tilbud om en professionel kontrakt med Sampdoria fra Genoa lød på en overgangssum på 100.000 kroner, forudsat der først blev spillet en prøvekamp i Italien - men Jens Peder takkede Nej, tak. I 1952 blev Jens Peder så inviteret til at gæste Hull City i England, hvor den tidligere klubkammerat Viggo Jensen var på kontrakt. Det blev til et par gode ophold med træning og et par prøvekampe, og et forhandlingskompromis på 100.000 kroner for at få Jens Peder på kontrakt - men Hul City kunne alligevel ikke gå med til overgangssummen. Så Jens Peder kunne, til al held for vestjyderne og landsholdet, fortsætte i Esbjerg allerede fra forårssæsonen 1953.
Jens "Petter" opnåede også hele 3 gange den hæder at få andel i Esbjerg by's idrætspris, første gang i 1949 efter holdets tilbagevenden til 1. division, året efter for sine egne præstationer i sæsonen 1950, og endelig efter holdets første danmarksmesterskab i 1961.
I 1962 udkom Jens Peder for øvrigt med sin bog med den ret så rammende titel "Kom så Jens Peder" - et tilråb han så ofte havde modtaget under kampene fra sine mange fans på lægterne. Efter en tid som remisearbejder ved DSB skiftede Jens Peder Hansen samme år job, da den nu afdøde stadioninspektør Aksel Madsen ansatte ham som kommunalarbejder i bl.a. Esbjerg Idrætspark. Men ansættelsesforholdet som græstæppeforvalter varede ikke længe. Det blev derimod til nye jobs, da først den senere formand for EfB, Svend Elkjær Jepsen, ansatte Jens Peder som chauffør i sine forretninger Bang Knudsen hhv. Difa (nu Sport Master) i Kongensgade, hvor bl.a. Carl Emil Christiansen og Kristian Østergaard også var ansat - så det må formodes at der nok blev snakket lidt fodbold også i arbejdstiden. Og efterfølgende havde Jens Peder som efterlønsmodtager et mindre job, som han nød rigtig meget at have med at gøre - et job som altmuligmand og børnepasser hos Kalle Spangsberg, Café Chr. IX på Torvet i Esbjerg.
Selv om Jens Peder aldrig blev ansat i hverken Sampdoria eller Hull City, oplevede han flere år i træk at spille i Canada - som veteranspiller. En beundrer af Jens Peder havde som dreng/ung mand i 50'erne fået så gode minder om Jens Peders store bedrifter, at han - Teddy Pedersen, født og opvokset i Esbjerg, op gennem 80'erne inviterede EfB's veteranhold til at spille sommerkampe i Canada, hvortil Teddy var flyttet og der havde etableret eget rejsebureau. Eneste klausul var at Jens "Petter" skulle være på holdet, så man også kunne lære ham at kende "over there" - så var turen sikret år efter år med alt betalt.
Jens "Petter" slap aldrig fodbolden og fungerede til sin død som træner i Esbjerg-klubben IF92.
Jens Peder Hansen døde 16.november 1996 i Esbjerg, 69 år gammel, og ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Ved en mindeudstilling om Jens Peder i EfB's klubhus i 1997, på årsdagen hvor han ville være fyldt 70 år, kunne fru Inger fortælle at Jens Peder skam aldrig fik betalt for pølsen under AB-kampen i 1962, men at pølsvognsindehaveren, købmand S.P. Tobiesen, dog havde eftergivet ham "gælden" - lidt reklameværdi har det vel også haft.
Esbjerg Idrætsarkiv der var på adressen Gl. Vardevej 62 havde en overgang permanent udstilling om Jens Peders lange og glorværdige karriere, med billeder og avisudklip (op og ned ad vægge). Desværre historie, og arkivet er flyttet til Torvegade 47, hvor Esbjerg Byhistoriske Arkiv har til huse.
En anden af byen Esbjerg's store navne, nu afdøde forfatter Per Højholt, skrev for øvrigt i 1998 et gravmæle over Jens Peder Hansen med dette yppige hyldestdigt:
TOMBEAU
Din huséren på højre fløj, Jens Peter, var legendarisk og når du krydsede ind midt for var vi mange der knugede rækværkets grå træ og med hvidnende knoer nok aldrig forudså med hvilke driblinger du jagtede tilfældet eller at du kunne dø nogensinde, også du, og overhales inden om af hår og negle.
2016: Jens Peder Hansen kom som den første EfB'er i Hall of Fame.
Læs mere - under fanen Jens Peder Hansen.
2021 - Jens Peder Hansens Vej tæt på mange idrætsfaciliteter - sidevej til Gl. Vardevej.
Endnu mere hæder og velfortjent til Jens Peder Hansen.
Erik Gaardhøje
- garderhøj målmand med lynsnare reaktioner på stregen.
Af Frank Bækby Madsen og Erik Hilmar Kragh / April 2007 (Rev. marts 2011) (baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Erik Foersom Gaardhøje , født den 2. november 1938 i Frederikshavn, men tilbragte ungdomsårene i Glostrup, hvor han som ungdomsspiller begyndte sin fodboldkarriere i Glostrup IC. Da faderen fik en stilling som apoteker i Nordby på Fanø (kom senere til Esbjerg), banede det lige som vejen til at fortsætte karrieren i EfB, hvor Erik i 1957 fik sin debut på divisionsholdet - som afløser for klubbens mangeårige målmand Gunnar Jacobsen.
Som seniorspiller opnåede Erik Gaardhøje 250 kampe på Esbjerg fB's 1. hold, inden han som 29-årig helt måtte indstille målmandskarrieren. En skulderskade, som havde plaget Erik i længere tid og gjort ham ukampdygtig i flere kampe, men hvor reservemålmanden Verner Beck var en fremragende substitut, betød et endegyldigt stop for den garderhøje målmand. Kamp nr. 250 spillede Erik den 13.11.1966 mod Horsens fS, en LP-kamp som EfB tabte med 3-0 - og med denne jubilæumskamp var det slut på højeste plan for Erik Gaardhøje.
Erik var en uhyre stærk målmand, der var udstyret med en ideel målmandsskikkelse, høj og atletisk. Han var stærk i feltet, og hans reaktioner på stregen var lynsnare, måske fordi han i sine unge dage havde specialtrænet i starter på atletikbanen.
Erik var med til at vinde DM hele 4 gange (1961, 1962, 1963 og 1965). I 1964 blev Esbjerg kun nr. 4, men vandt så til gengæld pokalturneringen. I pokalfinalen blev det til en kneben sejr over publikumsfavoritterne fra Odense KFUM på 2-1 efter en del dramatik, som Erik faktisk var indblandet i. Ved stillingen 2-0 blev der appelleret for straffe til fynboerne, efter at Erik havde "taget benene væk" under landsholdskollegaen Helge Jørgensen lige uden for feltet. Erik "slap" med en advarsel for den handling, men ville sikkert være blevet udvist hvis det havde været i dag. Esbjerg vandt kampen og pokalen kom for første gang på vestjyske hænder. Finalen sluttede dog i kaos, da DBU-formanden Ebbe Schwartz under den efterfølgende pokaloverrækkelse kritiserede Esbjerg for unfair spil - og de verbale hug var især møntet på Erik Gaardhøje. Han blev for åben mikrofon ydmyget af formanden, og det var mere end den unge målmand kunne klare, så der blev fældet et par tårer - forståeligt nok. Erik mente jo nok at han "bare" havde handlet professionelt for sit hold.
I mellemtiden opnåede Erik Gaardhøje også at være med i landsholdssammenhæng. Efter at have spillet 6 U/21-landskampe (1958-60) fik Erik debut på A-landsholdet, da han for øjnene af 50.000 tilskuere i Idrætsparken afløste 34-årige Henry From, der var gået på pension. Det var i en kamp den 18. juni 1961 mod Sverige (1-2), hvor Gaardhøje fik en fornem debut - og han bevarede trøjen med 1-tallet på ryggen gennem de næste par år. Gaardhøje havde allerede været med som 1. reserve for Henry From ved OL i 1960 i Rom (med OB's Finn Sterobo som 2. reserve), men legendariske From skulle altså først lige indstille karrieren, inder der blev plads til Erik Gaardhøje i buret.
Det blev til i alt 14 A-landskampe for Erik, hvor den sidste var 1-1 kampen hjemme mod Finland den 3. juni 1963, og han er i de kampe noteret for7 sejre, 2 uafgjorte og 5 nederlag - med en positiv målscore på 41-30. Største sejr var 9-1 kampen hjemme mod Finland i 1961, hvor Erik ved halvlegen blev erstattet af Nils Jensen, KB. Største nederlag var 6-0 kampen ude mod Ungarn i 1963. Erik blev afløst på målmandsposten af Erik Lykke Sørensen fra B1913.
I december 1962 var Erik Gaardhøje på det hold, der ude vandt 3-1 over Malta og ude spillede 1-1 mod Tyrkiet, og det var her EfB var repræsenteret med hele 7 spillere (Erik Gaardhøje, Preben Jensen, Egon Jensen, John Madsen, Jens Petersen, Carl Emil Christiansen og Carl Bertelsen). Det kunne endda have været 8 EfB-spillere, hvis ikke Jens Jørgen Hansen var blevet skadet forinden.
Den sidste landsholdsoptræden for Erik Gaardhøje blev en enkelt B-landskamp mod Sverige i 1964.
Om det kunne være blevet til flere landskampe for Erik Gaardhøje er jo uvist, men Erik blev måske "straffet" lidt af sine egne. For på den tid havde EfB vel nok det stærkeste forsvar i hele Danmarksturneringen. Et godt samarbejde med John Madsen som den styrende i forsvaret, godt bakket op af Jens Petersen og de to stærktspillende backs Jens Jørgen Hansen og Preben Jensen, betød faktisk at Erik ikke havde så meget at lave mellem stængerne. Med andre ord, der var ikke så meget at brillere med.
En historie fra tilskuerpladserne:
Nu afdøde Mogens Brage Michelsen, kendt som Monse og som humørspreder i Esbjerg, var EfB tilhænger om en hals. EfB havde fået mål, måske et billigt mål, tilskuerne havde ikke meget til overs for udeholdets målmandspræstation, og en munter stemme gjaldede med: "Den ku' Gaardhøje da ha' klaret"! "Gu' ku´ han ej", sagde Monse. - "Joo", lød det fra flere sider, og Monse gentog: - "Gu' ku´ han ej", hvorpå Monse afsluttede: - "Han står sgu da nede i den anden ende"!!
Samme Monse huskes bl.a. også for at give udtryk for sin mening, når f.eks. reserven for Erik Gaardhøje, Verner Beck, trådte til som afløser, og når den nu afdøde sportsredaktør Søren Alkærsig på sportssiderne i Vestkysten så fandt på at skrive: "Verner Beck er bedre til at gå ud af sit mål end Erik Gaardhøje". Da sagde Monse altid: "Ja, Gaardhøje går kun ud i halvlegen"!
Den skrøne havde den gode Monse nu ikke evig ret i, for Erik var skam ganske ofte nødt til at gå ud af sit mål under kampene, især når John Madsen brillerede med sine "selvmordsbomer" i form af nogle hasarderede tilbagelægninger til målmanden. Og i de situationer blev der ikke udvekslet alt for pæne ord imellem målmanden og hans centerhalf.
Gaardhøje var som ung også en talentfuld håndboldspiller, spillede bordtennis, gik til dans og var spejder. Efter karrierestoppet som 29-årig målmand blev han efterfølgende fodbolddommer, målmandstræner, chef for områdets målmandsskole, bestyrelsesmedlem i EfB (1970-72) og holdleder for DS-holdet.
Erik var læreruddannet fra Esbjerg Seminarium, og har arbejdet en del år som lærer (1964-82), de senest år på arbejdsmarkedet som skolekonsulent (1982-02) og samtidig som fagkonsulent i Undervisningsministeriet (1994-02).
Erik Gaardhøje døde 22. maj 2007, 68 år gammel efter længere tids sygdom, Erik ligger begravet på kirkegården i Gormsgade i Esbjerg.
Jens Jørgen Hansen
- Skolelærer med anførerbind.
Af Frank Bækby Madsen / Februar 2006
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen, og Erik Hilmar Kragh).
Jens Jørgen Rankenberg Hansen , født den 4. januar 1939 i Struer. Efter en tid med ungdomsfodbold i Esbjerg fik han som 19-årig debut som seniorspiller på EfB´s bedste hold i 1958, og her opnåede Jens Jørgen at spille i alt 417/12 kampe/mål, indtil han som 33-årig måtte slutte karrieren som aktiv spiller efter et benbrud. Det placerer ham på en 4. plads over flest spillede klubkampe for Esbjerg fB (efter Ole Kjær, Jens Peder Hansen og Egon Jensen).
Jens Jørgen Hansen var en vigtig brik i klubbens storhedstid, hvor det 5 år på stribe blev til guld: 1961 (DM), 1962 (DM), 1963 (DM), 1964 (pokalturneringen) og 1965 (DM). Han havde også en stor andel i DM-sølvmedaljen, som Esbjerg fB spillede sig til i 1968. I Esbjerg spillede han for det meste højre back, hvor han havde Preben Jensen som makker i venstre side. Jens Jørgen var en utrolig stærk forsvarsspiller, som med elegance og et stort overblik formåede at spille sig ud af mange prekære situationer og etablere en modoffensiv i et velkendt samarbejde med Egon Jensen. Og med årene blev han bare bedre og bedre, og derfor var det også indlysende at hans talent og sublime spil skulle føre til en glorværdig landsholdskarriere.
Jens Jørgen debuterede i landsholdstrøjen på B-landsholdet allerede i 1959 i en venskabskamp mod Norge (1-1), hvorefter det blev til i alt 6 U-landskampe i løbet af 1961, og en enkelt B-landskamp mere i 1962 - endda som anfører - da Norge blev besejret 2-1 på Haugesund stadion.
Forfremmelsen til A-landsholdet blev en lidt spøjs oplevelse. Jens Jørgen debuterede 28. oktober 1962 på Råsunda mod Sverige, hvor han afløste Kaj Johansen (OB) i det 82. minut. Efter at han forgæves have jagtet bolden i 7 minutter, lykkedes det endelig for Jens Jørgen at røre bolden, da han skulle kaste et indkast - hvorefter dommeren fløjtede af. Han fik efter kampen debutnålen for et indkast - mens klubkammeraten og vennen Carl Emil Christiansen sad "nåleløs" og skumlede i en krog efter 12 kampe som reserve. Svenskerne vandt for øvrigt kampen med 4-2.
Carl Emil opnåede dog sine 2 A-landskampe i de efterfølgende kampe i 1962, mens Jens Jørgen måtte vente til 2. juni 1963 med at få sin første hele landskamp. Men derefter var Jens Jørgen Hansen nærmest fast inventar på A-landsholdet frem til 1967, og igen i perioden 1970-71. Og Jens Jørgen var også med til EM i 1964 i Spanien.
Jens Jørgen var en meget alsidig spiller, der kunne bruges på alle pladser i forsvaret og på midtbanen. Han var uhyre stærk i defensiven og lidt af en slider. Efter sin debut på landsholdet blev han benyttet som højre back (4 gange), venstre back (17 gange), højre half (1 gang) og venstre half (14 gange), og en enkelt gang spillede han med hvert af numrene 5, 8 og 10 på ryggen. Da han gjorde comeback i 1970 - efter 3 års fravær - var det som midtbanespiller.
Nævnte fravær fra landsholdet har sin helt egen historie:
Jens Jørgen Hansen, skolelærer, kom på forsiderne af aviserne i 1967, da han og Finn Wiberg (AB) aftenen før en landskamp den 25. juni 1967 mod Sverige i Idrætsparken (1-1) kom alt for sent hjem til hotellet efter en "studietur" i København. Begge natteravne blev udelukket af UK-chefen Erik Hansen.
Der gik 3 år før Jens Jørgen vendte tilbage - og blev anfører igen!
Selv om der var selvforskyldte afbrydelser i landsholdskarrieren, blev det dog til i alt 39 (40) kampe med A-landsholdet, heraf endda 14 kampe iført anførerbindet. Det blev imidlertid kun til 8 sejre (22 nederlag) i de mange landskampe. Medregnet i de 40 kampe er den repræsentative kamp mellem Norden-Resten af Europa i 1964, som DBU arrangerede i anledning af 75-års jubilæet, en landskamp der senere blev trukket fra stastikken af DBU.
Men landsholdskarrieren kunne givetvis være blevet endnu mere fornem, hvis ikke en alvorlig skade fik sat en endegyldig stopper for fodboldkarrieren. I en 2. divisions kamp mod OB i Odense den 9. maj 1972 fik Jens Jørgen et benbrud, som fik ham til at indstille aktiviteterne på topplan. Jens Jørgen Hansen indtager dog med sine 40 A-landskampe en absolut førsteplads på listen over A-landsholdsspillere, der er blevet udtaget som EfB-spillere. De 3, der topper listen, hedder for øvrigt alle Jens: Jens (Jørgen Hansen), Jens (Peder Hansen) hhv. Jens (Jørn Bertelsen) - med 40, 38 hhv. 29 A-landskampe.
Jens Jørgen Hansen døde 1. januar 2022.
Ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Preben Jensen
- lille venstre back med et stort fighterhjerte.
Af Frank Bækby Madsen og Erik Hilmar Kragh/ April 2007
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Preben Emil Jensen , født den 15. oktober 1939 i Esbjerg. Preben spillede i ungdomsårene i B29 og i Spangsbjerg IF - bl.a. sammen med John Madsen - og senere EfB, indtil han i 1959 blev seniorspiller i EfB. Preben var med i hele Esbjergs guldalderperiode, og var således med til at vinde DM i 1961, 1962, 1963 og 1965 samt pokalturneringen i 1964. Han havde også en stor andel i DM-sølvmedaljen, som Esbjerg fB spillede sig til i 1968. Preben Jensen opnåede i alt 318 kampe i klubben. Preben Jensen var en ret lille og væver venstre back, der levede højt på sine fighteregenskaber. Men selv om han var en lille forsvarsspiller af statur, var han skam en spiller der i høj grad kunne sætte sig i respekt med nogle bidende og effektive tacklinger. Ikke alle Prebens tacklinger var lige reglementerede, og Preben kunne være en meget ubehaglig modstander for datidens wings, da han som regel "sad i benene på dem" på en kontant måde. Han har helt sikkert kyst mangen en dygtig angriber fra at forsøge sig i hans side. Han var en sand mester udi glidende tacklinger, og især på en regnvåd bane var de glidende tacklinger rent "guf" for Preben. "Stærk som en okse og fræk som en slagterhund", et skudsmål som trods hans lidenhed passede meget godt på Preben - han kunne slås i nærkampene og gav aldrig op. Ja, onde tunger påstår endda at følgende episode har fundet sted:
En kamp skulle sættes i gang, og alle mand var stillet op til at påbegynde kampen - men bolden manglende. Hvorpå lille Preben skulle have råbt: "Skal vi ikke bare gå i gang"!!!
Karrieren på EfB's bedste hold blev langvarig og tæller hele 318 kampe (1959-70) som back. Preben sluttede af med en kamp i 2. division på udebane mod Vanløse den 11. juni 1970, og fik her en 1-0 sejr med hjem i afskedsgave.
Det fortælles i øvrigt, at Preben som ungdomsspiller i både B29 og Spangsbjerg IF optrådte som venstre wing, men Preben "gad altså ikke rigtig at ståen venstre wing", hvorefter han så blev sat ned som venstre back. Det har måske haft betydning for, at han jo efterfølgende nok vidste hvordan en wing skulle behandles. Ikke desto mindre opnåede Preben skam at optræde på et udvalgt jysk hold for ynglinge, mens han spillede for for B29 - og det var som venstre wing.
Preben var nok den sejeste venstre back Esbjerg fB indtil da havde fostret, ja han er næppe heller siden hen blevet overgået på pladsen. Hans fightervilje på fodboldbanen var ukuelig.
Efter 2 U/21-landskampe i 1960 mod Finland og Sverige debuterede Preben Jensen som back på A-landsholdet i den bemærkelsesværdige Nations Cup kvalifikationskamp på Malta den 8. december 1962, som Danmark vandt med 3-1 - og hvor Esbjerg fB var repræsenteret med hele 7 spillere (Erik Gaardhøje, Preben Jensen, Egon Jensen, John Madsen, Jens Petersen, Carl Emil Christiansen og Carl Bertelsen). Det kunne endda have været 8 EfB-spillere, hvis ikke Jens Jørgen Hansen var blevet skadet forinden. Preben var impliceret i Maltas udlignende mål og blev betegnet som Danmarks svageste mand. Efter kampen udtalte han resignerende: "Så fik man da den landskamp". Det holdt nu ikke helt stik, idet han 4 dage senere også var med i Danmarks anden kamp på turen, en venskabskamp mod Tyrkiet i Istanbul (1-1), og her spillede Preben en solid kamp.
