Erik Mathiesen

Erik Mathiesen - bedre kendt i EfB fodboldkredse som "Thies". 

En stolt morfar til Ankersen-brødrene

Hvis man i fodboldkredse i Esbjerg nævner navnet Erik Mathiesen, ja så er der ikke så mange der nikker genkendende til navnet, men siger man Thies og EfB - ja så ved den ældre del af EfB nørderne hvem vi snakker om. Mange vil nok kalde ham en farvestrålende spiller dengang i 50'erne, som seniorspiller var det røde fuldskæg, det påmonterede pandebånd og de lange korte bukser kendetegnende for Thies - det var jo ikke noget man så hver dag i de glade 60'er.

Thies spillede 50 kampe for EfB (ca. 300 kampe for 2. holdet), debut 3/9 1950 mod Aabenraa og sidste kamp 13/6 1961 mod Borrussia Mönchengladbach.


Har bedt Thies skrive lidt om sig selv:


Mit medlemskab af EfB begyndte i 1940, da jeg var 6 år. Min far var kontrollør ved EfB’s kampe, så jeg blev ofte slæbt med til dem. Mit medlemskab af EfB runder altså de 70 år!! Der kan sikkert ikke være ret mange med større anciennitet i klubben. Min bror, Egon, spillede på EfB’s 1.hold som en lille teknisk velbegavet venstre innerwing, som det hed dengang. Han var 12-13 år ældre end jeg, så i begyndelsen af 40èrne drog han på tandlægehøjskole i København. Det blev AB, som dengang lå i Nørre Alle, der blev hans klub og han var heldig, for det var netop i AB`s storhedstid med bl.a. Knud Lundberg, Nistrup Madsen, Ivan Jessen, Karl Aage Hans o.m.fl.

Jeg havde en dejlig ungdomstid i EfB. Det var nogle fine ledere med Aare Petersen, Arthur Rasmussen, Johan Nielsen og formand Werborg. Aare Petersen var lærer på Rørkjær Skole, godt jeg havde ham til naturhistorie. Middagspausen var afsat til læsning af Idrætsbladet, så vi stod samlet omkring katederet og kikkede over skuldre. Ind imellem havde der sneget sig en dreng, der ikke var klubmedlem ind i kredsen. Så pegede Aare mod døren og sagde: Du er ikke medlem. Ud!! PåRørkjær skole blev der på den tid afsat et par 1.holdspillere, Hugo Sørensen og Egon Skou, som jeg havde til gymnastik, og det var meget morsomt at opleve at debutere på 1.holdet, mens ens gymnastiklærer også var spiller der. Det var den 17. september 1950, lige fyldt 17 år.

Jeg skulle jo også have et arbejde og jeg ville meget gerne have været tandteknikker, men lønnen var ussel, så det blev til kludehandler. Jeg blev udlært hos Oskar Nielsen i Strandbygade 92. Han og hans bror havde tidl. spillet i EfB, hans bror, Skuf Aage endda på 1.holdet. Da soldatertiden var endt, sad jeg en juleferie på Børsen i Skolegade sammen med Erik Smedegaard og fik et par pilsnere. Ved bordet ved siden af sad Theodor Johansen, inspektør på Esbjerg Seminarium. I snakken med ham tilbød vi os som seminarieelever, og 14 dage senere blev vi optaget på det daværende aftenseminarium. Der gik så 5 år med at læse, hvilket forgik fra ca.kl.17 til 22. Sideløbende arbejdede vi som vikarer på byens skoler, så der var ikke megen tid til fodboldtræning. I begyndelsen troede jeg, jeg kunne klare det hele med at springe på cyklen og drøne ud på træningsbanen, hvor Rudi Strittichs stod og ventede. Så fik jeg en til 1½ times enkeltmandstræning, hvorefter det gik på cykel til Seminariet.
I 1961 spillede jeg min 50. kamp, og senere spillede jeg for Henning ”Tønne” Pedersen, som var holdleder for en slags lukket hold, bestående af afdankede divisionsspillere. I 1964 blev jeg ansat på Østre skole, og 5 år senere flyttede jeg til Bakkeskolen, hvor jeg blev Øvelsesskolelærer, hvilket indebar at have praktikanter i timerne. I 1988 tog jeg en periode i EfB’s bestyrelse indtil jeg I 1995 som 61 årig blev pensioneret, og samtidig påtog jeg mig et job som formand for Tobakkens Bestyrelse. Her sad jeg som den første formand i 4 år. I 10 år var jeg referent ved Ekstra Bladets skolefodboldturnering. Men nu gælder det kun min to børnebørn, tvillinger, som netop står for at tage hul på deres fodboldkarriere. Det bliver mægtig spændende.