Holdet i de 2 landskampe var: 1. Erik Gaardhøje, 2. Kaj Johansen (OB), 3. Preben Jensen, 4. Egon Jensen, 5. John Madsen, 6. Jens Petersen, 7. Carl Bertelsen, 8. Carl Emil Christiansen, 9. Ole Madsen (HIK), 10. Tommy Troelsen (Vejle), 11. Eyvind Clausen (KB). Med 7 spillere fra Esbjerg var der tale om en tangering af den bestående rekord for klubrepræsentation på landsholdet, en rekord som indtil da deltes mellem KB (4 gange 1913-14) og B93 (1 gang i 1931).
Inden sin debut på A-landsholdet spillede Preben 3 B-landskampe i løbet af 1962, mod Norge, Finland og Sverige, og sluttede også sin landsholdskarriere med en B-landskamp på stadion i Silkeborg den 14. september 1963 - med en sejr på 2-0 over Norge.
Preben Jensen, der arbejdede som blikkenslager/rørlægger, blev efter fodboldkarrieren grebet af golfsporten, så når han ikke lige skulle lægge rør ind, kunne man finde Preben i færd med at svinge køllen på golfbanen - en hobby han har holdt fast ved.Preben har for øvrigt doneret en af sine mange mesterskabsmedaljer (DM 1965 medaljen) til Esbjerg Idrætsarkiv, hvor man altså nu kan beskue en ægte DBU-guldmedalje anbragt i en glasmontre.
Preben Emil Jensen døde 28 august 2013, 73 år gammel efter længere tids sygdom, og ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Egon Jensen
- kommuneassistenten, der markerede sig som "den jyske Lundberg"!
Af Frank Bækby Madsen / Februar 2006 (rev. April 2007)
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen,Tage Elkjær og Erik Hilmar Kragh).
Egon Jensen , født den 13. november 1937 i Gram. Efter en tid med ungdomsfodbold i Esbjerg fik han som 17-årig debut som seniorspiller på Esbjerg fB´s bedste hold i 1955, og her opnåede Egon Jensen 440/47 kampe/mål over en 16 års periode frem til 1970, inden han som 33-årig sluttede som aktiv spiller. Det høje kampantal placerer Egon Jensen på en 3. plads i statistikken over flest opnåede klubkampe efter Ole Kjær og Jens Peder Hansen.
Egon Jensen var en fremragende fløjhalf/innerwing, en teknisk stor spiller af den elegante slags. Egon var ikke den typiske måltyv, men havde med sit suveræne overblik og store spilforståelse mere rollen som chanceskaberen og oplæggeren, som angriberne kunne være særdeles godt tjent med at have bag sig. Men også i det defensive spil var Egon til stor gavn for holdet med sin elegante, men ofte også kontante, måde at neutralisere modstanderne på. Egon evnede på intelligent vis at læse spillet, og var som oftest helt suveræn i sit spil på midtbanen. Han var af statur ikke nogen splejs at se på, og med sine altid velsiddende krøller lignede Egon faktisk en sand Adonis-figur på banen, hvorfor da også af og til blev betegnet som "Smukke Egon". Lidt uforståeligt gik han imidlertid også under det lidt spøjse men mere officielle øgenavn "Gumse".
Egon Jensen, der civilt var kommuneassistent, manglede til en vis grad noget temperament som fodboldspiller, og han var nok heller ikke besat af de helt store ambitioner som fodboldspiller. Men hans talent fejlede ikke noget, og Egon opnåede da også at spille et pænt antal landskampe på forskellige niveauer. Det blev således til 2 Y-landskampe allerede i 1955, og året efter blev det til en enkelt U-landskamp hjemme mod England (0-3).
Egon Jensen debuterede på A-landsholdet i en venskabskamp mod Finland i Helsingfors den 18. juni 1957, en kamp som led i arrangementer i anledning af det Finske Fodbold Forbunds 50 års jubilæum, som Danmark tabte 0-2. Allerede dagen efter spillede Danmark i Tammerfors mod Norge i samme anledning, og her vandt Danmark 2-0, bl.a. på et mål af Egon Jensen. Hans næste landskamp var i Reykjavik på Island den 10. juli 1957, hvor Danmark i anledning af det Islandske Fodbold Forbunds 10 års jubilæum mødte Island og vandt med 2-6. Her brillerede Egon Jensen med at score hele 3 mål, mens de øvrige mål blev scoret af Jens Peder Hansen (2) og Poul Pedersen (1). I denne sin 3. A-landskamp fik Egon således noget af et gennembrud, og han blev da også udtaget til endnu 2 kampe i samme sæson.
Til trods for succesen blev hans fremtidige landskampdeltagelse dog ret sporadisk. Han opnåede yderligere 7 A-landskampe i perioden 1961-66, bl.a. nogle VM- og EM-kvalifikationskampe. I sine i alt 12 A-landskampe spillede Egon Jensen på 4 forskellige pladser, højre half (3 gange), venstre half (2 gange), højre innerwing (3 gange) og venstre innerwing (4 gange) - det kan man da kalde en jævn fordeling. Foruden disse kampe spillede Egon Jensen hele 9 B-landskampe fra 1958 til 1966, og Egon er dermed noteret som nummer 2 på listen over spillere med flest spillede B-landskampe (efter Vejles Poul Mejer/11 kampe).
I sin sidste optræden i den rød/hvide dragt bar Egon Jensen anførerbindet - det var en B-landskamp den 17. september 1966 i Nakskov Idrætspark, hvor Danmark i en venskabskamp vandt med 5-0 over Finland. Samme år optrådte Egon Jensen også for sidste gang på A-landsholdet i en venskabskamp mod Tyrkiet i Idrætsparken (0-0).
Det blev en lang karriere som landsholdsspiller, 1955-66, men der er næppe tvivl om, at hvis Egon Jensen havde haft lidt større ambitioner, ville antallet af landskampe sandsynligvis have været langt større. for talentet og evnerne fejlede ikke noget - lige som forudsætningerne ved at spille på et godt og succesrigt hold skam var til stede.
Til gengæld nød Esbjerg fB godt af hans mange kampe på 1. holdet. Egon var med til at vinde DM i årene 1961, 1962, 1963 og 1965, samt at vinde pokalfinalen i 1964 (2-1 over Odense KFUM). Han havde også en stor andel i DM-sølvmedaljen, som Esbjerg fB spillede sig til i 1968. Som højre half dannede han i mange år en suveræn halfbackkæde sammen med John Madsen (centerhalf) og Jens Petersen (venstre half).
Egon var i vide kredse kendt som en meget teknisk dygtig og klog fodboldspiller, og han blev rent faktisk ret tidligt betegnet som "den jyske Lundberg". Den sammenligning med AB´s fodboldprofessor, legendariske Knud Lundberg, var på mange måder på sin plads.
Efter sin lange aktive karriere som spiller blev Egon træner for Esbjerg fB (1973-76), da han afløste sine tidligere holdkammerater Jens Jørgen Hansen og Carl Emil Christiansen på posten - og han formåede på bare 2 sæsoner at føre Esbjerg fra 3. division tilbage til 1. division (i 1974). I 1976 var han som træner for Esbjerg fB således også med til at vinde pokalfinalen med 2-1 over Holbæk B&I for øjnene af 23.550 tilskuere, inden han igen overlod roret til legendariske Rudi Strittisch.
Egon Jensen modtog for øvrigt i 1957 hædersbevisningen "Esbjerg by´s idrætspris".
Egon Jensen døde 13. september 2020 og ligger begravet på Jerne Kirkegård.
John Madsen
- Konstruktøren, der var en enestående god forsvarskrumtap.
Af Frank Bækby Madsen / Marts 2005
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen, Tage Elkjær og Erik Hilmar Kragh)
John Madsen , født den 14. maj 1937 i Esbjerg, hvor han spillede ungdomsfodbold for B29 Esbjerg og Esbjerg fB. Som seniorspiller opnåede John Madsen 264/2 kampe/mål for EfB, inden han som 28-årig drog udenlands.
John Madsen er udlært murer og læste videre til konstruktør.
John Madsen var centerhalf, og i sandhed en helt usædvanlig god centerhalf. Han var både stor og stærk og meget atletisk, og i kraft af sin store springkraft leverede han et aldeles suverænt hovedspil i luften. Men han var også "Jysk mester" i hasarderede tilbagelægninger.
John vandt DM med Esbjerg hele 3 gange (1961, 1962 og 1963) og pokalturneringen i 1964. Han havde også sin store andel i at Esbjerg kunne vinde DM i 1965, hvor han dog ikke var med i de sidste 10 kampe. John var ingeniør, og en stor fodboldspiller - men han var også lidt af en enspænder. Da Esbjerg således efter en kamp i Hvidovre 22.08.1965 var på vej hjem i bussen, en kamp som Esbjerg for øvrigt havde vundet 3-2, rejste John Madsen sig pludselig op efter bare 10 kilometers kørsel og bad - til truppens store forundring - om at blive sat af (altså af bussen!). Dagen efter kunne holdkammeraterne måbende læse i avisen, at John skam var blevet solgt til den skotske klub FC Morton. Han var samme aften fløjet fra Kastrup Lufthavn til Glasgow.
John Madsen sluttede sin fodboldkarriere med nogle år i det skotske, hvor han fra slutningen af 1965 spillede for FC Morton Greenock, indtil han i 1968 drog videre for at spille et par sæsoner i Hibernian FC i Edinburgh. Da John ankom til skotsk fodbold, fik han hurtigt "Mageløse Madsen" som varemærke pga. sine evner til at holde modstanderne nede.
Men i mellemtiden havde John Madsen også opnået en stor karriere i landsholdssammenhæng. I løbet af årene 1957-59 havde der været bud efter ham til 6 U-landskampe og en enkelt kamp på B-landsholdet mod Sverige i 1961. Et par måneder senere debuterede John Madsen på det finere A-landshold i en kamp mod Norge på Ullevål i Oslo den 17.09.1961, som Danmark vandt 4-0. I den kamp blev John indskiftet i stedet for en skadet Richard Møller Nielsen, der ved den lejlighed fik afbrudt sin videre landsholdskarriere som spiller.
Det blev indledningen til et par flotte og bemærkelsesværdige serier af A-landskampe for John, der spillede hele 13 kampe i træk som fast centerhalf i årene 1961-62. Efter en landsholdspause de næste 5 landskampe, som John i 1963 simpelthen valgte at melde fra til pga. manglende tid og lyst (!), blev han dog senere på året overtalt til et comeback, og tørnede derefter ud i årets sidste 7 landskampe, hvoraf de 3 sidste var Nations Cup kvalifikationskampene mod Luxembourg (3-3, 2-2 og 1-0). Danmark kvalificerede sig til EM-slutrunden i 1964 i Spanien ved at vinde den sidste kamp på neutral bane i Amsterdam, men måtte ved EM-slutrunden klare sig uden John, forsvarets hidtidige krumtap. Det skyldtes at John af familiemæssige årsager igen meldte fra, da han havde fået en søn, og den seje jyde holdt fast i sin beslutning, selv om der blev gjort mange overtalelsesforsøg.
I John Madsen havde Esbjerg måske nok klubbens allerbedste forsvarsspiller nogensinde, og der kan næppe herske tvivl om at John kunne have opnået langt flere end de 20 A-landskampe, som det blev til. Men allerede her viste han sit personlige format og sin enspændernatur - og i 1964 blev vi delagtiggjort i hans holdninger og bevæggrunde for at fravælge landsholdet, da han skrev og fik udgivet bogen "Nej til landsholdet".
John Madsen blev folkepensionist (67 år) den 14. maj 2004, for øvrigt samme dag som det royale brudepar Kronprins Frederik og Mary Donaldson blev viet i Københavns Domkirke.
John Madsen bor i igen i Esbjerg (2017) efter flere år at være bosiddende i Fredericia.
John Madsen døde 28. juli 2021 efter flere års sygdom.
Ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Jens Petersen
- den første der blev kåret som "Årets spiller i Danmark".
Af Frank Bækby Madsen / Marts 2005
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen og Erik Hilmar Kragh).
Jens Petersen , født den 22. december 1941 i Esbjerg, hvor han også fik sin fodboldopdragelse. Efter en tid med ungdomsfodbold fik han som 18-årig debut på Esbjerg fB´s 1. hold i 1960. Her opnåede Jens Petersen i alt 147/20 kampe/mål, inden han fra 1965 blev professionel i Skotland.
Jens Petersen var en meget arbejdsom fløjhalf med et stort arbejdsområde, og var desuden en glimrende boldspiller. Han gik altid i spidsen, når der skulle udføres en ekstraordinær indsats. Han var både på banen - og uden for - en glimrende kammerat, der altid udviste en særdeles eksemplarisk opførsel. Jens Petersen opnåede fortjent at blive den første i Danmarkshistorien, der blev kåret til "Årets spiller i Danmark" - det skete i 1963. Kåringen var iscenesat af avisen Socialdemokraten (Aktuelt), og udvælgelsen blev foretaget af et ekspertpanel med selveste Knud Lundberg i spidsen. Først 20 år senere blev reglerne ændret, så det også blev muligt for vores mange professionelle "udlandsdanskere" at komme i betragtning ved kåringen af "Årets spiller".Jens Petersen var fast mand som venstre half på det Esbjerg hold, der i 1961, 1962 og 1963 tog det danske mesterskab hjem til Vestjylland, og han var også i 1964 med til at hjemtage pokalen til Esbjerg efter en sejr på 2-1 i pokalfinalen over Odense KFUM. Han ville helt givet have kunnet høste endnu en DM-triumf med Esbjerg i 1965, men han valgte i stedet - som så mange andre - at prøve lykken som professionel i skotsk fodbold.
Jens blev solgt til Aberdeen FC for den runde sum af 200.000 kroner, og han debuterede for sin nye klub sammen med KB´erne Jørgen Ravn og Leif Mortensen med en solid 4-2 sejr over Third Lanark. Jens spillede i 1967 med i pokalfinalen mod Celtic (0-2), hvor der var 140.000 tilskuere, heraf dog de 20.000 uden for Hampden Park I Glasgow. Det blev til i alt 205 kampe og 12 mål for Aberdeen FC, inden Jens Petersen i 1970 skiftede græsgange og drog til Østrig for at spille i SK Rapid Wien, hvor han fik 16 kampe og scorede et enkelt mål. I 1971 gik turen videre til den belgiske klub Racing Mechelen, hvor Jens spillede 35 kampe og scorede 3 mål i perioden 1971-73.
Landsholdskarrieren startede med 3 U-landskampe i efteråret 1962 med sejr over Finland og uafgjort mod både Holland og Sverige, hvorefter Jens Petersen debuterede på A-landsholdet ude mod Malta 01.12.1962, en kvalifikationskamp i Nations Cup som Danmark vandt 3-1. Det blev i første omgang til optræden på A-landsholdet med 14 kampe på stribe, hvor Jens da også blev noteret for 1 mål, scoret på straffespark i 4-0 hjemmekampen mod Albanien 29.06.1963. I en senere kamp 28.11.1963 brændte han til gengæld et vigtigt straffespark - det var i en meget nervepirrende OL kvalifikationskamp i Torino, en omkamp mod Rumænien, som Danmark tabte efter rumænsk scoring til 2-1 i den forlængede spilletids 110. minut. De 2 kvalifikationskampe i Danmark hhv. Rumænien var endt med en 3-2 sejr til hvert hold - og efter omkampens resultat glippede det med dansk deltagelse ved OL 1964 i Tokyo.
Den næste landskamp for Jens Petersen var kampen den 20. maj 1964 i anledning af DBU´s 75 års jubilæum - en kamp mellem Norden og Resten af Europa, som Europa vandt 4-2. Her blev Jens indskiftet fra starten af 2. halvleg.
Bortset fra Danmarks 2 slutrundekampe ved Nations Cup i Barcelona juni 1964 var Jens Petersen med i samtlige A-landskampe i 1963-64, således også de resterende 7 kampe i 1964, inden han blev professionel og derved - efter gældende regler - var afskåret fra at optræde på landsholdet.
Men med den repræsentative kamp medregnet blev det til 22 A-landskampe.
Da Jens Petersen atter vendte hjem til Danmark i 1974, valgte han at spille videre for Varde i et års tid, og nåede at spille 15 kampe og score 4 mål det år - hvilket giver et samlet kampantal på 419 spillede kampe (og 27 scorede mål) i Jens Petersens seniorkarriere over en 15-års periode.
Jens Petersen har efterfølgende været træner for Varde, Esbjerg B47 og Tarp (samlet i 10 år). Han har desuden været ansat i Tjæreborg Rejser (1974 til 1978 - destinationer), ved Esbjerg Kommune (1978-88 - bybusserne), Esbjerg Idrætspark (1988-96 - stadioninspektør) - og i 1996 blev han direktør for Esbjerg Idrætspark og Svømmestadion Danmark.
I fritiden har Jens Petersen også holdt sig meget aktiv, han har mindst 12 maratonløb på bagen, og har dyrket tennis og skisport. Jens blev gift med sin Dora i Aberdeen - på en onsdag, da han jo var optaget af andre gøremål i weekenderne.
Jens Petersen døde 9. marts 2012 efter længere tids sygdom, 70 år gammel.
Ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Knud Petersen
- en ægte kantspiller på højre wing pladsen!
Af Erik Hilmar Kragh og Frank Bækby Madsen / April 2007
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Knud Petersen, født den 15. august 1942 i Esbjerg, (dåbsattesten siger Pedersen, men familien i flere generationer væger efternavnet Petersen - DBU valgte at bruge dåbsatt.).
Spillede drenge og ungdomsfodbold i EfB indtil han som 17-årig debuterede som seniorspiller maj 1960. "Peddy", som hans kælenavn jo var, opnåede i alt 253/37 kampe/mål for Esbjerg fB.
Knud vandt DM med Esbjerg hele 4 gange (1961, 1962, 1963 og 1965), var med til at vinde pokalfinalen i 1964 over Odense KFUM og havde også sin andel i sølvmedaljerne i 1968. I løbet af sine 253 kampe i de blå/hvide trøjer scorede han "kun" 37 mål - men han lagde op til mange mål.
Knud var den rigtige wingtype, og alle kampe blev spillet som højre wing. Han passede godt ind i Strittich's 4-2-4 system, hvor de andre 3 i angrebet var Carl Emil Christiansen, Carl Bertelsen og Bjarne Kikkenborg. Egon Jensen i højre side på midtbanen og Eigild Frandsen i venstre side var til stor støtte i opbygningen for angriberne. De 4 bagerste var Jens Jørgen Hansen, Preben Jensen, John Madsen og Jens Petersen - og sidste mand på skansen var Erik Gaardhøje i mål. Navnkundige Jens Peder Hansen var også med til at hjemføre det første Danmarksmesterskab i 1961.
Før den tid havde Knud Petersen såmænd også spillet sammen med Bjarne Kikkenborg og Jens Petersen på EfB's ynglingehold.
Knud Petersen var en elegant højre wing, der spillede mange fremragende kampe - men kunne også af og til være noget svingende i sit spil. Han var dog ikke bange for at drible, og hans hurtighed gjorde at han smuttede fra mange backs. Og fordelen ved hans spillestil var, at han både kunne gå udenom og indenom, gå til baglinien og aflevere præcis til sine medspillere. Også ved hjørnespark var han præcis, når han f.eks. bare skulle lægge bolden indover "lige i hovedet" på Carl Bertelsen. Knud var så glad for fløjen at han gik næsten i vejen for linievogterne, men han var nu ikke altid enig med dem. Gik Knud i en offsidefælde, ja så kom der ofte højtråbende gloser fra hans mund, som nok var "forbudt for børn" - og det var da næppe heller noget Knud havde lært i Søndagsskolen.
Altid på højrekanten - og dog! I en kamp havde Knud vovet sig over på fløjen i venstre side, og det skulle han måske ikke have gjort - Knud måtte gå fra banen med flænge i låret, efter at han var gledet ned i en knust sodavandsflaske, men han kom dog hurtig på banen igen. Synd for Knud og kedelig for sporten, at der sådan smides med tomme flasker. Og hvad kunne Knud så lære af det? "Bliv på din plads"!
Knud spillede 4 ungdomslandskampe (1962-63) og 2 B landskampe/1 mål (1964-65) inden turen kom til A-landsholdet, hvor han fik debut 9. juni 1965 i hjemmekampen mod Finland om NM 1964-67, som Danmark vandt 3-1. Knuds anden A-landskamp var i samme turnering 20. juni 1965 i hjemmekampen mod Sverige, og den kamp er jo gået over i historien som 2-1 kampen, hvor legendariske Ole Madsen lavede målet til 1-0 med hælen. Det blev til i alt 4 A-landskampe for Knud Petersen, alle i 1965 og hver gang iført trøje nr. 7 - de sidste 2 kampe var VM-kvalifikationskampe, hvor det mod Sovejetunionen i Moskva blev til dansk nederlag på hele 6-0 for øjnene af 100.000 tilskuere, og 1-1 hjemmekampen mod Grækenland.
"Peddy" blev ofte forvekslet med Knud Petersen (Frem), som også spillede højre wing i samme periode, og desuden blev Knud Petersen fra EfB jævnligt omtalt fejlagtigt som Knud Pedersen (hvad dåbsattesten også siger, DBU brugte Pedersens navnet ved landskampe).
Efter karrieren var Knud Petersen bl.a. træner i Ribe og Bramming.
Knud Petersen blev efter skolegangen på Danmarksgades Skole ansat som manufakturelev ved Blichfeldt på Torvet (senest hjemsted for Fona), og senere blev han tøjekspedient ved P&A på hjørnet af Standbygade (nu Kongensgade) og Stormgade. Knud overtog senere faderens Kaj Petersens buntmagerforretning Jul. Petersen i Kongensgade.
Knud Petersen døde alt for ung - kun 47 år gammel. Efter en morgenkamp den 31. januar 1990 i EfB's navnkundige Old Boys afdeling De Tykke Mavers Klub følte Knud sig dårlig, og kørte til hjemmet i Tjæreborg. Knud døde desværre samme dag. Han ligger begravet på kirkegården i Gormsgade i Esbjerg.
Carl Emil Christiansen
- en lille, men stor fodboldspiller.
Af Frank Bækby Madsen / Februar 2006.
(Input af Erik Hilmar Kragh).
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Carl Emil Christiansen , født den 31. december 1937 i Esbjerg. Han spillede ungdomsfodbold fra han var 10 år, indtil han som 19-årig debuterede på Esbjerg fB´s 1. hold i 1956. Som seniorspiller opnåede Carl Emil på bare 12 år at spille i alt 313/192 kampe/mål for Esbjerg fB, og var således en vigtig brik på det hold, som huskes som "guldalderholdet".
Carl Emil var en lille pågående angriber, en teknisk stærk innerwing, der samtidig var en farlig afslutter. Indtil han måtte stoppe karrieren pga. problemer med ryggen, var han med til at vinde DM 4 gange (1961, 1962, 1963 og 1965) samt pokalturneringen i 1964. Han blev topscorer i 1. division i 1962 med 24 mål. Gennem hele Esbjergs guldalderperiode spillede Carl Emil højre innerwing, oftest med Knud Petersen og Carl Bertelsen på hver sin side.
Da Esbjerg blev mester i 1965 ved at spille 1-1 mod Vejle, var det "Mille" der udlignede i sidste minut og derved snød Vejle for mesterskabet.
Carl Emil Christiansen blev Y-landsholdsspiller som 17-årig, og fik 3 kampe i løbet af 1955-56. I den sidste kamp den 19. maj 1956 scorede han Danmarks enlige mål i 1-2 kampen på Esbjerg Stadion mod England. I 1958 spillede Carl Emil så 2 U-landskampe på udebane mod Polen og Norge. Begge kampe blev tabt med 2-1, men Carl Emil scorede begge de danske mål.Derefter blev Carl Emil udtaget til B-landsholdet, hvor han opnåede at spille 3 gange uden at tabe en kamp. I 1961 var han således med til at vinde 4-0 over Norge på Aarhus Stadion, og han scorede her Danmarks 2. mål.
Carl Emil debuterede på A-landsholdet - efter at have været reserve 12 gange - i Nations Cup kvalifikations-kampen den 8. december 1962 mod Malta på den berygtede grusbane "Empire Stadium" i Valetta. Kampen blev vundet med 3-1, og Carl Emil Christiansen kunne noteres for endnu et landskampsmål, da han scorede det sidste danske mål. Det blev til yderligere en enkelt A-landskamp bare 4 dage senere, da Danmark spillede en venskabskamp mod Tyrkiet i Istanbul - kampen endte 1-1 på et dansk mål af legendariske Ole Madsen (HIK). Men selvom det sammenlagt kun blev til 10 landskampe fordelt på alle 4 landsholdsniveauer, kan Carl Emil dog prale af at have scoret på alle niveauer, nemlig i alt 5 mål.
"Mille" spillede sin sidste 1. holds kamp for Esbjerg fB den 3. september 1967 på Esbjerg Stadion mod OB, som blev vundet med 3-1. Efter karrieren har "Mille" været træner for Varde (i flere perioder), Næsbjerg, Vejen og Esbjerg fB (i 3 kortere perioder). Han har også i hele 32 år været træner (1968-2000) for "Tykke Maver", der er en gren af Esbjerg fB.
Carl Emil blev som nykåret DM-vinder gift med frøken Birthe den 18.11.1961. Sønnen Rene har spillet 37 kampe for Esbjerg (1984-88), mens datteren Dorthe har udfoldet sig som elitespiller i badminton.
Carl Emil, der er kontoruddannet, valgte som 62-årig at skifte til "efterlønner". Han har i 2 år bestridt jobbet som kasserer for Esbjerg fB. Det var i sin tid problemer med ryggen, der satte en stopper for det aktive liv som fodboldspiller, men formentlig har også bentøjet lidt overlast, for Carl Emil Christiansen fik (i 1994 og 2000) udskiftet begge hofterne - med succes.
Carl Emil Christiansen døde 15. januar 2018, 80 år gammel, og ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Carl Bertelsen
- første pokalfighter i EfB.
Af Erik Hilmar Kragh / Januar 2007.
Carl Andreas Clausen Bertelsen , født den 15. november 1937 i Haderslev. Ingen har vel nået så meget på så kort tid i EfB som Carl Bertelsen. Carl kom til EfB i 1962 fra Haderslev Fodbold Boldklub - (HFK - Sønderjysk Elitesport). EfB var året forinden påbegyndt guldalderperioden. Calle, som han hurtigt blev kaldt, "å' synnejysk", debuterede for EfB 26/3 1962 ved at "slå" Eigild Frandsen af holdet. Eigild havde i den foregående kamp scoret 2 mål, men dette hjalp ham ikke i denne forbindelse. Kabalen gik så senere op da navnkundige Jens Peder Hansen stoppede karrieren. I alt opnåede Carl Bertelsen 86/68 kampe/mål for Esbjerg fB.
Carl Bertelsen debuterede på A landsholdet samme år (11/6), efter kun 9 kampe for EfB, og efter en enkelt B landskamp (som spiller for HFK - og første seriespiller på et B landshold). Det blev til 21 landskampe (9 mål) i de rød/hvide dragter inden den professionelle tilværelse begyndte i FC Morton Greenock sommeren 1964 - ja, og så var der jo lige 2 danske mesterskaber i 1962 og 63 + den første pokalfinalesejr til EfB i 1964, 2-1 over Odense KFUM. Her blev Carl Bertelsen kåret som Årets Pokalfighter 1964. Calle nåede at spille 86 kampe (51 mål) i de blå/hvide stribede farver. Da Norden spillede mod Europa (Resten af Europa) i maj 1964 ved DBU's 75 års jubilæum, var også Calle at finde på Nordens hold. To andre EfB'er var også med, nemlig Jens Jørgen Hansen og Jens Petersen. Bent Hansen B 1903 og Ole Madsen HIK var også udtaget for Danmark.
Calle var den rigtige centerforwardtype, men befandt sig ofte på flankerne og var ikke let at dække op for datidens centrehalfbacks, p.g.a hurtighed, hans hovedstødspecialitet, og målfarlighed. Daværende landstræner Poul Petersen eller UK (Udtagelses Komiteen) kunne også se en wing i ham. Så i alle 21 landskampe spillede Calle højre wing som det hed den gang, nu afdøde Ole "hælspark" Madsen HIK havde lige som patent på forwardpladsen på landsholdet. Efter Knud Lundbergs udsagn, kunne Calle spille alle pladser på et hold - selv som venstre back i en venskabs kamp på et udvalgt hold blev det også til.
Landsholdkarrieren højdepunkt var vel nok ved Nations Cup (EM) i Barcelona juni 1964, og kampene op til cuppen i 1963, her var også Jens Jørgen Hansen - John Madsen og Jens Petersen at finde på landsholdet i perioden 1963-64. Året før var der 7 spiller fra EfB på samme hold i de rød/hvide farver, og nok 8 - hvis ikke Jens Jørgen Hansen var skadet, + de nævnte var det Erik Gaardhøje - Preben Jensen - Egon Jensen og Carl Emil Christiansen. Gunnar Nu var nok lidt forvirret og denne vestjyske "invasion" på landsholdet, idet han i flere landskampe på TV kaldte Calle for "Jens Bertelsen", men kaldte så til gengæld ikke Jens Petersen for "Carl Petersen".
Lærergerningen på Gammelby Skole måtte indstilles, da Calle drog til Skotland. Som før skrevet, startede det i Morton. Her var de tidligere landsholdspiller fra de glade Nations Cup dage Erik Lykke Sørensen B 1913 og Kaj Johansen OB også at finde på holdet, foruden de 2 sølvvindere fra OL i Rom Flemming Nielsen AB og Jørn Sørensen KB, og senere i 1965 John Madsen EfB. Morton blev nu med rette kaldt for "danskerklubben".
Calle var tilbage på Esbjerg Stadion, nu for Morton FC. Det var en lun sommeraften i 1965, og med den 37 årige genopstandne Jens Peder Hansen i hopla, EfB vandt 6-2. Jens Petersen var med fra sidelinien som tilskuer - hjemme på ferie fra det skotske (Aberdeen FC), og mon ikke han holdt med EfB? Senere skiftede Calle til Dundee FC (1966) og sluttede i Kilmarnock FC (1967).
Mange EfB tilhængere ventede nok Calle tilbage til Esbjerg. Men en dag i 1968 kunne man så se Carl Bertelsen nu med veltrimmet fuldskæg vende tilbage til dansk fodbold, hvilke var på OB's divisionshold. Calle var godt spillende for OB og var tæt på at spille sig på landsholdet igen. Kunne i så fald have været den første hjemvendte danske professionelle på et dansk landshold. Det blev så Ole Madsen i 1969 der blev den første der kom på det danske landshold efter en professionel karriere.
Lærergerningen fortsatte på Rising Skole i Odense, med bopæl i Odense forstaden Sankt Klement. Calle spillede sekundafodbold (spillende træner) for Sankt Klements Boldklub, da han var oppe i fyrrene med mange mål til følge. Senere blev det til trænerjob for Middelfart Boldklub og ligeledes Svendborg Boldklub.Vi skriver 2007, Calle spiller stadig fodbold som 69 årig, nu for de "lidt ældre" Supermasters i Assens, hvor han spiller hver mandag aften.
Carl Bertelsen og fru Birtes flyttede tilbage til Odense efter 14 år i Torø Huse ved Assens.
Carl Bertelsen døde 11. juni 2019, og ligger begravet på plænen ved Fredens Kirkegård i Odense.
Eigild Frandsen
- en dygtig boldspiller med mange medaljer!
Af Frank Bækby Madsen / Marts 2005 (rev. Februar 2007)
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Erik Hilmar Kragh og Palle "Banks" Jørgensen)
Eigild Frandsen, født den 26. marts 1938 i Holstebro, spillede ungdomsfodbold i Esbjerg indtil han, som 20-årig, blev seniorspiller. Eigild opnåede i alt 171/23 kampe/mål for Esbjerg fB i perioden 1958-66.
Eigild vandt DM med Esbjerg hele 4 gange (1961, 1962, 1963 og 1965). Det var Eigild der scorede sejrsmålet da det første DM i 1961 kom i hus i Køge, hvor det lykkedes Esbjerg i den allersidste spillerunde at vinde med 2-1, og dermed holde KB bag sig på en bedre målscore.
På EfB's DM hold i 60'erne spillede Eigild centerforward i 1961, men blev fortængt til pladsen som venstre innerwing i 1962 og 1963, da Carl Bertelsen var kommet på holdet. Foruden at have spillet i angrebet sammen med legendariske Jens Peder Hansen, indgik Eigild i det overbevisende EfB-angreb: Knud Petersen, Carl Emil Christiansen, Carl Bertelsen, Eigild Frandsen og Bjarne Kikkenborg i mange kampe. Efter mesterskabet i 1963 valgte Eigild at stoppe, for nu skulle der være mere tid til familien. Sæsonen 1964, hvor Esbjerg indtagelsesvis måtte nøjes med en 4. plads i Danmarksturneringen, men dog vandt pokalturneringen, var derfor uden Eigild Frandsen på holdet. Men allerede efter en enkelt sæson vendte lysten til fodbold tilbage.I 1965 var Rudi Strittich vendt tilbage som træner for EfB efter den tidligere landstræner Arne Sørensen, der således "kun" opnåede et enkelt mesterskab med EfB - og måske er Eigild den eneste fodboldspiller i Danmark der kan prale med at have vundet 4 danske mesterskaber i træk! Det blev i hvert fald en kendsgerning for ham, da mesterskabet atter kom i hus i 1965 efter en kamp i næstsidste runde på Vejle Stadion, hvor EfB fik 1-1 mod Vejle på et mål af Carl Emil Christiansen.
Eigild overtog posten som venstre half efter Børge Enemark, der havde overtaget Jens Petersens plads da han drog til Skotland (Aberdeen), men rokeringerne på holdet fortsatte da John Madsen også drog til Skotland (Morton), og hans plads som centerhalf blev så overtaget af Børge Enemark. Men på den mere tilbagetrukne plads som half fandt Eigild sig godt til rette, og her kunne han meget bedre udnytte sit store løbepensum end i angrebet. Han afsluttede sin aktive karriere i en pokalkamp i Horsens den 13.11.1966, som Horsens fS vandt med 3-0.
Eigild var en dygtig holdspiller - en elegant slider med stor aktionsradius og blik for spillet! Ligefrem yndefuld var spillestilen ikke just for den robuste spiller, men Eigilds langskudsmål var i en klasse for sig selv. Et af hans mere spektakulære mål huskes nok mere for sin udførelse end for betydningen, næsten på linie med det mål Geoff Hurst lavede (eller ikke lavede) i VM finalen på Wembley i 1966. Vi skal tilbage til 25. september 1963, til kampen mellem EfB og PSV Eindhoven i Europa Cup'en for mesterhold på Esbjerg Stadion, som endte 3-4. EfB var kommet foran 1-0 ved Carl Emil Christiansen, og det blev 2-0 ved Eigild Frandsen på et bragende hårdt skud, der ramte bagstiveren inde i målet. Folk vidste ikke om de skulle huje eller klappe eller hva' - var den inde, jo der var skam mål! Og Vestkysten (nu JV) havde dagen efter følgende sjove tekst under et billede af episoden: "bolden er ikke på vej i mål, bolden er på vej ud af målet". Returkampen i Holland endte nok som forventet … nåh, jah - det blev hele 7-1 til Eindhoven, men de var jo også halvprofessionelle, og 10 ud af 11 spillere arbejdede på Philipsfabrikkerne (halvdagsjob).
Eigild blev udtaget til A-landsholdet december 1965 til en udekamp mod Wales, men han fik ikke spilletid. Det var for øvrigt den første landskamp med udelukkende spillere fra Provinsen - heraf var de 4 fra EfB, der foruden Eigild var repræsenteret ved Egon Jensen, Jens Jørgen Hansen og Børge Enemark. Året efter blev til en enkelt B-landskamp. Eigild Frandsen var da med til at vinde 5-0 over Finland i en kamp i Nakskov den 17.09.1966, en kamp hvor Eigild og klubkammeraten Egon Jensen huserede på half-pladserne - for øvrigt med Egon Jensen som holdets anfører.
Eigild var som udlært lagerekspedient ansat hos Tage Jensen (Tajco), hvor der blev fremstillet og solgt forkromede udstødningsrør mm. til biler - men hvad gør en mand med en så underholdende optræden på grønsværen? Han søger selvfølgelig inden for i underholdningsbranchen, og som 27 årig blev Eigild da også i 1965 ansat som bogholder i firmaet Egholm Spilleautomater (fremstilling af spille- og underholdningsautomater) - et firma han senere overtog i 1988, men solgte videre i 1994.
Eigild Frandsen døde 19. marts 2017 - og ligger begravet på Hjerting Kirkegård.
Bjarne Kikkenborg
- fast mand på venstrefløjen i 10 år.
Af Erik Hilmar Kragh og Frank Bækby Madsen / April 2007
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Bjarne Hansen Kikkenborg , født den 16. marts 1943 i Esbjerg, viste allerede som ungdomsspiller stort talent i Esbjerg fB, inden han som 18-årig fik sin debut på EfB's talentfulde 1. hold, der skulle vise sig at være af en helt bestemt støbning. I alt opnåede Bjarne Kikkenborg 266/64 kampe/mål for Esbjerg fB.
Bjarne Kikkenborg, som var en lynhurtig fløjspiller, var med til at vinde det første danske mesterskab for Esbjerg fB en kold novemberdag i 1961 med 13.000 tilskuere på Køge Stadion. Med sine kun 18 år var han holdets Benjamin, og måske en kommende afløser for legendariske Jens Peder Hansen, der med sine 34 år jo nok havde "fremtiden" bag sig. Bjarne med kælenavnet "Kik" havde bidt sig fast på holdet, og var med til at vinde mesterskabet igen i årene 1962,1963 og 1965. I sæsonen 1962 overtog "Kik" rollen i angrebet efter Jens Peder Hansen, der hen ad vejen fik en mere tilbagetrukken og konstruktiv rolle i et nyt spilsystem under Rudi Strittisch.
Det kunne nok forekomme som lidt af en umulig opgave at efterfølge Jens Petter i angrebet, men Kikkenborg læste imidlertid opgaven på bedste vis. Han kom, han så, han sejrede - og wingpladsen var hans faste plads ikke mindre en 10 år frem i tiden. Jens Peder Hansen indtog i stedet pladsen på venstre flanke bagved, og kunne derfra fodre "Kik" med nogle dybe stikninger, der kunne føre den direkte vej til baglinien, hvorfra "Kik" så ekspederede bolden indover til sine målfarlige angrebskollegaer. Spillet blev aldrig gjort sværere end det var, men "Kik" brugte sin hurtighed og store fighterevne på en rigtig god måde.
Bjarne Kikkenborg indgik i mange kampe i denne faste angrebsformation: 7. Knud Petersen, 8. Carl Emil Christiansen, 9. Carl Bertelsen, 10. Eigil Frandsen og 11. Bjarne Kikkenborg - med få udskiftninger hen ad vejen. Og det var skam en flok målfarlige herrer, der kendte retningen til målet. Esbjerg fB opnåede da også nogle eminent flotte måltal de første år efter at Kikkenborg kom med: 1961/52-18, 1962/61-16, 1963/56-28, 1964/48-30, 1965/53-24 - og det var med bare 22 kampe pr. sæson.
Kikkenborg var også med til at hjemføre pokaltrofæet i 1964 ved at vinde pokalfinalen mod Odense KFUM med 2-1. I den kamp var holdet: Erik Gaardhøje, Hans Jørgen Christiansen, Preben Jensen, Egon Jensen, John Madsen, Jens Jørgen Hansen, Knud Petersen, Carl Emil Christiansen, Carl Bertelsen, Jens Petersen, Bjarne Kikkenborg. Og Kikkenborg scorede målet til 2-0! Senere var han også med til at vinde DM-sølv med Esbjerg fB i 1968.
Bjarne Kikkenborg, der var tandtekniker, var også en fin tekniker på fodboldbanen. Han var lidt spinkel og klejn at se på, men var elegant og effektiv at følge på venstrefløjen. Det førte da også til nogle oplevelser i landsholdstrøjen, nemlig 4 venskabskampe på U/21-landsholdet (1961-63). Også her opnåede Kikkenborg at komme på scoringslisten, i en kamp den 14. september 1963 i Idrætsparken, hvor han tegnede sig for et enkelt mål i 5-2 sejren over Norge. De øvrige kampe var Finland-Danmark 1-2 og Danmark-Polen 0-0 (1961) samt Sverige-Danmark 0-0 i 1963. Men i modsætning til de fleste af medspillerne på klubholdet i den succesrige periode fik holdets "Benjamin" aldrig chancen på A-landsholdet.
Bjarne Kikkenborg var ikke bare stabil som venstre fløj, men det gjalt også i arbejdslivet - han opnåede således at holde 40 års jubilæum som ansat i Esbjerg Dental Laboratorium.
Bjarne Kikkenborg døde desværre alt for ung den 6. maj 2002, kun 59 år gammel, og ligger begravet på kirkegården i Gormsgade i Esbjerg.
Hans Jørgen Christiansen
- reserven der blev fast mand på holdet.
Af Erik Hilmar Kragh / maj 2007.
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Frank Bækby Madsen og Palle "Banks" Jørgensen).
Hans Jørgen Christiansen , født den 25. november 1943 i Fredericia. Han sluttede karrieren ret tidligt som 26 årig, familielivet og jobkarrieren havde første prioritet. Det var nu ellers gymnastikken der trak i Hans Jørgen gennem drenge og ungdomsårene, men så kom interessen for fodbold, meldte sig ind i EfB som 17 årig. Hans Jørgen spillede og scorede 173/10 kampe/mål for Esbjerg fB.