Erik Terkelsen - Erik Mathiesen - Ove Hansen  og målmanden Søren Wolstrup.

Vestkysten skriver her om kampen mellem  EfB og Borrusia  Mönchengladbach (1-0) - 13/6 1961.

EfB's hold:
Verner Bech, Knud Clausen,(Erik Mathiesen), Preben Jensen, Egon Jensen, John Madsen, Jens Petersen, Launy Andersen (Knud Petersen), Carl Emil Christiansen, Svend Madsen, Bjarne Kikkenborg.

Det Vesttyske hold viste på intet tidspunkt mesterspil og holdet slap billigt med et knebent nederlag. Der var afbud fra Jens Peder Hansen, i hans sted spillede John Danielsen B 1909. Angrebet manglede klart Jens Peder Hansen til at åbne spillet. Banens bedste spiller var i særklasse Egon Jensen, helt horribelt at han ikke er udtaget til det danske landshold eller B landsholdet. EfB måtte undvære Erik Gaardhøje og Jens Jørgen Hansen. I Gaardhøjes fravær gav det debut til den 17 årige målmandstalent Verner Bech, og han stor en udmærket kamp. Erik Mathiesen blev indskiftet i halvlegen i stedet for Knud Clausen. Ikke fordi Knud Clausen spillede en dårlig 1. halvleg, men man ville give Erik Mathiesen kamp nr. 50 for EfB, skriver Vestkysten.
Thies:
- Jeg husker tydeligt, da Rudi Strittich kaldte mig frem og sagde,:" Du skal ha` kamp nr. 50 Thies !" Jubilæet betød, at jeg fik gratis dobbelt-frikort til alle kampe i klubben, hvilket siden har været en uanseelig gode, beretter Thies anno 2010.

EfB Klubånd

Mail fra Thies:
Jeg har gennem en af mine gode venner lånt en bog om og skrevet af en gammel esbjergenser, Erik Mollerup, f. 1917. Han skriver citat : …Senere da det på forskellig vis blev muligt at få anskaffet et par rigtige fodboldstøvler, kom der mere facon over foretagendet, og da fik jeg lov til at melde mig ind i Esbjerg forenede Boldklubber og fik foræret en rigtig klubtrøje, var jeg i den syvende himmel .

Som min gamle ven og klubkammerat Eigil Nielsen skriver i sin bog ” På mål for Danmark” : Det drømmende og bevægelige drengesind er ved den begivenhed mindst lige så oprømt som hos en landsholdsspiller, der for første gang skal spille i DBU`s trøje.

I EfB, hvor blandt andet Eigil og jeg fulgtes ad op gennem drenge-, junior -og ynglingerækkerne, spillede vi sådan som jeg husker det ”rigtig fodbold” hvor sammenspillet og kombinationerne var af gørende, og hvor det hårde spil var bandlyst.
………..Jeg forlod Esbjerg og dermed EfB umiddelbart efter, at jeg var fyldt 20 år, og nåede derfor kun lige at snuse til divisionsfodbold. Året efter prøvede jeg ganske vist at genoptage fodboldspillet i Ålborg, men uden held.

Omtalte Erik Mollerup blev senere en stor mand indenfor erhvervslivet i Danmark og hele Norden. Han forlod Esbjerg i 1937.