Den egentlige "debut" eller dåb kom efter flere ikke officielle kampe den 25/09 1963 mod PSV Eindhoven fra Holland. Beatlesfeberen var kommet til byen, det samme kan man vel også sige om Europa Cuppen for mesterhold, nu kunne EfB spille på egen bane og ikke henvist til Vejle Stadion, året før blev der spillet mod Dukla fra Prag (0-0). Grunden var at EfB ikke kunne "fremvise" et lysanlæg, ja så blev aftenkampen spillet på Vejle Stadion, først i 1966 kom der lys over Esbjerg Stadion. Det var nu ikke lyset man fik brug for i kampen mod PSV Eindhoven, for kampen blev spillet kl. 16 på en lun efterårsdag.
Holdopstillingen for EfB var "havde man lyst til at sige" den samme gennem de sidste par år, der var lige én enkelt undtagelse, Erik Gaardhøje var ude med skade og skulle erstattes af den unge 19 årige Verner Beck, og ellers - 2. Jens Jørgen Hansen - 3. Preben Jensen - 4. Egon Jensen - 5. John Madsen - 6. Jens Petersen - 7. Knud Petersen - 8. Carl Emil Christiansen - 9. Carl Bertelsen - 10. Eigild Frandsen - 11. Bjarne Kikkenborg.
Stadionspeakeren skulle så læse ovenstående holdopstilling op, men der lød et sus gennem publikumsrækkerne - der var afbud fra landsholdscenterhalfen John Madsen, John måtte melde afbud en time før kampen med en skade. Det gav så debut til den 19 årige Hans Jørgen Christiansen, en langlemmet ung lærerstuderende hvis lyse krøller ikke havde meget med Beatles at gøre.
Hans Jørgen fik en fin debut, og kampen var vel nok en af de bedste der er spillet på Esbjerg Stadion, PSV vandt 4-3, EfB var foran både 2-0 og 3-2. Hans Jørgen skulle spille over for den farlige centerforward Kerkhofs, og denne opgave blev klaret med bravur, det var der imod den lille "skaldede kok" Hoenen der med stor boldbesiddelse splittede det esbjergensiske forsvar ad gang på gang. EfB var oppe mod et hold der bestod af halvprofessionelle, 10 af de 11 spillere arbejdede halvtids på Philipsfabrikken i Eindhoven, returkampen i Holland endte 7-1 i PSVs favør, EfB kom ellers foran 1-0 på mål af Carl Bertelsen, men det gik så gruelig galt. Kampen blev sendt på TV fra Eindhoven, men i Esbjerg måtte vi på stadion.
Nu var det jo ikke bare sådan lige at spille sig på EfBs mesterhold, alle i forsvaret var jo mere eller mindre på landsholdet i de glade tresser, så for Hans Jørgen blev det til flere kampe på reservebænken, Børge Enemark fik jo en "fod" inden for i 1965 da Jens Petersen drog til Aberdeen i Skotland.
Hans Jørgen blev nu mere eller mindre fast mand på holdet i efterårssæsonen 1963, og var med da EfB igen vandt mesterskabet, for tredje gang i træk. Blev pokalvinder året efter, EfB mødte Odense KFUM, vandt kampen 2-1 og pokalmestre 1964, det var med Arne Sørensen som træner. Der kom så en pause på divisionsholdet, men Hans Jørgen kom igen, og var med til at vinde sølvmedaljen i 1968 (22 kampe) med Richard Møller Nielsen som træner.
Hans Jørgen fik sig spillet på holdet som fast mand (højre back) også så godt at han fik landsholdsdebut 20/11 1968 mod Luxemburg i Københavns Idrætspark, eller Parken som er navnet i dag, Børge Enemark var anfører i denne kamp.
Det blev til 5 landskampe i årene 1968/69 (1 B landskamp i 1966). De fleste klubkampe var som højre back, men med en ret offensiv spillestil, vel også derfor han blev prøvet i angrebet, endda som centerforward, Hans Jørgen var en spiller der kunne bruges på flere pladser, både i forsvar og angreb.
Karrieren sluttede i november 1970 med 2 kampe. EfB var nu i 2 division (næstbedste række), og sidste divisionskamp var udekampen mod OB, EfB vandt kampen 2-0. Sidste kamp for Hans Jørgen i blå/hvid blev udekampen mod Nyborg (pokalkamp), Nyborg vandt 4-3 efter omkamp og straffesparkskonkurrence. Det blev til i alt 173 kampe for EfB.
Efter seminarietiden blev Hans Jørgen ansat som lærer på Sct. Jacobiskolen i Varde, men lige som på fodboldbanen skulle der afprøves andre pladser, mediebranchen - distriktschef ved Albani, en overgang direktør for EfB, ansat ved TDC inden for kompetenceudvikling med titlen salgsinspektør.
Hans Jørgen Christiansen bor i dag i Ho, Varde Kommune.
Knud Clausen
- alsidig robust forsvarsspiller.
Af Erik Hilmar Kragh og Frank Bækby Madsen / September 2007
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Knud Clausen, født den 8. november 1933 i Esbjerg, var ungdomsspiller i EfB (14-18 år), indtil han just fyldt 19 år debuterede på EfB's 1. hold den 30/11-1952 - i en pokalkamp hjemme mod Randers Freja (1-4). I alt blev det til i alt 144/9 kampe/mål over de følgende 12 år. De mange kampe er opnået til trods for flere afbræk i karrieren på grund af alvorlige skader, og forløbet fra debut'en i 1952 til han måtte sige stop i 1964 viser da også med en vis tydelighed, hvordan karrieren kan drille undervejs - således blev Knud's optræden op igennem sæsonerne temmelig uregelmæssig, fra 0 kampe til 37 kampe pr. sæson.
Knud Clausen har i sin lange EfB-karriere næsten spillet alle pladser på holdet - spillede alle pladser i forsvaret og som innerwing og centerforward - dog ikke målmand og wing. Hvem kunne mon også forstille sig en robust spiller som Knud boltre sig som en hurtig wing?
Knud skulle have været med i EfB's første pokalfinale i Københavns Idrætspark mod AGF i 1957 - men et brækket ben satte en stopper for det. EfB tabte finalen, som brdr. Erik og John Jensen afgjorde til AGF's fordel med hver et mål mod kampens slutning til slutresultatet 2-0.
Allerede i 1955 kom Knud på Ungdomslandsholdet, hvor det den 28/11 blev til en enkelt kamp mod England på Fratton Park i Portsmouth (5-1). Året efter fik Knud debut på B-landsholdet, hvor Danmark den 16/9-1956 vandt hjemme (i Ålborg) med 3-0 over Finland, og var måneden efter atter på B-holdet hjemme (i Viborg) mod Sverige, den 21/10 vandt svenskerne med 4-0. Knud opnåede yderligere 2 kampe på B-landsholdet, i hans måske mest succesrige sæson 1958, hvor det den 29/6 på udebane mod Norge i Stavanger blev til sejr på 3-4, og efterfølgende den 26/10 hjemme (i Randers) blev til 3-3 mod Sverige. Knud er således noteret for 4 B-landskampe og 1 U-landskamp.
Hvis ikke Knud havde været præget af skader, ja så havde det nok også givet debut på A-landsholdet, for Knud var godt spillende som back/centerhalf. Knud opnåede da også at være udtaget til A-landsholdet, til en venskabskamp mod Holland den 15/10-1958 på Kuip Stadion i Rotterdam - kampen endte 5-1 til Holland, men desværre fik Knud ingen spilletid. Året efter var Knud Clausen sammen med Erik Gaardhøje endvidere udtaget til den fælles landsholdstræning 1959 - forud for udtagelsen af truppen til olympiadeholdet. En brækket arm satte imidlertid en stopper for OL-drømmene og turen til Rom, hvor Gaardhøje dog kom med som reserve for målmand Henry From.
Det første Danmarksmesterskab til EfB i 1961 havde Knud Clausen også en andel i, om end det kun blev til 3 DM-kampe dette år. Han bidrog også til mesterskabet i 1963 med en enkelt DM-kamp. Herefter blev konkurrencen om pladserne på 1. holdet temmelig hård - yngre spillere trængte sig på, og de gjorde det så godt at de fik landskampsnålen. De 4 bagerste i Rudi Strittich's 4-2-4 system var alle på A-landsholdet i begyndelsen af de glade 60'ere - Jens Jørgen Hansen, Preben Jensen, John Madsen og Jens Petersen, foruden nu afdøde Erik Gaardhøje på målmandsposten.
Karrieren sluttede for Knud Clausen i 1964, året hvor EfB måtte nøjes med en 4. plads, og efter at Knud for 4. gang i løbet af karrieren var uheldig at brække et ben. Hans sidste optræden på divisionsholdet var i en hjemmekamp mod B 93 i Esbjerg den 7/6-1964. Den kamp blev for øvrigt en noget dramatisk affære, hvor B 93 sensationelt kom foran 2-0 i 1. halvleg, på to straffespark. Det første blev begået af Jens Jørgen Hansen, der kastede sig og reddede med hånden på stregen. Det andet blev dømt mod Knud Clausen, der spændte ben for Bernhard Deneke. Men i 2. halvleg fik EfB dog udlignet til slutresultatet 2-2, på mål af Carl Bertelsen og Carl Emil Christiansen.
Knud's "storhedstid" var uden tvivl i 50'erne, hvor han da også spillede 125 af sine 144 kampe, men det var sikkert blevet til mange flere kampe hvis ikke de omtalte skader var indtruffet. En enkelt kamp mere blev det dog til, da han længe efter sit karrierestop opnåede at spille sammen med lillebror Svend Åge (fra 70'er holdet) i en privatkamp i Husum - det var i september 1973! Her deltog han sammen med Hans Jørgen Christiansen som repræsentanter for "Guldholdet". Knud var da nær ved 40 år gammel.
Efter den aktive karriere, ja så blev det trænergerningen Knud kunne bruge sin store erfaring på - dels i Bramming Boldklub over to omgange (1967-1970) og igen (1977-1978), og indimellem 4 år i Tarm (1970-1974). I begge omgange med Bramming Boldklub blev det til oprykning til Danmarksserien, og Knud faldt så godt til i klubben - med gode kontakter "ud af huset", at han såmænd endte med at blive sponsorformand for Bramming Boldklub.
Som på banen har Knud været alsidig også i det jobrelaterede. Uddannet på kontor hos I.C.C. Dyekjær (fiskeeksport), bogholder hos The Borden Company, kontorleder på Løgstrup Traadvarefabrik i Tistrup, regnskabschef hos Kalmargården (nu Kalmar-huse) i Bramming. Blev journalist på Ugeavisen Varde, som han senere blev redaktør for. Ja, så skulle man vel tro at Knud var gået på pension, med en fødselsattest fra 1933, men det er slet ikke tilfældet. Som 73-årig er Knud stadig aktiv som freelance journalist på VesterhavsPosten i Nørre Nebel.
Knud har i flere år boet i Bramming, og nu er han "kommet hjem" til Esbjerg, efter at Bramming fra 2007 er kommet med i Esbjerg Kommune.
Børge Enemark
- solid forsvarsspiller og anfører på landsholdet.
Af Erik Hilmar Kragh / Maj 2007
(Baseret på kildemateriale fra bl.a. Frank Bækby Madsen og Palle "Banks" Jørgensen)
Børge Enemark , født den 17. august 1943 i Varde. Børge med en fortid i Spangsbjerg I.F, debuterede for Esbjerg fB i forårets første hjemmekamp mod B 1903 - 4/4 1965, hvor EfB vandt 3-0. Det blev et kometår for den stærke forsvarsspiller. Debut på divisionsholdet og landsholdet samme år. I alt opnåede Børge Enemark 153/38 kampe/mål for Esbjerg fB.
Guldholdet fra 61/62/63 havde været intakt med samme hold gennem ca. 4 år, indtil Jens Petersen i 1965 skrev kontrakt med den skotske klub Aberdeen F.C. - der skulle således spilles en ny mand ind på holdet, og valget faldt på den lidt ukendte Børge Enemark, en spiller fra 3. holdet, spillere fra 2. holdet havde spillet kamp dagen før, og var således "låst".
Børge fik en fin debut, var godt med i det offensive med gode skud på mål, spillestilen var på godt vestjysk nok ikke det smukkeste man havde set og med en pil nedad, men Børge var robust og ikke sådan lige at skubbe omkuld, og var en god støtte for John Madsen og de andre i forsvaret. Børge havde en meget god kondition, i vinterhalvåret holdt han den ved lige med at spille håndbold for KVIK Esbjergs første hold.
Debuten på landsholdet fik Børge i en VM kvalifikationskamp mod Wales i Wrexham 1/12 1965 (2-4), en lidt historisk landskamp da det var den første landskamp med spillere udelukkende fra provinsen. For EfB var 4 spillere udtaget, foruden Børge var det Jens Jørgen Hansen (anfører) - Egon Jensen og Eigild Frandsen (ingen spilletid).
Der skulle næsten gå 2 ½ år inden Børge fik den næste landskamp, og det var 4/6 1968 mod Finland i Helsingfors (3-1). I sin tredje landskamp blev Børge anfører og var det i 6 af sine kampe. Rollen på landsholdet var vel det man kaldte sweeper, en slags ekstra stopper, centerhalfen og klippen i landholdssammenhæng disse år var Henning Munk Jensen fra AaB. Det blev i alt til 11 A- landskampe, og (7 U/U21-landskampe). Sidste landskamp var mod Mexico i Mexico City 22/1 1969, en venskabskamp som Danmark tabte 0-3.
Børge var nu med stor succes spillet ind på klubholdet som "stopper" - John Madsen var nu også blevet professionel i Skotland, hos F.C Morton i august 1965, og "pladsen" var skræddersyet til Børge, her kunne han rigtig bruge hovedspillet og springkraften i forsvarsspillet, han blev en god erstatning for den rutinerede John Madsen.
Børge var med til at vinde guld for EfB i 1965, Rudi Strittich var vendt tilbage, det samme var Eigild Frandsen, der nu havde overtaget Børges plads som venstre half, Vagn Hedeager (tidligere Vejle) - havde overtaget Eigilds innerwingplads og Peter Thøgersen som centerforward, der var så i sæson 1965 flere spiller der blev afprøvet, navnkundige Jens Peder Hansen kan man vel ikke just sige skulle afprøves, men fik 7 kampe, sønnen Jørgen Peter Hansen ( og ellers Helge Jensen ( - Kjeld Holm (5) - Bert Hansen (4) - Ib Pilegaard (2) - Finn Nielsen (1) og Launy Andersen (1). Den "gamle garde" spillede næsten alle sammen 22 kampe (fuldt program) dette år.
Der kom så et par "fattige" år for EfB i sæson 1966 og 1967. EfB spillede sig til en sølvmedalje i 1968 med Richard Møller Nielsen som træner, Børge havde nu fået flere nye holdkammerater, det gamle guldhold var nu falmet lidt og nye skulle tage over, Børge havde nu fået den tidligere landsholdsmålmand Max Møller (fra Horsens F.S) til at passe målet. Af andre nye kan nævnes Svend Åge Larsen - Viggo Jensen (den yngre) - John Petersen og Orla Larsen (tidl. B47). Kjeld Holm og Flemming "Mingo" Lauridsen var tidligere blevet afprøvet i 1964, men konkurrencen var hårdere den gang. Hans Jørgen Christiansen havde også bidt sig fast på holdet, også så godt at det gav landsholdsdebut samme år.
Træner Richardo havde mange spillere at vælge i mellem, truppen var blevet bredere gennem årene.
EfB var meget tæt på at vinde guldet i 1968, hvis ikke lige KB havde slået AaB i sidste spillerunde. Det var på et lusket mål af Bengt Christensen (tidl. B93) - og et målmandsdrop af AaB målmanden Kurt Winde - jo han er far til Lars Winde, men vel ikke noget at laste sønnen for!
Det blev til i alt 153 kampe på EfBs divisionshold for Børge, nedturen til 2 division (næstbedste række) hører også med til historien og her sluttede karrieren i en kamp mod Holbæk 21/6 1970, Holbæk vandt 2-1.
Efter karrieren var Børge træner i forskellige klubber i Esbjerg.
Børge var udlært typograf, var en årrække ansat på dagbladet Vestkysten (JydskeVestkysten), og var valgt som tillidsmand af typografkollegaerne.
Børge døde desværre alt for tidlig 17/1 1996 - kun 52 år gammel, dagen efter han fik tilkendt førtidspension. De sidste år havde Børge levet et hårdt liv, som havde tæret på den robuste mand.
Børge Enemark ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Søren Andersen
- var en af Esbjergs mest populære spillere.
Af Frank Bækby Madsen og Erik Hilmar Kragh
Marts 2005/Nov. 2013.
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Søren Christian Andersen blev født 19. december 1925 i Esbjerg, hvor han fik sin fodboldopdragelse i Esbjerg FC og Esbjerg fB. Som seniorspiller i Esbjerg fB opnåede han 258/50 kampe/mål i perioden 1944-58.
Søren var en af Esbjergs mest populære spillere. Han var en lille væver højre wing, der med mange smarte finter og driblinger ofte bragte ham til baglinien. Han var med sit trylleri på fløjen en medvirkende årsag til, at Esbjerg overalt i landet var et populært mandskab. Sørens svaghed var, at han for tit gik i stå, og at der var lidt for meget showmand over ham. Nå ja, en lettere sammenligning med den mange år senere så berømte Preben Elkjær vil måske ikke være ganske ved siden af.
Søren havde to øgenavne. Det mest kendte var Søren "Væsel", en sammenligning med dyret af samme navn (mårfamilien, hurtig og adræt). Det andet var Søren "Knækæg", der kom fra hans talenter som barbér. Han kunne kaste et hårdkogt æg op i luften og nå at dele det i to med sin barberkniv - inden det nåede jorden.
Søren blev landsholdspiller som 25-årig, og debuterede på A-landsholdet 17.06.1951 i hjemme-kampen mod Østrig (3-3). Han udtalte efter kampen:
"Jeg er altid nervøs før en turneringskamp, men i dag mærkede jeg ikke et hak. Nå, jeg havde jo også en god innerwing som Lundberg ved siden af mig".
Søren Andersen fik yderligere 4 A-landskampe, som alle blev vundet bortset fra den sidste mod Norge 19.10.1952, som Danmark tabte med 1-3. I løbet af årene 1951-54 fik Søren Andersen også 1 U-landskamp (1951) og 4 B-landskampe (1952-54), og scorede 2 mål (1 i hver af sine 2 første B-kampe mod Sverige hhv. Finland).
Bemærkelsesværdigt er det at notere sig, at Søren Andersen i sine i alt 10 landskampe næsten altid kun blev udtaget til hjemmebanekampe, idet han faktisk kun opnåede at spille en enkelt landskamp på udebane, nemlig i sin næstsidste optræden i landsholdssammenhæng, en B-landskamp i Schweiz i 1954, som Danmark vandt med 3-1. Søren var dog også udtaget som reserve ved OL i Helsingfors 1952, uden dog at komme i kamp.
Efter karrieren stod den på trænergerning, blev som spiller aldrig Dansk Mester, men førte som træner EfB’s ynglinge hold frem til et Dansk Mesterskab i 1964, også omegnsklubberne fik glæde af Søren Andersens store ildhu.
Mindre kendte var hans aktiviteter i Esbjerg Civile Hundeførerforening (ECH). Med sine schæferhunde vandt han en lang række konkurrencer på såvel lokalt som på landsplan. Esbjerg Idrætsarkiv har overtaget Søren Andersens mange sølvpokaler.
Søren Andersen døde 23. september 1998 i Esbjerg, 72 år gammel, og ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Erik Terkelsen
- var Esbjers allerførste "Årets spiller", kåret af Nationaltidende i 1952.
Af Frank Bækby Madsen / Juli 2006
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen, Tage Elkjær og Erik Hilmar Kragh)
Erik Terkelsen , født den 3. juli 1926 i Esbjerg, hvor han fik sin fodboldopdragelse i FDF, Esbjerg KFUM og Esbjerg fB. Som seniorspiller i Esbjerg fB opnåede han 382/43 kampe/mål som halfback. Erik var en udpræget holdspiller, der altid leverede en 100 % indsats som fløjhalf, og han var en utrættelig bolderobrer, der altid var i god træning, og som altid afleverede klogt og sikkert.
Erik var uddannet murer, og det blev også hans kaldenavn på banen.
En "Vandbærer i Stjerneklasse" - en flot karakteristik afleveret af selveste Knud Lundberg, som i sin senere fodboldkrønike Dansk Fodbold beskriver sin tidligere landsholdskollega med ordene:
"Mureren" var en fantastisk arbejdskraft. Hans stil var ikke noget at prale af. Elegance prægede ikke hans enorme arbejdsindsats. Men han løb fra starten mere end de andre - og blev endnu mere dominerende, efterhånden som de andre - der havde bestilt mindre - blev trættere.
Hans betydning for Esbjergs hold og for landsholdet blev ofte underkendt, fordi han ikke pyntede sin indsats med smarte driblinger eller tekniske pragtnumre, men arbejdede for holdet uden dikkedarer. Han var en stor bolderobrer, en vandbærer i stjerneklasse".
Erik Terkelsen debuterede som landsholdsspiller med en U-landskamp som 22-årig den 22.07.1949 på hjemmebane i Idrætsparken med et nederlag på 2-3 til Norge. Her havde Erik følgeskab af 2 andre klubkammerater fra Esbjerg fB, Jens Peder Hansen og Walther Isaksen. Året efter blev det til en enestående flot debut som A-landsholdspiller, da Danmark hjemme vandt NM-kampen mod Norge (4-0) i Idrætsparken den 22.06.1950. Allerede 3 dage senere var Erik også med i NM-kampen på Århus Stadion, igen mod Norge, hvor det dog blev til et nederlag (1-4). Efterfølgende spillede Erik yderligere 15 A-landskampe (1950-57), heraf bl.a. alle 3 OL-kampe i Helsingfors i 1952, og 2 B-landskampe (1956-57). Han var i sin sidste A-kamp med til at vinde 6-2 over Island i Reykjavik den 10.07.1957 (i anledning af Islandske Fodbold Forbund´s 10 års jubilæum).
Erik sluttede karrieren med manér, idet han var med til at vinde det første DM til Esbjerg i 1961, hvor han dog valgte at lægge støvlerne på hylden efter første halvdel af sæsonen.
Erik Terkelsen, som havde guldbryllup i 2002 (med Margit), har to døtre, hvoraf den ene (Bente) er gift med Ole Madsen - kendt spiller fra både Esbjerg og Brøndby. Svigersønnen spillede 1 A-landskamp mere end svigerfar, der til gengæld altid fik fuld spilletid og dermed overgår svigersønnen i spilletid med 134 minutter.
I 1952 modtog Erik Terkelsen Esbjerg by´s Idrætspris, og samme år blev han af Nationaltidende kåret som årets spiller. Han indtager fortsat en flot 6. plads på listen over flest klubkampe for Esbjerg fB.
Som murer var "Mureren" med til at bygge bl.a. Sædding Kirke og Esbjergs fB´s klubhus i 1957.
Erik Terkelsen døde 1. juli 2006 i Esbjerg, bare 2 dage før han kunne være fyldt 80 år.
Viggo Jensen
- den bedste tekniske forsvarsspiller i Danmark nogensinde, ifølge Knud Lundberg.
Af Frank Bækby Madsen / April 2005 (Rev. December 2005).
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen, Tage Elkjær, Ib Graversen, Erik Hilmar Kragh og Søren Brøndum Larsen).
Hans Viggo Jensen , født den 29. marts 1921 i Skagen. Efter en tid med ungdomsfodbold i Esbjerg fik han debut som seniorspiller på Esbjerg fB´s 1. hold i 1939. Her opnåede Viggo Jensen at spille i alt 251/125 kampe/mål frem til 1948, inden han som 27-årig slog sig ned i England. Hans mange mål blev scoret, selv om hans plads på holdet var i forsvaret.
Fiskerens søn.
Hans Viggo Jensen var ud af en fiskerfamilie. Familien flyttede i slutningen af 20erne til Esbjerg, hvor faderen var skipper på en kutter.
I 1930 ser det ud til, at han kaldes for Hans som barn. Han var den yngste af fire børn, og i 1940 var han den eneste, der stadig boede hjemme. Han arbejdede som jordarbejder og blev nu kaldt for Viggo, og faderen var gået i land og er blevet beddingsarbejder.
I hele sin fodboldkarriere var han kendt som Viggo Jensen, og selvom EfBs – efbhistorik kalder ham for Hans Viggo, vil vi i EfB kredse kalde ham Viggo Jensen.
Ingen af den ældre generation i Hull City ved hvem Hans Viggo Jensen var, men Viggo Jensen - så er de med.
Viggo Jensen var en hurtig spiller med en superenergi, gode tacklinger og en god evne til at læse spillet. Han kunne spille alle pladser i forsvaret, men Viggo blev mest benyttet som fløjhalf, hvor man bedst kunne udnytte hans gode kondition.
Viggo var debutant i efterkrigstidens første A-landskamp i Stockholm den 24.06.1945, en kamp som Sverige vandt med 2-1, og hvor han spillede højre half. Det blev i første omgang til hele 6 kampe i træk for Viggo i 1945-46, hvor han også scorede sit enlige landskampsmål i Oslo i en venskabskamp mod Norge 09.09.1945. Efter endnu en kamp mod Norge i 1946 med dansk sejr på 7-1 sluttede Viggo sin landsholdskarriere af med at spille 8 kampe i træk i 1948, hvoraf kun 2 kampe mod Sverige blev tabt. Viggo Jensen var således også med ved OL i 1948 i London, hvor han måtte spille alle 4 kampe på den noget uvante plads som højre back, idet Poul Petersen (AB) var skadet.
Legendariske Knud Lundberg, der spillede sammen med Viggo Jensen under OL i London, har i sin senere fodboldkrønike Dansk Fodbold omtalt Viggo som "den bedste tekniske forsvarsspiller Danmark nogensinde havde haft" - i sandhed en flot og ærefuld karakteristik fra den berømte "fodboldprofessor". Lundberg har endvidere givet Viggo Jensen mange gode skudsmål med på vejen, bl.a.:
"... den mand var den bedste centerhalf, der aldrig spillede pladsen (på landsholdet) - næsten da. Men mod Polen - lige før OL i London - fik han pladsen og var manden bag vores 8-0 sejr."
"Når Viggo Jensen spillede centerhalf, blev han af nogle bebrejdet - af dem der tænkte primitiv fodbold - at han legede for meget med bolden i stedet for at spille safty-first-spil, som den gang var mest anvendt. Når han som centerhalf tillod sig en dribling eller en perfekt aflevering op ad banen, blev han hårdt kritiseret, selv om spillet blev udført ganske uden risiko af en stor boldspiller som Viggo. Han imødegik kritikken bagefter med, at når vi førte med 4 mål, og vi morede os godt i angrebsspillet, synes han også at forsvaret skulle være med i fodboldlegen. Og i virkeligheden var det en stor fordel for os oppe i angrebet, at Viggo og to andre gode boldspillere i forsvarskæden - Poul Petersen og Bastrup Birk (AB) og backs - også kunne spille og drible sig fri i forsvaret og starte et angreb for os oppe foran i angrebet. For mig var der ingen tvivl om at de tre var vores allerbedste forsvar, med Viggo Jensen fra Esbjerg som dirigenten".
Viggo Jensen kom under OL i London til at holde så meget af England, at han efter OL valgte at rejse tilbage til landet for at spille som amatør i 2. divisionsklubben Hull City. Her blev han dog senere professionel i klubben. Forsvarsspilleren blev ofte benyttet som innerwing i England. I Hull City nåede Viggo at spille 308 kampe, og han fik scoret ikke færre end 50 mål for klubben. Et forsøg på i 1952 at få den tidligere holdkammerat Jens Peder Hansen til Hull City blev ikke til noget.
Da Viggo vendte tilbage til Esbjerg i 1956, var han en overgang træner for EfB, og senere for Varde. I nyere tid har Esbjerg haft fornøjelsen af en anden træner med samme navn, nemlig Viggo (Biel) Jensen, men det er en anden historie.
Viggo Jensen døde 30.11.2005, 84 år gammel.
Viggo Jensen ligger begravet i Fællesgraven på Novrup Kirkegård i Esbjerg.
Johannes Schmidt
- Ferenc Puskas blev hans skæbne!
Af Frank Bækby Madsen / Juli 2006
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen og Erik Hilmar Kragh)
Johannes Schmidt, født den 18. juli 1923 i Jerne. Efter at have spillet ungdomsfodbold i Esbjerg fB debuterede den 19-årig Johannes på 1. holdet i 1942. Det var under besættelsestiden, og fodboldturneringerne under 2. verdenskrig var vanskeliggjort af de trafikale forhold samt mangel på benzin. Danmarksturneringen var inddelt i tre ligeværdige kredse på tværs af landet, hvor jyder og fynboer kæmpede i kreds 1 om 2 slutspilspladser, sjællændere og øvrige øboere om 2 pladser i kreds 2 - mens københavnerne havde sat sig på fire pladser i kreds 3. Johannes Schmidt var en gennemsolid centerhalf, der også kunne benyttes på andre pladser i forsvaret, og han nåede efter den tids norm at spille et pænt stort antal klubkampe for Esbjerg fB. Det blev således til 256 kampe inden han sluttede som 33-årig.
Inden da nåede Johannes Schmidt også at blive A-landsholdsspiller. Johannes debuterede i den meget vanskelige hjemmelandskamp i Idrætsparken den 15. maj 1955, hvor Danmark skulle møde et af datidens store hold, Ungarn. Det var en venskabskamp, men ungarerne var nu ikke særlig venlige over for det danske hold, idet Ungarn vandt med tenniscifrene 6-0. Johannes havde afløst AGF´s John Amdisen, og den knap 32-årige debutant fra Esbjerg skulle som højre back spille over for den ungarske venstre angrebsside, med et par meget giftige herrer ved navn Ferenc Puskas og Nandor Hidegkuti - hvilken opgave! Onde tunger påstod da også efter kampen, at Puskas fintede Johannes helt ud af Idrætsparken - så han måtte betale entré for at komme ind igen. Det er nu nok bare en skrøne, men Johannes Schmidt opnåede kun denne ene landskamp, hvor for øvrigt også Jens Peder Hansen var med!
Efter karrieren var Johannes Schmidt træner i Esbjerg KFUM og Bramming. Johannes, der var udlært skibssmed, fulgte til det sidste med i fodbold - på TV (med mindre der var damehåndbold på en anden kanal).
Johs. Schmidt var i over 25 år ansat som smed på kraftværket I/S Vestkraft.
Johannes Schmidt afgik ved døden den 29. november 2004.
Ligger begravet på kirkegården i Gormsgade i Esbjerg.
Ove Hansen
- en dygtig centerhalf der valgte Sverige.
Af Frank Bækby Madsen og Erik Hilmar Kragh/ - December 2007/2023.
(baseret på kildemateriale fra Palle "Banks" Jørgensen).
Ove Hansen , født den 29. november 1929 i Tjæreborg. Ove fik sin fodboldopdragelse i Esbjerg fB, hvor han blev meldt ind allerede som 6-årig. Som seniorspiller opnåede han 108 kampe, heraf 106 før 1960.
Ove debuterede på førsteholdet i en alder af 18 år, det var en privatkamp mod svenske Eskilstuna, og spillede derefter yderligere et par privatkampe i 1953, inden han kom i betragtning til divisionsholdet - i en kamp mod AGF i Århus den 6. september 1953, som EfB vandt med 2-1. Herefter var Ove Hansen fast mand i de følgende år, hvor han som en god og væver og meget atletisk centerhalf gjorde sig så stærkt gældende, at der også blev en plads til ham på landsholdet. Her kæmpede Ove dog med Poul Andersen fra B93 om pladsen som centerhalf på A-landsholdet. Ove var ikke just noget muskelbundt, men han var både stærk i luften og på jorden - og han kunne både rydde op og sætte noget i gang!
Landsholdskarrieren startede med en B-landskamp 22. juni 1956 ude mod Norge (3-3), og blev fulgt op med udtagelse til A-landsholdet 16.september 1956, hvor Danmark vandt ude med 4-0 over Finland. I løbet af 1956-57 blev det til yderligere 8 A-landskampe mod hhv. Irland, Sverige, Holland, England (2 kampe), Finland, Norge og Island - og desuden blev det til 2 kampe mere med B-landsholdet, mod Sverige hhv. Norge; i kampen mod Sverige var Ove Hansen endda anfører. Det blev således til 9 A-landskampe og 3 B-landskampe - men så udspilledes muligheden for at optræde i rødt og hvidt for Ove Hansen, da han opgav amatørtilværelsen.
Ove Hansen var således den sidste, der fik der fik to års karantæne af DBU efter at have været professionel i udlandet.
Efter sin foreløbig sidste divisionskamp for EfB ude mod AB (1-1) den 17. november 1957 valgte Ove Hansen en ny vej, som på den tid endnu ikke var meget benyttet, nemlig at drage til Sverige for at spille fodbold. Fra 1958 blev Ove Hansen spillende træner i Lycksele IF (1958-59), og derefter også spillende træner i Umeå IK (1959-60). Ove spillede som såkaldt halvprofessionel i Sverige - og da han vendte hjem efter 3 år, fik han - efter at have udstået den obligatoriske DBU-karantæne på 2 år - et kortvarigt comeback i EfB. Det blev til en enkelt divisionskamp hjemme mod AaB (3-1) den 28. april 1963 - så Ove fik da også sin lille andel i holdets danske mesterskab samme år. Og så sluttede karrieren i Esbjerg (måske meget passende) med en privatkamp mod svenske Eskilstuna sommeren 1963.
Hans 4 år ældre bror, Reimer Hansen, var debuteret på EfB's førstehold allerede 5 år før Ove, men brødrene nåede trods alt at spille hele 62 kampe sammen på 1. holdet, inden Ove rejste til Sverige.
I Sverige blev Ove uddannet fodboldtræner gennem Svenska Fotboll-Förbundet - en uddannelse der dog ikke var godkendt af DBU. I hele 32 år (1963-95) var Ove alligevel træner for følgende (jyske) klubber: Herning Fremad, Aabenraa Boldklub, Vejen SF, Ulbjerg, Kibæk IF, Struer IF og Bramming Boldklub,.
I 1969 var Ove Hansen træner i Alslev Boldklub (Varde). Vandt Serie 4 med 39 point - arbejdede i Søgaards murerfirma i byen i 3 mdr. i sommeren 1969.
Som træner holdt Ove flere kurser for kommende trænere, og her deltog blandt andet den senere landstræner og træner for EfB (1968 - 1969) Richard Møller Nielsen.
Civilt var Ove Hansen portør hos DSB, arkivar hos Herning Kommune, i et forsikringsselskab og hos Kreditforeningen Danmark (Realkredit Danmark). Han gik på efterløn i 1989.
Begge Oves sønner, Steen og Per - samt datteren Lise-Lotte, har spillet fodbold på motionsplan. Selv stoppede Ove først med at spille fodbold i 1995, som 65-årig.
Ove blev i fodboldkredse kaldt for muren, og det var der jo nok en grund til. Ove boede på plejehjemmet Lindegården i Herning det sidste års tid, med god humor til det sidste. Desværre er muren nu væltet.
Ove Hansen døde i Herning den 28. november 2007, dagen før sin 78 års fødselsdag. Ove ligger begravet på Nordre Kapel i Herning.
Arthur Nielsen
- måtte nøjes med 35 minutter på landsholdet.
Af Frank Bækby Madsen / Marts 2005 (baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks"Jørgensen og Erik Hilmar Kragh).
Arthur Frank Villy Nielsen, født den 29. august 1908 i Odense. Han debuterede på Esbjergs 1. hold i 1926, hvor han som en væver højre wing opnåede 255/17 kampe/mål, indtil han sluttede sin karriere i 1942.
Arthur Nielsen var en lille og fiks, behændig og hurtig højre wing, der desuden havde sin force i et godt spark til bolden i alle positioner. Hans afleveringer var altid perfekte, medens det kneb mere for ham at afslutte på egen hånd - om end han også kunne fremvise gode finter og fikse driblinger.
"Thur", som han også blev kaldt, var den typiske holdspiller, for hvem holdet som helhed kom i forreste række frem for individuelle præstationer. Med disse fortrinlige egenskaber var han "født" højre wing på klubholdet i mange år, og de førte ham da også videre til landsholdsudtagelse.
Arthur Nielsen fik sin debut den 23.06.1935 i Idrætsparken, hvor Danmark mødte Norge som led i afgørelserne om Nordisk Mesterskab 1933-36. Danmark vandt landskampen 1-0 på et norsk selvmål i det 29. minut, men det blev næppe helt den glædelige oplevelse for "Thur", som han havde fortjent - for han nåede kun at være med i kampen 35 minutter, førend han blev gjort ukampdygtig og måtte lade sig udskifte med Orla Laugesen fra AGF. Et par minutter forinden var også Frem´s Hans Steffensen blevet skadet og udskiftet med Poul Toft-Jensen fra AB.
Arthur Nielsen opnåede ikke flere landskampe efter denne hændelse, mens hans søn "Lille Thur", også kaldet Jørgen Søndergaard Nielsen, opnåede en Y-landskamp i 1952 som Esbjerg-spiller.
Uden for fodboldbanerne ydede Arthur Nielsen, der "civilt" var socialinspektør, også sit til Esbjerg fB. Han påtog sig således mange ledelsesopgaver, bl.a. var han klubbens formand i 4 år (1953-57).
Arthur Nielsen døde 17.10.1987 i Esbjerg, 79 år.
Ligger begravet på kirkegården i Gormsgade.
Gravsted slettet 2017.
Olaf Brockhoff
- opnåede et meget imponerende kampantal efter datidens muligheder.
Af Frank Bækby Madsen / Marts 2005
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Hans Olaf Brockhoff, født den 26. juli 1905 i Nørresundby, men fik sin fodboldopdragelse i Esbjerg. Som seniorspiller i Esbjerg fB opnåede han hele 362/2 kampe/mål i perioden 1924-43, som efter datidens forhold må siges at være ret så imponerende. Olaf, der spillede venstre back, var en udpræget forsvarsspiller; lidt tung og langsom i sine bevægelser, men i kraft af en naturlig smidighed og en højt udviklet sans for positionsspillet i forsvaret var hans fysiske handicap så rigeligt kompenseret. Hans placeringsevne og opdækning var af højeste klasse, ligesom Olaf var i besiddelse af en eminent god boldbehandling og et udmærket hovedspil - og han anvendte de direkte metoder i tacklinger og nærkampe. En meget stærk forsvarsspiller, der ikke sparede sig selv, men Olaf var trods denne kendsgerning en yderst fair og besindig spiller.
Olaf Brockhoff var med i den allerførste kamp for Esbjerg fB, efter klubbens stiftelse 23.07.1924 som en sammenslutning mellem Esbjerg Boldklub og Esbjerg Amatør Klub. Dagen efter spillede "fusionsholdet" mod Kolding (7-0). Esbjerg fB´s hold bestod dengang af følgende spillere: Holger Larsen, Christian Urhøj, Viggo Thygesen, Niels Pedersen, Aage Nielsen, Ole Gahrn, Ragnvald Mathiasen, Olaf Brockhoff, Einar Mejlvang, Otto Nørgaard og Ludvig Honoré. Olaf var med til at spille EfB op i den fineste række, Mesterskabsserien, allerede i 1931 - en position som klubben bevarede indtil 1939.
Olaf Brockhoff opnåede status af landsholdsspiller i en alder af 30 år. Han debuterede på A-landsholdet i NM-kampen den 06.10.1935 på hjemmebane i Idrætsparken mod Finland, som blev besejret 5-1. Olaf fik yderligere 1 A-landskamp næsten et år efter debuten, det var på udebane i Oslo, hvor Danmark spillede 3-3 mod Norge i NM-turneringen den 20.09.1936. I begge kampe var Olaf Brockhoff under kyndig ledelse af den legendariske anfører Pauli Jørgensen, Frem.
Olaf Brockhoff var daglig leder af Brandstationen i Borgergade.
Olaf Brockhoff døde 22.september 1974 i Esbjerg, 69 år gammel.
Emil Møller
- blev Esbjergs første landsholdsspiller.
Af Frank Bækby Madsen / Marts 2005
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Emil Møller, født den 19. januar 1905 i Horsens, hvor han også spillede ungdomsfodbold og fortsatte de første 5 år af sin seniorkarriere, indtil han som 20-årig flyttede til Esbjerg. Her fortsatte han som seniorspiller de efterfølgende 9 sæsoner (1926-35), og opnåede i alt 108 førsteholds-kampe for Esbjerg fB, heraf mange som en strålende anfører for holdet gennem årene.
Han var indehaver af "Emil Møllers Herreekviperingsforretning" i Esbjerg.
Emil spillede centerhalf. Han var stor og stærk, og levede hovedsagelig på sin mægtige aktionsradius på banen - og han holdt til det utrolige. Han var en yderst ubehagelig spiller at have imod sig. Hans fysik og tromlen modstanderen ned kendetegnede i for udpræget grad hans spil, og han skånede hverken sig selv eller modstanderne, selvom han af gemyt var en yderst fredsommelig natur, der altid bagefter talte godt for/om en falden modstander. Men hans spillemæssige kvaliteter førte ham på A-landsholdet, hvor han opnåede 3 kampe (1932-33).
Emil Møller debuterede som 27-årig i NM-landskampen på udebane mod Norge den 26.09.1932, som Danmark vandt med 2-1, og hvor Emil i det 42. minut blev indskiftet i stedet for en skadet Valdemar Laursen. Emil nåede derfor ikke at varme op, og han udtalte efter kampen - citat "Jeg var stivfrossen hele slutningen af 1. halvleg - ja det varede endda et stykke ind i 2. halvleg før jeg rigtig tøede op".
Emil Møller blev dog også udtaget til næste kamp 2 uger senere, en hjemmekamp mod Skotland (venskabskamp for amatører) søndag den 09.10.1932 kl. 13.00. Han spillede hele kampen, som Danmark vandt 3-1, men Emils optakt til denne kamp var også speciel, hvilket fremgår af hans egne ord:
- "Min ekspedient var blevet syg, så jeg først kunne rejse lørdag aften. Søvn fik jeg ikke meget af, og var dygtig træt. Jeg ville gerne have vist noget mere. Jeg var træt til sidst, jeg må til at træne noget mere".
Selvom han var dygtig træt i den kamp, havde han bolden meget - ja, ifølge den legendariske Frem-angriber Pauli Jørgensen havde Emil bolden længere tid end alle de øvrige tilsammen!
Der skulle gå nøjagtig 1 år inden Emil fik sin 3. og sidste landskamp, som var en hjemmekamp om NM mod Finland den 08.10.1933, og som også førte til sejr (2-0). Dermed stoppede Emil Møllers landsholdskarriere, men som ubesejret.
Emil Møller døde 16.09.1993, 88 år gammel.
Jørgen Iversen
- blev Esbjergs yngste A-landsholdsspiller, kun 19 år 4 mdr. og 11 dage gammel.
Af Frank Bækby Madsen / Marts 2005
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
Jørgen Iver Holm Iversen, født den 1. maj 1918 på Christianshavn, men fik sin fodboldopdragelse i Esbjerg. Som seniorspiller i Esbjerg fB opnåede han 56/15 kampe som angriber i perioden 1936-37. Jørgen manglede en del fysisk, men var til gengæld var imponerende hurtig, og han forstod at tage kammeraterne med i spillet. Hans sammenspil med de andre i angrebet var forbilledligt, og han rådede over et hårdt og præcist skud med venstrebenet, som han da heller ikke var bange for at bruge flittigt.
Jørgen Iversen debuterede på A-landsholdet 12.09.1937 i venskabskampen på udebane mod Polen, som Polen vandt med 3-1. Jørgen scorede det udlignende mål til 1-1. Efterfølgende spillede Jørgen yderligere 3 kampe om NM, udekampen 03.10.1937 mod Sverige med en dansk sejr på 2-1 (en historisk sejr i betragtning af, at det blev den sidste sejr på svensk grund over arvefjenden indtil det atter lykkedes i 1976), derefter hjemmekampen 17.10.1937 mod Finland med dansk sejr på 2-1 og endelig udekampen 31.06.1938 mod Finland med finsk sejr på 2-1. Den 5. og sidste landskamp opnåede Jørgen Iversen i det første år af krigen i en såkaldt "venskabskamp" i Hamborg den 17.11.1940 mod Tyskland. Kampen blev vundet af tyskerne med 1-0 på et mål af legendariske Helmut Schön, og dermed sluttede landsholdskarrieren for Jørgen Iversen.
I sine 2 sidste landskampe repræsenterede Jørgen Iversen imidlertid KB, da han i mellemtiden var flyttet fra Esbjerg for at påbegynde et job som repræsentant i København. Her var klubvalget oplagt for Jørgen; det kunne kun blive KB, hvortil vennen Eigil Nielsen var kommet som ynglingespiller - og Jørgen Iversen opnåede at vinde DM hele 3 gange (1940, 1948 og 1949) med KB, hvor han spillede 172 førsteholdskampe i perioden 1938-51.
Jørgen Iversen døde 31.december 1993 i Vanløse, 75 år gammel.
Af Palle ”Banks” Jørgensen og (Indput Erik Hilmar Kragh 2023).
Curt Christensen var navnet, men da EfB på samme hold havde Court W. Christensen – kom Kyhl navnet ind, på sine sidste dage var navnet Curt Kyhl.
Forvirringen total, hverken Curt Kyhl Christensen eller Court Wedel Christensens navne er nævnt i en EfB jubilæumsbog med kampantal, men der står Kurt Christensen (nok Kyhl – navnet Kurt nogle gange brugt i en holdopstilling).
Den alsidige
Curt Kyhl Christensen blev født d. 12.marts.1920 i Esbjerg. Faderen var søfyrbøder og han havde en syv år ældre søster.
Søsteren blev gift med holdkammeraten Hardy Lauersen, begge på oprykkerholdet fra 1949 – EfB i 1. Division.
Han debuterede som 17-årig for EfBs 1. hold den 8.august.1937 mod Vejen. Hans favoritplads på en fodboldbane var venstre half, men hans alsidighed var både hans svaghed og hans styrke, bedst demonstreret ved, at han i to kampe i debutsæsonen var holdets målmand.
Esbjerg rykkede imidlertid ned i 1938 og først i 1941 kvalificerede klubben sig til krigsturneringens kreds 1, hvor Curt efter et stykke tid blev udtaget til landsholdet som reserve i den kamp, hvor Danmark vandt 3-2 over Sverige i 1943.
Ved folketællingen i 1940 stod han opført som tapetserer.
Senere eget møbelpolstrer/møbel og tæpperenserfirma.
Han opnåede i alt 239 kampe for Esbjerg og scorede 49 mål.
I 1949 kvalificerede klubben sig for første gang til 1.division, og han blev udtaget til B-holdet, da Danmark d. 11.september.1949 spillede to kampe på én dag. Curt spillede venstre half i kampen mod Finland i Idrætsparken og Danmark B tabte 0-2. Da var hans karriere på hæld. Med udgangen af 1949 stoppede han karrieren på topplan, 29 år gammel.
Curt Kyhl Christensen døde 14. december. 2004, 84 år gammel.
Gregor Nielsen
- Cykelsmeden med de mange omdrejninger på fløjen.
Af Erik Hilmar Kragh / Januar 2008.
(Med lidt kildemateriale og bistand fra bl.a. Frank Bækby Madsen
Gregor Brødsgaard Nielsen, født den 29. marts 1934 i Esbjerg. Greg eller Gregory - som er Gregors kælenavne, startede som drengespiller i EfB, og har altid spillet for EfB. Håndbolden var også inde i karrieren, her spillede Greg på KVIKs første hold, bl.a. sammen med Carl Emil Christiansen. Det blev f. eks. til 13 mål i en kamp for venstrehåndskytten. Det blev dog fodbolden der trak det længste strå. Greg og klubkammeraten Ove Hansen (død 2007) var en smut forbi Hamburger Sports Verein (HSV) til en prøvetræning midt i halvtredserne, kunne jo være man kunne tjene lidt på sin hobby, men det blev et kort "eventyr". Gregor Nielsen opnåede i alt 124/27 førsteholdskampe/mål for EfB.
Greg var en lille hurtig wing, en slider der løb efter bolden - kunne bruges på begge wingpladser. Den robuste stilart var nok ikke til et 10 tal - hvis det handlede om "Vild med dans", men det er vel også bedre at være vild med fodbold, når det handler om EfB. Gregor påstår selv at han var så hurtig, så når han tog hjørnespark - ja så kunne han nå ind og heade sit eget indlæg i mål.
Gregor fik debut på EfBs divisionshold 24/10- 1954 på Odense Stadion mod OB, EfB vandt denne kamp 5-1. Greg var på 14 dage rykket fra 3. holdet op på divisionsholdet, og her bed han sig fast. Det blev til 118 kampe på førsteholdet fra 1954 til 1960, og det blev til i alt 24 26 mål for EfB (turnerings/pokalkampepå førsteholdet). Sidste kamp i for de blå/hvide på divisionsholdet var udekampen mod B1913 (3-0) 12/6- 1960. Greg spillede en del kampe på 2. holdet efter 1960, men optrådte dog også lejlighedsvis på førsteholdet mod bl.a. internationale træningsmodstandere helt frem til sommeren 1966 - konkurrencen var blevet hård, yngre kræfter var kommet til. Han er noteret for i alt 124 førsteholdskampe.
Kampantallet på divisionsholdet kunne have været meget større, uheldet var ude første gang 7/6- 1959, her brækkede Greg benet i kampen mod B1903 (1-1). Under indlæggelsen på sygehuset drømte Greg om fodbold - "et indlæg fra Egon Jensen - og den skulle sparkes i mål" og resultatet - altså ikke fra kampen - dynen var sparket på gulvet, og på gulvet var gipsen også, altså en ny omgang gips på..
Greg kom igen til skade, denne gang på Stadio Flaminio i Rom 6/9- 1960 (OL kampen mellem Danmark og Ungarn). Danmark vandt 2-0 - men det var nu ikke Gregs fortjeneste det med kampen. EfB-holdet var i Rom for at hilse på nu afdøde Erik Gaardhøje, der var i OL truppen (som målmandsreserve forHenry From). Efter sejren ville Greg og de andre EfB'ere ind på banen for at hylde det danske landshold, desværre for Greg endte det med et brækket ben, da Greg skulle forcere hegnet bag Henry Froms tyggegummimål - han lander uheldigt, og der slutter en ellers glad aften på en 60 mands stue på et sygehus i Rom, nok efter for meget indtagelse af den gode vin. Far Niels, der ikke var særlig sportsinteresseret, sagde til sønnen Gregor ved hjemkomsten fra Rom: " Min søn, jeg er stolt af dig - der var mange der fik Guld, Sølv og Bronze - men der var kun en der fik gips". Flere vil nok påstå at Gregs snakketøj er bedre end bentøjet.
Gregor havde andel i EfBs sølvmedalje i sæson 1955/56 med 17 kampe, her var navne som Jens Peder Hansen - Erik Terkelsen - Søren Andersen - Ove Hansen - Johs. Schmidt - Svend Laugesen - Holger Nielsen (arbejdskollega til Gregor) - og de "helt unge" Egon Jensen og John Madsen. Greg var også med i pokalfinalen 28/4- 1957 i Københavns Idrætspark mod AGF, desværre vandt AGF 2-0. Træneren disse år var Lajos Szendödi, en træner Greg satte stor pris på.Greg var en overgang på tale til landsholdet i en enkelt kamp, men det blev "kun" til ungdomslandsholdet (i dag U21) - her blev det til 4 kampe.:
19/6- 1955 Finland - Danmark 1-1 på Gamla Karlyby Karlaby Stadion Helsingfors, Gregor blev kåret til banens bedste spiller efter kampen.
28/9- 1955 England - Danmark 5-1 på Fratton Park i Portsmouth, Knud Clausen EfB var også på holdet.
16/9- 1956 Danmark Finland 3-2 på Køge Stadion, Sven Wiebelitz EfB var også at finde på holdet.
26/9- 1956 Danmark - England 0-3 i Københavns Idrætspark (Parken) - Egon Jensen EfB var også med i denne kamp.
Efter karrieren stod den på motionsfodbold i EfBs afdeling Tykke Mavers Klub på Gl. Vardevej, men også dette er historie nu - eller rettere et mysterium om Mr. Gregory, for der skal lige et nyt knæ i med efterfølgende genoptræning, så er Gregor med igen, fra passiv til aktivt medlem af Tykke Mavers Klub.
Gregor er udlært maskinarbejder ved Carl B. Hoffmann i Strandbygade/Tordenskjoldsgade i 1954 (City Centret på grunden i dag) - var i firmaet ind til 1969 hvor han blev selvstændig cykelsmed, det startede småt i garagen med lidt smålapperier for naboer, lidt smedearbejde opfinder/problemløserarbejde blev det også til. Flyttede senere til Gjesing Torv på Gl. Vardevej, nu med flere ansatte. En af Gregs 4 sønner er nu med i firmaet "Gregor's Cykler". Gregor er stadig aktiv i firmaet hver dag, - som han var på banen - og som i 3. halvleg i karrieren, ja så står snakketøjet ikke stille, og mange må stå "til rådighed" for hans vittigheder - og ikke mindst det gode humør.
Gregor Nielsen bor i bydelen Gjesing i Esbjerg.
Købmanden
Af Palle “Banks” Jørgensen (input fra Erik Hilmar Kragh).
Vagn Hedeager Jensen blev født d. 21.august 1939 i Bække. Han var tvilling og havde fødselsdag dagen før sin bror Kaj. De var nr. 6 og 7 af 7 børn, og nr. 3, 4 og 5 også trillinger (piger), men den ene af trillingerne døde få måneder gammel. Faderen var købmand i Bække.
Vagn begyndte at spille fodbold i Bække som sit 5 år yngre bysbarn Per Madsen. Han var et betydeligt talent, ledsaget af vilje og energi. Ligesom Per skiftede han til Vejen SF hvor han kom på 1.holdet som 16-årig og spillede adskillige sæsoner her. I 1962 skiftede han til Vejle, hvor han spillede tre sæsoner. Han debuterede på B-landsholdet i 1963 og fik i alt tre kampe – de to som wing og den tredje som back. Han var en alsidig spiller, der kunne bruges på alle pladser i alle tre kæder i venstre side.
I 1965 skiftede han til EfB (Esbjerg), hvor han var med til at vinde DM samme år, men han var kun med i de sidste kampe, da han startede sæsonen med ½ års karantæne ved klubskifte.
22.oktober.1967 fik han debut på A-landsholdet mod Finland som venstre innerwing, hvor han erstattede Tom Søndergaard, der havde brækket hånden. Danmark vandt 3-0, men det blev ikke til flere landskampe, selvom Vagn bl.a. havde et skud på stolpen.
I 1968 var Vagn en af de 17 danskere, der tog til USA, hvor han nåede at spille for Washington Whips og Detroit Cougars.
Efter den amerikanske turnerings kollaps tog Vagn til Sverige, hvor han spillede for Gunnarstorp IK og Perstorp SK i et par sæsoner.
I 1971 stillede han op for Esbjerg i 2.division, men efter forårsssæsonen var det slut for den knap 32-årige Vagn. Han fortsatte med oldboys i Bække de næsten 17 år, indtil hoften sagde stop.
Han gik sin far i bedene og var selvstændig købmand i Bække i 16 år, 1972-88, og dernæst 12 år i havecenteret PlusGarden i Vejen, hvor han med sine egne ord var ”savfører”, inden han gik på efterløn.
Vagn var gift med Sonja, og de havde to børn. Mellemnavnet er set stavet Hedager, men Hedeager er korrekt.
Kælenavnet var “Basse”.
Vagn døde d. 22.september.2017, dagen før Sonja og han kunne have fejret guldbryllup, 78 år gammel.
Vagn Hedeager Jensen ligger begravet på Bække Kirkegård.
Ole Kjær
af Frank Bækby Madsen/2005.
(Kildemateriale af Erik Hilmar Kragh og Palle “Banks” Jørgensen).
- helten fra Wembley, med de mange kampe.
Ole Kjær, født den 16. august 1954 i Kolding, spillede ungdomsfodbold et par år i Jerne og derefter i Esbjerg fB, indtil han i 1973 debuterede på Esbjerg fB´s 1. hold. Det skulle senere vise sig at blive indledningen på en lang og glorværdig målmandskarriere for det den gang kun 18-årige talent. Med sine 474 kampe har Ole Kjær klubrekorden i Esbjerg. Og den rekord kunne såmænd være langt større, hvis ikke Ole Kjær havde afbrudt karrieren i Esbjerg til fordel for Næstved IF, hvor han i sæsonerne 1986-89 spillede 117 kampe.
Ole Kjær var en relativ høj målmand med et stort vingefang. Han var en rolig målmand, der sjældent gik i panik, og han havde nogle lynsnare reaktioner. Ole var ekspert i at klare straffespark. I 1976 sagde statistikken, at han havde klaret 9 ud af de sidste 11 straffespark. Han blev boende i Esbjerg, medens han spillede i Næstved. For Esbjerg fB var han med til at vinde pokalturneringen i 1976 med 2-1 over Holbæk B&I, og var med i pokalfinalen (alle 3 kampe) i 1978, hvor Frem efter 1-1 i begge de første 2 opgør trak sig sejrrigt tilbage med pokalen i hus efter 6-5 i den afgørende kamp (forlænget spilletid og straffekonkurrence).
Ole Kjær var ankermanden på Esbjerg fB´s hold, som i 1979 vandt DM-guld - efter først at have vundet bronze i 1977 og sølv i 1978. Han blev kåret som "Årets spiller i Danmark" i 1978.
Foruden de ufatteligt mange klubkampe opnåede Ole Kjær også at gøre sig særdeles bemærket som landsholdsspiller. Efter 3 kampe på U-landsholdet i 1975 kom Ole Kjær med i Kurt Nielsens A-landsholdstrup og fik debut den 2. februar 1977 på udebane i en venskabskamp mod Senegal i Kaoleck, som Danmark vandt 3-2. Det blev til yderligere 8 kampe under Kurt Nielsen frem til 27. juni 1979, hvorefter Sepp Piontek overtog trænerposten. Herefter vogtede Ole Kjær målet i yderligere 15 landskampe i konkurrence med KB´s Ole Qvist, og spillede sin sidste landskamp i Amsterdam mod Holland den 14. marts 1984 - en kamp som Danmark tabte med hele 6-0. Efter kampen blev han citeret for: "Det er ikke min skyld". Trods denne sæk kunne han dog holde et gennemsnit på 1,04 mål pr. kamp. Statistikken siger: 26 A-landskampe, heraf 4 indskiftninger - 14 sejre, 2 uafgjorte, 10 nederlag - målscore 42-27(31).
Ole Kjær huskes specielt for kampen mod England på Wembley i 1983, som Danmark vandt med 1-0 på mål af Allan Simonsen (straffe). Meget havde set anderledes ud for dansk fodbold, hvis han ikke med en fantomredning i overtiden havde klaret Luther Blissett´s skud fra tæt hold. Så var Danmark nemlig ikke kommet med til EM i Frankrig i 1984. Ole Kjær var med i Frankrig, men måtte fra bænken nøjes med at følge de spændende kampe - og nyde kollegaen Ole Qvist´s præstationer.
Efter afstikkeren til Næstved IF vendte Ole Kjær tilbage til Esbjerg fB fra forårsstarten 1990, og tog derfra fat på at udbygge sine hidtil 397 spillede kampe for Esbjerg, og han tangerede allerede Jens Peder Hansens klubrekord på 465 i en kamp hjemme mod HIK den 11. april 1992. I sin sidste kamp på topplan den 20. juni 1992 hjemme mod Horsens kunne Ole Kjær så takke af med en 6-0 sejr - vel vidende at klubrekorden var i hus, endda komfortabelt med hele 474 kampe. Og Ole nåede endda at score 2 mål for Esbjerg fB!
I august 1993 blev der arrangeret en testimonialkamp for Ole Kjær i Esbjerg, hvor 15.500 tilskuere kunne se EM-84-holdet dyste mod EM-92-holdet.
Preben Elkjær fik det gule kort af dommer Finn Lambek - Preben takkede og tog kortet.
Ole Kjær, uddannet tømrer, har arbejdet i en sportsforretning, solgt ferieboliger på La Santa Sport, været sælger for Naturgas Syd, været direktør for Esbjerg Elite, været ansat i TDC og senere som sælger i Dan Reklame.
Jens Jørn Bertelsen
- en lille slider med stort potentiale
Af Frank Bækby Madsen og Erik Hilmar Kragh / Maj 2013
(bl.a. baseret på kildemateriale fra Palle "Banks" Jørgensen)
Jens Jørn Haahr Bertelsen, født den 15. februar 1952 i Guldager, hvor han startede både som ungdoms- og seniorspiller i Sædding-Guldager, indtil han som 21-årig fik debut for Esbjerg fB.
Jens Jørn Bertelsen, også kaldt "Sjønne", var en rigtig terrier, en teknisk god midtbaneslider som virkede utrættelig, og som virkelig gjorde en forskel med sin nærmest anonyme men særdeles effektive indsats. En fysisk lille og spinkel midtbanedynamo, som med elegance og tekniske færdigheder, eminent spilforståelse og overblik fungerede perfekt både som bolderobrer, som igangsætter og som afslutter. Han var konstant i bevægelse og var ekspert i at erobre bolde. "Sjønne" var en meget værdifuld holdspiller, hvis betydning da også hurtigt viste sig, efter at han var tiltrådt i Esbjerg fB. Han var således med til på rekordtid at føre klubben tilbage fra 3. division til den bedste række, og konsolidere klubben som 1. divisions hold.
I 1976 var "Sjønne" med til at vinde pokalfinalen (2-1 over Holbæk B&I), en kamp hvor han blev kåret til finalens pokalfighter.
Jens Jørn Bertelsen spillede 5 U-landskampe i 1975, men kom så i 1976 i betragtning til A-landsholdet under Kurt Nielsen, som brugte "Sjønne" i 3 kampe. Men han blev først etableret A-spiller, da Sepp Piontek tiltrådte i 1979, og var så til gengæld nærmest fast mand i de 9 følgende år, hvor han opnåede at være med ved 2 slutrunder, både EM i 1984 og VM i 1986. Han spillede sin sidste landskamp som 35-årig i Cardiff mod Wales (1-0) i 1987.
I annalerne figurerer "Sjønne" således med 69 spillede A-landskampe, heraf 3 indskiftninger og 9 udskiftninger - og 2 scorede landskampsmål. På landsholdet var hans opgave at få bolden og slippe den hurtigt med korte præcise afleveringer - og den opgave løste han fornemt. Når Sepp Piontek skulle udtage landsholdet, startede han som regel med at skrive JJB på sin blok.
Af de 69 kampe på A-landsholdet udgør de 29 "Sjønnes" optræden som repræsentant for EfB, hvilket dermed placerer ham som nr. 3 på listen over flest spillede landskampe for EfB. I de resterende kampe har "Sjønne" repræsenteret udenlandske klubber, men totalt set er han den Esbjerg-spiller der har opnået absolut flest landskampe.
Efter 6 spillede DM-kampe for Esbjerg fB i foråret 1982, og med 317 1. holds kampe bag sig forlod Jens Jørn Bertelsen som 30-årig Esbjerg til fordel for en professionel tilværelse i Liége i Belgien, hvor han var kommet på kontrakt i RFC Seraing. I 1984 skiftede Jens Jørn på ny klub, denne gang til FC Rouen i Frankrig - og i 1986 drog han så til Schweiz for at slutte udlandseventyret i FC Aarau.
Fra Schweiz vendte Jens Jørn atter hjem til Esbjerg fB i sommeren 1987, hvor han fortsatte karrieren frem til udgangen af 1988 med at spille yderligere 45 kampe på 1. holdet - og ved hjemkomsten blev han samtidig spillende manager i Esbjerg. I 1979 vandt "Sjønne" DM med Esbjerg, og samme år blev han kåret til "Årets spiller" i Danmark. Der kan næppe være megen tvivl om, at "Sjønne" nemt ville have opnået mere end 500 klubkampe for Esbjerg fB uden det 6 år lange udenlandske intermezzo.
Inden udrejsen til det sydligere Europa havde Jens Jørn, der oprindelig var udlært i forretningen "Sportland", været købmand, assurandør og regnskabsmand. Efter han var vendt hjem, købte han i 1989 "Jensens Bøfhus" i Esbjerg. "Sjønne" var i flere år formand for erhvervsklubben i Esbjerg fB. Efter tiden som restauratør vendte Sjønne i 2006 tilbage som forsikringsmand (Forsikrings Agentur for Købstædernes Forsikring). I fritiden spiller han golf.
Pensionisttilværelsen går med frivilligt arbejde Foreningen Hjemløses Venner - og ikke mindst med børn og børnebørn i Kolding og Hørning.
Ole Madsen.
“Den falske Ole Madsen”.
Af Palle “Banks” Jørgensen.
Ole Kirketerp Madsen blev født i Esbjerg 14.november 1958.
Han spillede ungdomsfodbold i Esbjerg og debuterede i 1.division 15.maj 1977 mod B 93 (1-1).
Ole med det forpligtende navn var en hurtig og idérig back, der karakteriserede sig selv som ”en humørfyldt og glad dreng, der elsker at indhente forwards, der tror, de er hurtigere”. Hans favoritplads var venstre back, men han kunne også spille i den anden side.
Ole erobrede med det samme en stamplads hos pokalvinderne fra 1976 og kom i september måned 1977 på U-landsholdet, hvor han frem til 1979 opnåede 12 kampe.
Han var med, da Esbjerg vandt sit hidtil sidste mesterskab i 1979, hvor klubben i efteråret åd KBs forspring op og sluttede som en suveræn mester.
Ole debuterede på A-landsholdet 27.august.1980 ude mod Schweiz. I de næste 3½ år var Ole næsten fast i landsholdstruppen som en pålidelig back, man kunne stole på. Han fik i alt 18 landskampe, heraf 16 fra start. Men han var kun på banen i 3 kval.kampe til VM og EM, og han kom ikke med til EM 1984.
Han var en lidt stille eksistens på landsholdet, men en af dem, man ville mangle, hvis de ikke var der.
Ole skiftede i 1983 til Brøndby og vandt i de næste 6 sæsoner yderligere 3 DM-titler i 1985, 1987 og 1988. Han var sjældent skadet og nåede i alt 324 kampe i den bedste række.
I 1989 flyttede han med familien til Fyn og bosatte sig ved Odense. Han spillede to sæsoner for B 1909 i den næstbedste række, inden han stoppede i 1990.
Ole er bankuddannet, men måtte i sin tid i Brøndby droppe banken, da kravet til træningsmængden blev øget kraftigt ved indførslen af heltids-professionalisme.
Det har været svært at finde billeder af Ole, da navnebroderen fylder godt op, når man googler navnet.
Ole Madsen er gift med Bente, der er datter af ”Mureren” Erik Terkelsen EfB, der fik én landskampe mindre end svigersønnen.
John Lauridsen
- på vej til England, men havnede i Spanien.
Af Frank Bækby Madsen / Februar 2006.
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen)
John Mikkelsen Lauridsen, født den 2. april 1959 i Ribe, spillede ungdomsfodbold 11 år i Gredstedbro BK og 3 år i Vejle BK, inden John Lauridsen som 19-årig debuterede for Esbjerg fB. Senere blev det afbrudt af en glorværdig udenlandsk karriere i spansk fodbold.
John Lauridsen var en offensiv og kreativ midtbanespiller med en fremragende teknik, et godt overblik og et godt skud. John var desuden en både klog og elegant holdspiller, der også evnede at score afgørende mål. Han var med til at vinde det 5. mesterskab til Esbjerg fB i 1979.
John Lauridsen var en dygtig og værdifuld fodboldspiller på ethvert hold, og han blev da også A-landsholdsspiller, da han som 22-årig debuterede 12.08.1981 i en venskabskamp ude mod Finland, som Danmark vandt 2-1, og hvor John scorede til 1-1 efter 27 minutter. Det blev til endnu en kamp som Esbjerg-spiller 14 dage senere, da Danmark hjemme slog Island 3-0. Efter at være blevet professionel i Spanien spillede John herefter A-landskampe hvert år de næste 7 år - men hans total blev alligevel kun i alt 27 landskampe (heraf 11 som indskifter). Han kom bl.a. ind mod Jugoslavien 12 minutter før tid ved EM 1984, og scorede her et flot mål blot 6 minutter senere til slutsejren på 5-0. Og John scorede sit 3. og sidste landskampsmål i venskabskampen i Idrætsparken 08.05.1985 mod DDR (4-1), som var hans 20. landskamp. Karrieren i rødt og hvidt sluttede 27.04.1988 i Wien, hvor Danmark tabte en venskabskamp mod Østrig med 1-0 på et selvmål af Klaus Berggreen.
Det blev således til 1.608 spilleminutter i 27 A-landskampe. Forinden var det i 1979 blevet til 3 amatørlandskampe.
Hvad der måske ikke helt blev opnået i landsholdssammenhæng, opnåede John Lauridsen til gengæld som professionel fodboldspiller i Spanien. Det startede i oktober 1981, hvor John skulle til England for at skrive kontrakt med Ipswich, men færgeoverfarten Esbjerg-Harwich var indstillet pga. dårligt vejr, så turen blev ikke til noget. I mellemtiden ringede en mellemhandler, Fernand Goyvaerts, med et tilbud fra Español i Barcelona - og derfor blev det i stedet en tur til spansk fodbold.
Her havde den blonde dansker meget stor succes. Han var i mange år (1981-88) stjernespilleren for RCD Español, hvor han opnåede at spille ca. 300 klubkampe. I 1988 nåede holdet frem til finalen i UEFA Cup´en mod Bayer Leverkusen (3-0, 0-3 og sejr til Bayer Leverkusen på 2-3 i straffesparkskonkurrencen). John Lauridsen blev anset som holdets motor og spilstyrer, og opnåede da også den store hæder i 1987 at blive kåret som bedste udlænding i den spanske liga.
Efter det lange ophold i Barcelona skiftede John Lauridsen klub til CD Malaga, hvor han sluttede det spanske eventyr med et par sæsoner (1989-90) og spillede ca. 40 kampe. Hjemvendt fra sydens sol valgte John Lauridsen at fortsætte karrieren i Danmark, og spillede 76 kampe mere for Esbjerg fB, som på det tidspunkt var placeret i 2. division. Han var dog med til at spille klubben tilbage til 1. division, og oplevede i sin afskedskamp, den 29. november 1992, at vinde 4-1 ude mod Vejle. Derefter valgte John at fortsætte på lidt lavere blus, nærmere bestemt i Bramming. Han er dog senere blevet landsholdsspiller igen, denne gang på Old-Boys landsholdet.
John Lauridsen er speditør i Blue Water, og arrangerer her varetransporter (dog ikke med fodboldspillere) mellem Danmark og Spanien. I Spanien blev John Lauridsen kaldt "Rubio", hvilket betyder den blonde, mens han i Danmark bliver omtalt som "Señor" pga. den succesrige fortid i Spanien.
Jan Kristiansen.
(Fra Palle Banks Jørgensens bog).
Jan Dalgas Kristiansen blev født i Ølgod 4. august 1981.
Han kom til Esbjerg som 13-årig og fik debut på førsteholdet i den første sæson, Esbjerg var i Superligaen efter 13 års fravær fra den bedste række.
Han fik 10 minutter på banen d. 2.april.2000 sammen med et andet talent, Kenneth Bjerre, der aldrig kom på førsteholdet igen. Men Esbjergs sæson endte alligevel med nedrykning.
Jan, kaldet ”Krølle” af indlysende årsager, spillede sig ind på holdet på venstre midtbane i den næstbedste række og fik også debut på U19, U20 og U21-landsholdet i løbet af sæsonen. Han fik i alt 17 U21 kampe og sluttede her med et EM-kval.-knebent nederlag til Italien i to kampe i november.2003, hvor Danmark tabte p.g.a. reglen om udebanemål, fordi den ellers sikre Stephan Andersen i målet lavede selvmål. Jan blev årets U21-talent i 2002.
Men af uransalige årsager gik Jan totalt målamok i sæsonen 2002-03, hvor han blev topscorer i Superligaen sammen med Søren Frederiksen fra Viborg med 18 mål, scoret fra midtbanen. Det udløste også A-landsholdsdebut i en kamp i Egypten d. 12.februar.2003 – en kamp Danmark vandt 4-1 bl.a. på et hattrick af Claus Jensen.
I sæsonen 2003-04 gik det meste op i en højere enhed for Ove Pedersens Esbjergmandskab. Det endte med bronzemedaljer efter en sæson, hvor Esbjerg bl.a. slog Brøndby 6-1 på udebane. Jan var også med ligalandsholdet i USA. Han fik 3 uofficielle landskampe.
Alle ventede, at Jan nu skulle sælges til udlandet og Brøndby var også interesseret, men Jan afviste alle tilbud. I efteråret 2004 fik han spilletid i to VM-kval.-kampe.
I januar 2006 blev Jan så endelig solgt til tyske 1. FC Nürnberg, og han var med i landsholdstruppen det meste af kalenderåret 2006, men målene i Tyskland udeblev helt, bortset for at han altid vil blive husket i Nürnberg for at score det afgørende mål i overtiden i den tyske pokalfinale i 2007, hvor Nürnberg slog Stuttgart 3-2.
Hans to sidste landskampe var i sommeren 2007. I 3-3-skandalen mod Sverige, blev han flået ud efter 35 minutter efter at Sverige var kommet foran 3-0 på ingen tid. Den sidste var næsten endnu værre; 0-4 i en venskabskamp mod Irland i Aarhus. 11 landskampe blev det til.
I 2008 rykkede Nürnberg ned, og så kom så endelig det længe ventede skifte til Brøndby, hvor Jan endte med at spille i 5 sæsoner uden den store succes, men han blev dog populær, da han scorede sejrsmålet mod FCK i sit første derby. Han havde svingende præstationer, men han leverede altid en solid fighterindsats og et rigtigt godt humør både på og udenfor banen, - også når han blev forsøgt som wingback. Det blev dog til tre sæt bronzemedaljer.
I 2013 skiftede han til nyoprykkede FC Vestsjælland, hvor han blev genforenet med træneren Ove Pedersen. Han spillede der i to sæsoner, der endte med nedrykning og en tabt pokalfinale.
Han afsluttede sin karriere med en sæson i 1.division hos FC Roskilde, der satsede på aldrende stjerner som Anders Møller Christensen, som han kendte fra Esbjerg, og de to barndomsvenner, Mikkel Thygesen og Bajram Fetai.
Dagen efter sin 35 års fødselsdag meddelte han sit karrierestop. Han begyndte straks en uddannelse som ejendomsmægler, men efter et par år skiftede han over til en bankuddannelse i Lån- og SparBank, for at få flere weekender fri. Han er nu finansiel rådgiver i PenSam.
Jan er gift og har to døtre.
Familien bor i København.
Jesper Bech.
Af Palle "Banks" Jørgensen. (med input fra Søren Brøndum Lauersen).
Jesper Bech blev født d. 25.maj 1982 i Skovshoved, og spillede i ungdomsårene i Aalholm (Hillerød), Birkerød, B 1903, Lyngby og KB, inden københavnerdrengen kom til FC København i 2001.
Den spinkle, men taktisk kloge midtbane- og angrebsspiller debuterede for U19-landsholdet i 2001 og på U21-landsholdet i juni 2003, hvor han blev skiftet ind i en udekamp mod Luxembourg, der blev vundet 6-0.
Hans debut for FCK lod vente på sig, men Palle Banks skriver i 2198 profiler, at hans gennembrud forventes i 2004.
Det kom til at holde stik. Efter debut d. 11.april.2004, bidrog han til FCKs fjerde mesterskab med 7 mål i sæsonens sidste 9 kampe.
I sæsonen 2004-05 var han som regel med i truppen, men i sommeren 2005 blev han solgt til Malmö FF. Det blev ikke den store succes, men han blev alligevel udtaget til ligalandsholdet, der vandt Carlsberg Cup i Hong Kong, og i sin debut i en kamp i Singapore, scorede Jesper 2 gange.
Det blev ikke meget bedre i Malmö efter dette, og i juli 2006 tog han helt til Esbjerg, hvor træner Troels Bech (ikke familie) så ham som afløser for svenskeren Fredrik Berglund. Sæsonen 2006-07 blev hans gennembrud i Superligaen, og d. 15. november 2006 fik han A-landsholdsdebut i Tjekkiet, hvor han blev skiftet ind midt i 2.halvleg. Kampen i Prag endte 1-1.
Han var med på ligalandsholdet i 2007 i Mellemamerika og i 2010 i Thailand. Han spillede 9 uofficielle ligalandskampe og scorede 4 mål.
Han spillede 3 pæne sæsoner i Esbjerg, men swingede ikke med Troels Bechs afløser, Ove Pedersen. Så han blev i 2009 blev hentet til Silkeborg- igen af Troels Bech – på en fri transfer, hvor han igen kom godt fra start; så godt, at han i oktober.2009 igen blev udtaget til 2 VM-kval.-kampe mod Sverige og Ungarn. Han fik ikke spilletid.
Han kom dog på banen og fik en landskamp mere i sæsonens sidste venskabskamp d. 18. november 2009, da han fik 10 minutter i en kamp mod USA i Aarhus, som Danmark vandt 3-1.
Han spillede i Silkeborg i 5 sæsoner, men efter en tur i 1.division, kom klubben meget dårligt fra start og efter efterårssæsonen 2014 blev Jesper Bech fritstillet. Herefter flyttede han med familien til Nørrebro, og han fik en kontrakt i ambitiøse FC Roskilde i vinteren 2015. Det blev til to kalenderår i domkirkebyen i den næstbedste række, hvor man forsøgte sig med at få det sidste magi ud af tidligere stjerner som Anders Møller Christensen og Mikkel Thygesen. Jesper Bech stoppede karrieren med udgangen af 2016, 34 år gammel.
Det blev til 55 mål i 240 Superligakampe.
Jesper Bech har taget en økonomisk uddannelse online ved siden af fodboldspillet, og er uddannet finansøkonom og har en HD i finansiering. Han har været ansat i Danske Bank siden 2015 og har nu titel af Business Relations Manager.
Jesper Bech er gift og har to børn.
Niki Zimling.
(Krigeren).
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen). (Med input fra Søren Brøndum Lauersen).
Niki Dige Zimling Vilhelmsen blev født 19.april.1985 i Tårnby på Amager. Efternavnet Vilhelmsen blev slettet i 2000. Faderen arbejder som flytekniker i SAS, og forældrene har en butik, der hedder Christianshavns Smørrebrød. De har altid været meget engagerede i deres sønners fodboldkarrierer.
Niki var forbi flere adresser, AB 70, Tårnby, Fremad Amager og KB, før han endelig kom til Brøndbys ungdomsafdeling som en del af den legendariske 1985-årgang.
Han var en terrier af en midtbanespiller, der dog både var teknisk dygtig og besad et stort overblik udover den tilsyneladende utømmelige mængde energi, og han havde/har? et brag af en skud.
Han spillede på alle ungdomslandsholdene fra U16 til U21 og fik næsten 50 U-landskampe. Han debuterede i Superligaen d. 27.april.2002, netop fyldt 17 år, i en 3-1 sejr over FC Midtjylland. Den unge Zimling fik aldrig bidt sig fast under Michael Laudrup og nåede 17 Superligakampe (4 fra start).
Da udsigten til spilletid i Brøndby var begrænset, tog Zimling et ordentligt spring og skiftede til Esbjerg i august.2005. Her fik han straks succes, men blev siet fra til U21-landsholdets deltagelse i EM 2006. I november 2006 blev han for første gang udtaget til A-landsholdet, men blev skadet samme dag. Zimlings karriere har været præget af en uendelig række af skader; ofte når det var mest ubelejligt.
Han var med på to ligalandsholdsture, i 2007 til USA og Mellemamerika og i 2008 til Mellemøsten. Og det var i de år ofte en genvej til A-landsholdet.
Han fik da også debut på A-landsholdet d. 6.februar.2008 i en venskabskamp i Slovenien, og i januar.2009 tog han så et endnu større spring til "danskerklubben" Udinese, men da han efter 1½ år i Italien kun havde fået 5 kampe i serie A, lod han sig i sommeren 2010 udleje til hollandske NEC Nijmegen.
Med hjælp fra den lokale Lasse Schöne faldt han og konen hurtigt til, og Niki havde en kanonsæson, der udløste comeback på landsholdet i november.2010. Fra sommeren 2011 dannede han i et par år en powerduo på midtbanen med William Kvist og kom også med til EM i 2012 og var pænt fast mand i truppen.
I mellemtiden havde hans spil i Nijmegen givet ham mulighed for at skifte til en højere hylde, og i 2011 skrev han kontrakt med Club Brügge, hvor det efter en god start begyndte at knibe med spilletiden efter endnu en skade.
I januar.2013 skiftede han til tyske Mainz og fik igen succes og han spillede sin 24. og sidste landskamp i marts.2014.
De mange skader påvirkede hans ophold i Mainz og han var i perioder udlejet til Ajax Amsterdam og FSV Frankfurt, hvor han fik en korsbåndsskade i sin 3. kamp, hvilket betød næsten 1½ års pause. Han var netop udlejet til Ajax i den tid, Kasper Hjulmand var træner i klubben.
I 2017 vendte Zimling hjem til Danmark og spillede to sæsoner i SønderjyskE, inden han i 2019 ikke fik forlænget sin kontrakt, og dernæst valgte han at stille støvlerne på hylden for at blive sportschef i Kolding IF.
I august.2021 snørede han støvlerne igen og gjorde comeback for Kolding IF i 2.division. Her har han spillet 11 kampe i sæsonen og gjorde comeback i går eftermiddags efter en udvisning.
Niki Zimling har været sammen med sin kone Christina i mange år og de har 2 børn, Oskar og Olivia. Han elsker tatoveringer og fik den første, så snart han fyldte 18 år. Han har en yngre bror, Jannik, der kun har spillet i de lavere divisioner for B 93, B 1908, Helsingør, Næstved, Frem og Avarta.
Efter han stoppede som sportschef, har han, udover at være aktiv spiller i Kolding IF, også titel af assistenttræner, udviklingchef og transitionstræner.
Martin Vingaard.
(baseret på kildemateriale fra bl.a. Palle "Banks" Jørgensen). (Med input fra Søren Brøndum Lauersen).
Martin Vingaard Hansen blev født d. 20.marts.1985 i landsbyen Fangel uden for Odense. Hans far var den kendte B 1913-spiller og -træner, Jan Vingaard, som i 1989 fik en enkelt sæson i 1.division sammen med broderen Per. Pers søn, fætteren Henrik, fik også divisionskampe for B 1913 og Otterup, så det var et lille dynasti, han blev født ind i.
Han startede karrieren i Skt. Klemens/Fangel og kom via Dalum til B 1913 som 14-årig. Han fik debut for klubben i sæsonen 2003-04 samtidig med at han fik debut på U19-landsholdet. Han spillede på midtbanen sammen med et andet stortalent, Jonas Borring, mens Johan Absalonsen allerede var skibet videre til Brøndby.
I 2005 skrev han kontrakt med Superligaklubben Esbjerg og fik Superligadebut 27.november.2005 mod AC Horsens. I sæsonen 2006-07 var han fast i truppen, og hans gennembrud i Superligaen kom i sæsonen 2007-08, der kulminerede med landsholdsdebut mod Holland d. 29.maj.2008, en kamp i Eindhoven der endte 1-1. Tre dage senere var han med fra start i en kamp i Polen og scorede Danmarks mål i en kamp, der også endte 1-1. Danmark spillede i blåt. Han nåede i alt 9 landskampe, den sidste i starten af 2011.
Fra januar.2009 spillede Martin i FC København og i sæsonen 2010-11 spillede han så stærkt, at han var en af de nominerede til Årets spiller i Danmark. Han scorede nogle spektakulære Europa-Cup-mål, men blev alvorligt skadet i marts.2011 og var væk i 8 måneder. Han var ikke helt den samme spiller, da han kom tilbage og mistede sin faste plads i startopstillingen. Han var med til at vinde DM i 2009, 2010, 2011 og 2013 og blev pokalvinder i 2009 og 2012.
I 2013 skiftede han til FC Nordsjælland, hvor han var fast mand i 3 sæsoner, før han i 2016 som 31-årig indledte et udenlandseventyr i amerikanske Tampa Bay Rowdies i Florida.
Han vendte hjem og spillede for HB Køge i den næstbedste række fra april.2019 til sæsonafslutningen i 2020, hvor han stoppede karrieren. Han havde sideløbende videreuddannet sig med en lederuddannelse fra Aarhus Erhvervsakademi og en træner B-licens, og er nu U-15 manager i FC København.
Martin Vingaard er gift og har to børn.
Søren Rieks.
(baseret på kildemateriale fra Søren Brøndum Lauersen).
Søren Krukow Rieks blev født i Esbjergforstaden Jerne d. 7.april 1987. Han spillede ungdomsfodbold i Esbjerg og debuterede i Superligaen d. 7.maj 2006 i et 1-3 nederlag til AGF. I sin første hele sæson fik han debut på U21-landsholdet i marts.2007 og fik i alt 7 kampe.
I sæsonen 2007-08 etablerede han sig som stamspiller på venstrekanten og den offensive midtbane og scorede begge Esbjergs mål i pokalfinalen mod Brøndby, der blev tabt 2-3.
Både i 2009 og 2010 var han med ligalandsholdet i Thailand, hvor han i 4 kampe scorede 3 mål. Det resulterede i, at han i marts.2009 blev indkaldt til to kampe mod Albanien og Malta, men han kom ikke på banen i de kampe.
Han fik debut på A-landsholdet i venskabskampen mod Sydkorea d. 14.november.2009 hjemme i Esbjerg, hvor han var med fra start i 0-0 kampen. Fire dage senere blev han skiftet ind i pausen i en anden venskabskamp mod USA i Aarhus ved stillingen 0-1, men 10 minutter senere havde de tre indskiftere, Johan Absalonsen, Søren Rieks og Martin Bernburg scoret hver et mål, så Danmark vandt 3-1. For alle tres vedkommende blev det deres eneste landskampmål. Han fik yderligere en halvleg, da han blev skiftet ind i pausen i en kamp mod Østrig i Wien i marts.2010; en kamp, der nu mest huskes for, at det var Christian Eriksens debut.
I sæsonen 2011-12 var Esbjerg rykket ned i 1.division, hvor Søren Rieks brændte banerne af og scorede 17 mål i 24 kampe og blev topscorer i rækken, der deng ang hed Betsafe Divisionen. Det forblev ikke ubemærket.
I sommeren 2012 blev han udlandsprofessionel i NEC Nijmegen, hvor han blev klubkammerat med en anden esbjergenser, Kevin Conboy. Efter to sæsoner i det hollandske skiftede han til IFK Göteborg i 2014 og har spillet i Sverige lige siden. Han skiftede til Malmö FF I 2018. Det hele er kulmineret med to svenske mesterskaber i træk for Malmö FF under Jon Dahl Tomassons ledelse i 2020-21.
Søren Rieks er næst efter klubkammeraten Anders ”AC” Christiansen det største danske navn i Allsvenskan, og han har i 189 kampe scoret 51 mål. Han er den eneste dansker, der har scoret 50 mål i den bedste svenske række, hvor han netop er startet på sin 9. sæson.
Søren Rieks er gift og har to børn.
Peter Nymann.
Af Søren Brøndum Lauersen. (Input fra Erik Hilmar Kragh).
Lars Peter Nymann Mikkelsen blev født i Lynge d. 22. august 1982 og startede karrieren i Lillerød, men flyttede til Frederikshavn fI som drengespiller, fordi hans far arbejdede i Søværnet. Han blev i perioden fra 2001-2002 noteret for 54 førsteholdkampe i den sort- og rødstribede FfI-trøje. Han scorede fem mål, blandt andet i sin debut i 2. division hjemme mod Holbæk. I 2001 blev han kåret til Årets Spiller i FfI.
I 2003 skiftede Nymann til B 93 og spillede højre kant, hvor han kunne udnytte sin gevaldige hurtighed og var også kendt for sine præcise centringer. I 2004 skiftede han atter landsdel og var med til at spille SønderjyskE op i Superligaen, hvor han fik debut d. 20. juli 2005.
Efter SønderjyskEs nedrykning i 2006 skiftede han til OB, hvor han var længe om at tilspille sig en stamplads, men til trods herfor fik han debut på ligalandsholdet på en tur til USA, hvor Danmark tabte 1-3 til værtsnationen d. 20.januar.2007. Det blev i alt til syv kampe på ligalandsholdet i 2007, 2010 og 2012. Men OB var ikke hans bedste tid.
I 2009 skiftede han til Esbjerg og blomstrede op under træneren Ove Pedersen, hvor han blev omskolet til højre back og efter succes på en ligalandsholdstur til Thailand i januar, fik han sin A-landsholdsdebut i 15 minutter i en testkamp i Wien mod Østrig d. 3. mart 2010. De to andre debutanter trak større overskrifter: Det var den 18-årige Christian Eriksen og bomberen Rajko Lekic, der fik prædikatet ”den første A-landsholdsspiller af anden etnisk oprindelse.”
71 kampe for EfB og 3 mål. (2009-2011). 1 landskamp i perioden.
I såvel sæsonen 2010/11 som 2011/12 optrådte alle disse gutter med spilletid på 1. holdet:
Lars Winde, Lucáš Hrádecký, Nicolaj Høgh, Morten Karlsen, Thomas Gaardsøe, Søren Rieks, Jesper Lange, Mikkel Vendelbo, Davidson Drobo-Ampem, Kevin Conboy, Kian Hansen, Arnór Smárason, Martin Braithwaite, Jakob Ankersen, Jonas Knudsen, Mikkel Vestergaard, Sebastian Andersen.
I sæsonen 2010/11 var dog også følgende på holdet:
Fredrik Risp, Johan Persson, Jeppe Mehl, Peter Nymann, Tim Janssen, Jesper Jørgensen, Mikael Rynell, Kennie Chopart, Martin Rauschenberg, Kevin Bechmann Timm.
I sæsonen 2011/12 var det derimod disse, der supplerede holdet:
Steven Somers, Steffen Ernemann, Njogu Demba-Nyrén, Jesper Rasmussen, Mikkel Agger, Tamandani Nsaliwa, Andreas Sørensen.
Opgørelsen viser dog intet om konkret spilletid mv. - nogle har endda kun opnået en enkelt kamp.
I sommeren 2011 tog han næsten 29 år gammel til udlandet og spillede 2½ sæson i Allsvenskan i Stockholm-klubben Djurgården, hvor han havde pæn succes, og svenskerne ville gerne forlænge kontrakten.
Men med udgangen af 2013 ville Nymann hjem til Danmark, og da Ove Pedersen var blevet træner i fusionen FC Vestsjælland i Slagelse og havde ført dem op i Superligaen, skrev Nymann for første gang siden 2004 under for en sjællandsk klub. Efter nedrykningen og en tabt pokalfinale, gik FCV konkurs i vinteren 2015 og løst fra sin kontrakt skiftede Nymann i januar.2016 til en anden 1.divisionsklub, AC Horsens, på en halvårlig kontrakt, men han blev der resten af sin karriere – de sidste fem år fra 2016-21 som relativ stamspiller i Superligaen, trods sin efterhånden høje alder.
Han har ikke efter fritstillingen i Horsens fortsat karrieren og sluttede med 336 Superligakampe under bæltet for fem forskellige klubber. Ved karrierestoppet var han Superligaens ældste aktive spiller.
Fodboldmæssigt spiller han nu faktisk lidt Old Boys-fodbold i Sorø Freja.
Martin Braitwaite.
Af Søren Brøndum Lauersen.
Martin Christensen Braithwaite blev født i Esbjerg d. 5.juni 1991. Hans far, Keith, er fra Guyana i Sydamerika, og efternavnet var oprindeligt Brathwaite. Da han var 5 år blev Martin diagnosticeret med Legg-Calve-Perthes Disease, en hofteskade, der mest rammer unge drenge, men som oftest kan behandles med fysioterapi og aflastning af hofteleddet, hvorfor disse drenge ofte sidder i kørestol i en periode.
Keith havde boet i USA i en del år, og han pacede den unge Martin en del i barndommen, med hvad han kalder ”tough love”, og indrømmer i dag, at han nok var lidt for hårdere ved ham, end han ville have været nu om dage, men potentialet var åbenlyst.
Martin, som var en lynhurtig angrebsspiller, startede som ungdomsspiller i SGI (Sædding-Guldager IF) og kom til storklubben Esbjerg i 2003. I 2007 var han kort forbi FC Midtyllands akademi, men var hurtigt tilbage i fødebyen og debuterede på U-17-landsholdet i starten af 2008. I slutningen af 00´erne var det tilladt, at de store klubbers andethold kunne spille i 2.division, så Martin var godt rustet, da han debuterede i Superligaen d. 4.oktober 2009.
Et benbrud satte ham noget tilbage, og han satte sig ned og satte sig nogle mål, der bl.a. indebar, at han skulle lytte til sin far og arbejde hårdere. Dette gav frugt. Efter en tur i 1.division fik han fik sit gennembrud i dansk fodbold i sæsonen 2012-13, hvor han fik 2 U-21-landskampe (i alt 21 U-kampe), var med til at vinde pokalturneringen og fik A-landsholdsdebut på sin 22-års fødselsdag d. 5.juni.2013 i en venskabskamp mod Georgien.
Der er kun én anden dansk A-landsholdsspiller, der har debuteret på sin fødselsdag; det er Michael Laudrup. Martin var blevet tilbudt at stille op for Guyana, men valgte Danmark.
I august.2013 blev han solgt til den franske klub Toulouse, hvor han gennem 4 sæsoner havde betragtelig succes og i de to sidste sæsoner var han også anfører.
Det var derfor i princippet et trin ned, da han i 2017 skrev kontrakt med Middlesbrough, som på det tidspunkt netop var rykket ned i the Championship, den næstbedste række i England. Det var ikke noget godt match og allerede i januar.2018 vendte han tilbage til Frankrig og havde et succesfuldt lejeophold i Bordeaux og kom derved med i VM-truppen til VM i Rusland.
Han forsøgte efter VM at få kontrakten med Middlesbrough ophævet, men det lykkedes ikke, men i januar.2019 blev han igen udlejet til den spanske klub, Leganes. Det gik så godt, at aftalen blev gjort permanent i sommeren 2019.
I februar.2020 havde FC Barcelona så mange skader i deres trup, at de fik dispensation til at hente en spiller, selvom transfervinduet var lukket. Man havde overraskende kastet sine øjne på Braithwaite og allerede to dage efter at frikøbs-klausulen var betalt, debuterede han i blaugrana-trøjen. Man havde ventet, at han kun skulle være kort tid i klubben, men selvom han ikke fik alverdens spilletid, var man alligevel tilfreds med hans træningsiver og engagement og at han altid var klar, når han blev skiftet ind. Klubskiftet seks-doblede antallet af følgere på hans Instagram.
Han blev den femte dansker i FC Barcelona. Størst succes havde Michael Laudrup, men også Allan Simonsen fik sat sine aftryk, mens Ronnie Ekelund (én kamp) og Thomas Christiansen kun nåede reserveholdet. Thomas Christiansen kom dog på det spanske landshold, da han spillede for reserveholdet.
På landsholdet var Martin som oftest fast i truppen, men målene lod vente på sig, og bortset fra det mål, han scorede i sin 2. landskamp i 2013, skulle man vente 5 år og 27 kampe på det næste, som faldt i en kamp mod Østrig i oktober.2018. Siden er det blevet til i alt 10 mål, og han scorede et enkelt mål mod Wales i EM-slutrunden 2021 og det meget vigtige mål i Irland, der sikrede kvalifikationen.
Braithwaite startede sæsonen 2021-22 – den første uden Messi – med brask og bram og scorede 2 mål i sæsonpremieren mod Real Sociedad. Desværre blev han alvorligt skadet kort efter, og da han vendte tilbage i foråret, havde Barca fået en ny træner, den gamle anfører Xavi, og han så stort set ikke til danskerens side.
Braithwaite blev sammen med flere andre koryfæer, der stort set ikke havde spillet et halvt til et helt år, udtaget til de fire Nations League kampe her i juni.2022, og han fik comeback fredag aften i de sidste minutter i sejren over Frankrig på Stade de France. Det var hans 57. landskamp.
Martin Braithwaite er gift med den franske journalist og TV-vært, Anne-Laure Louis, og de har to fælles og i alt fire børn. Han har tre yngre søstre, hvoraf Mathilde (f.2002) spiller for KoldingQ i Gjensidige-Kvindeligaen.
Peter Ankersen.
"Tvillingen".
Af Søren Brøndum Lauersen. (input fra Erik Hilmar Kragh).
Peter Svarrer Ankersen blev født i Esbjerg 22.september 1990 – samme dag som tvillingebroderen Jakob, der også har haft en fin karriere, men Jakob måtte nøjes med en U20-landskamp og 5 bænkepladser på A-landsholdet.
Tvillingerne spillede hele deres ungdomstid i Esbjerg fB, og Peter fik først debut i Superligaen d. 14.april 2010 mod FC. København.
Allerede i sommeren 2010 skiftede han videre til Vejle i 1.division, hvor han var fast mand i 1½ sæson. I den sidste halvsæson havde Vejle fusioneret, så holdet nu hed Vejle BK Kolding.
I januar.2012 skiftede han til norske Rosenborg, men det blev ingen succes, fordi han aldrig faldt til i klubben, og i sommeren 2012 vendte Peter hjem til Esbjerg, hvor brormand Jakob havde været fast mand siden efteråret 2010.
Peter spiller primært højre back, mens Jakob er midtbanespiller. I 2012-14 spillede de begge for Esbjerg, og begge fik deres gennembrud, og i sæsonen 2013-14 optrådte de begge i landsholdstruppen, men Peter – der debuterede mod Polen d. 14.august 2013 – fik 6 kampe på banen og Jakob 5 på bænken.
Peter tog udenlands igen i 2014, men opholdet i Red Bull Salzburg kom kun til at vare én sæson, og han mistede sin plads på landsholdet.
I 2015 blev han købt af FC København og har faktisk – bortset fra et intermezzo i italienske Genoa i sæsonen 2019-20 – spillet her siden og i perioder siddet tungt på højre back.
Han fik comeback på landsholdet under Åge Hareide ved Kirin Cup i Japan i 2016, men havde den skuffelse af blive siet fra til VM 2018 som én af de sidste. Han spillede sin 27. og hidtil sidste landskamp mod Luxembourg i oktober.2019 og har scoret et enkelt mål mod Kazakhstan i 2016.
Han har også fået alvorlig konkurrence i FCK af Kevin Diks, som i indeværende sæson tydeligt står foran Peter m.h.t. spilletid, og de seneste Superligarunder er Peter ikke engang med i truppen, og han er fravalgt til truppen til Champions League. Men et trænerskifte giver jo altid håb om forandringer.
Senest har han været i medierne, fordi han angiveligt skulle have liket et Jess Thorup-kritisk indlæg på sin Twitter-konto. Selv påstår han, at han var blevet hacket.
Broder Jakob, der ellers havde pæn succes i AGF, vakte opsigt ved at vælge at at spille for Esbjerg i 2020, da klubben var rykket ned i den næstbedste række, men han blev et af de første ofre, da Peter Hyballa kom til klubben. Fritstillingen var nok held i uheld, og han vendte hurtigt tilbage til Superligaen og Randers FC, og her går det jo ganske godt.
Tvillingerne har begge spillet over 200 Superligakampe. Det har kun Martin og Michael Johansen præstere før dem.
Tvillingerne har en yngre fætter, Emil, der har debuteret for Esbjerg, men ellers mest har spillet for FC Sydvest og FA 2000 i de nedre divisioner. Deres morfar, Erik Mathiesen, der døde i 2021, fik en stribe kampe for Esbjerg i slutningen af 50´erne – lige før klubben blev altdominerende i Danmark i en periode.
Erik Mathiesen nåede kamp nr. 50 for EfB. 1960 mod Borussia Mönchen Gladbach. Strittich kaldte ham ind på banen - 50 kampe betød fri enté på stadion resten af livet og det nød Thies godt af.
Peter giftede sig i 2020 og fik en datter i 2021. Konen er fra København. Så Peter kommer nok ikke tilbage til det Vestjyske.
Jonas Knudsen.
"Flyvende Farmand".
Af Søren Brøndum Lauersen.
Jonas Hjort Knudsen blev født i Esbjerg d. 16.september.1992. Den efterhånden 187 cm høje venstreback startede karrieren i Hjerting og kom til Esbjerg som 14-årig.
Han debuterede på U18-landsholdet i efteråret 2009 og 28.marts.2010 debuterede han for Esbjerg i Superligaen, og den 17-årige var den næstyngste debutant i klubbens historie. I 2011-12 spillede Esbjerg i den næstbedste række, og det blev til en del kampe.
Efter at Kevin Conboy tog til Holland i 2012 blev Jonas fast på venstrebackpladsen, og i sæsonen 2012-13 vandt Esbjerg pokalturneringen og blev nr. 4 i Superligaen og havde endda et succesfuld Europa-Cup-regime i efteråret.
Jonas debuterede på U21-landsholdet i 2013 og opnåede 17 kampe på dette hold, kulminerende med EM-slutrunden i Tjekkiet i 2015.
Jonas fik A-landsholdsdebut mod Sverige i DBUs 125 jubilæumskamp 28.maj.2014, hvor Han blev skiftet ind for et andet ungt venstreback-talent, Jakob Ahlmann fra AaB. Da denne kort inde i den ny sæson blev korsbåndsskadet, blev det til endnu en indskiftning for Jonas mod Tyrkiet i september 2014.
I sommeren 2015 skrev Jonas under med Ipswich Town, der var en traditionsklub med store resultater i 80´erne, men i de 4 sæsoner, Jonas tilbragte her som fast mand, spillede klubben i den næstbedste række, The Championship, og Jonas opnåede 148 kampe for klubben.
I foråret 2018 blev han genindkaldt til A-landsholdet af Åge Hareide efter 4 års pause, og han kom med i truppen til VM i Rusland, hvor han spillede hele ottendedelsfinalen mod de senere finalister fra Kroatien, hvor Danmark jo røg ud på straffespark. Han blev landskendt, da de øvrige spillere i truppen samlede ind, så Jonas i en pause mellem to af kampene kunne flyve hjem fra Rusland i privatfly for at se sin nyfødte datter.
I efteråret 2018 blev det til yderligere et par kampe, og efter skiftet til Malmö FF i sommeren 2019 yderligere én, så han p.t. står på 7 landskampe.
Han skiftede til Malmö FF på en fri transfer, og han var fast mand i en længere periode og blev svensk mester i 2020 og 2021 under træneren Jon Dahl Tomasson. I indeværende sæson har det i den grad knebet med spilletiden, og der var overvejelser om han skulle videre i sommerens transfervindue, men der skete ingenting.
Jonas blev gift i 2017 med Trine Bruun Jensen fra Harboøre, der er sygeplejerske, og VM-barnet var deres første. Efter giftermålet hedder han nu Bruun til mellemnavn og i 2020 fik de også en søn.
Page updated
Google Sites
Report abuse