EfB Historie II

Tage Elkjær beretter + Tages generalieblad

EfB’s Historie

Opstart
De første finaler
Under krigen
Første mesterskab
Holdet over alle
70'erne
Seneste mesterskab
Nedtur på vej
På rette spor
Endelig medaljer igen
Lige ved og næsten
Anden pokalfinale på tre år
Nyt stadion på første klasse

 Opstart.

EfBs historie har budt på et væld af opture med mange titler og fantastiske kampe, men desværre også et masse nedture med nedrykning og elendigt spil tilfølge. Dette er historien om en af de mest succesrige danske klubber nogensinde, som nu efter flere år i skyggen endelig er på vej tilbage i begivenhedernes centrum.

Historien tager officielt sit udgangspunkt d. 23. Juli 1924, hvor de to største esbjergensiske klubber, E.B. 98 og Esbjerg Amatør Klub (EAK) fusionerede og dannede EfB. Det var ikke nogen nem beslutning.

E.B. 98 fik som den første klub, i 1900, fodbold på programmet i Esbjerg. Starten var en noget rodet affære hvor man flere gange ikke var i stand til at stille med fuldt hold og derfor led store og ydmygende nederlag til klubber i oplandet. I 1908 fik klubben sit første klubhus og medlemstallet begyndte hastigt at stige. I 1911 fik klubben imidlertid et nyt problem. Det var nemlig dette år at Esbjerg Amatør Klub blev stiftet og det blev dermed endnu sværere at stille et stærkt hold. De to klubber begyndte at modarbejde hinanden ved blandt andet at "fiske" spillere. Det førte til at ingen af de to klubber klarede sig videre godt, hvilket oplandets klubber, især Vejen, igen kunne lukrere på.

I 1923 var man blevet så trætte af alle problemerne og de ringe resultater at man på opfordring fra E.B.eren Ole Gahrn besluttede sig for at diskutere mulighederne for en sammenlægning. Tanken om at få et succesrigt esbjergensisk hold overvandt de mange modsætninger, der var blevet opbygget i de foregående år og den 23. Juli 1924 lykkedes det at samle de to klubber i en ny klub: Esbjerg forenede Boldklubber.

Den nye klub var drevet af de ambitioner der havde ført moderklubberne sammen og allerede den følgende dag gav det nye hold et fingerpeg om hvilken lysende fremtid klubben skulle gå i møde. Den 24. Juli blev Kolding IF således sendt hjem med en 7-0 sæk af EfB.

De første finaler.

Økonomien var dårlig og klubben havde elendige baneforhold, men nu havde byen endelig et hold der kunne spille god fodbold. Allerede i 1926 vandt holdet sit første jyske mesterskab og samme år nåede man frem til den jyske pokalfinale, som dog blev tabt. I 1927 og 28 nåede holdet ligeledes frem til den jyske pokalfinale, desværre med samme kedelig resultat til følge. 1928 var i det hele taget et kedeligt år i den forstand, at man også måtte tage til takke med sølv i kampen om det jyske mesterskab, der blev vundet af AaB.

I 1929 blev de problematiske baneforhold endelig løst ved indvielsen af det nye stadion (det nuværende atletikstadion) og der var nu basis for endnu større triumfer. De første af slagsen skulle allerede komme i 1931. Igen var EfB i finalen om det jyske mesterskab og igen tabte holdet til AaB. Endnu mere afgørende var det dog at EfB dette år leverede så gode resultater at holdet kvalificerede sig til at rykke op i den landsdækkende 1. Division. Den afgørende kamp stod imod Helsingør som blev knust i to kampe: 3-0 ude og 5-1 hjemme. EfB var i den bedste række.

Under krigen.

I starten gik det godt og klubben opnåede det bedste resultat nogensinde i 1935, da en 5 plads blev sikret. Desværre kunne klubben ikke fastholde succesen. To nedrykninger i træk placerede i 1939 EfB hvor det hele var startet i den jyske mesterskabs række. Det store problem var at gennemføre et generations skifte på holdet, men klubben blev samtidig ramt af at mange spillere flyttede fra byen.
2. Verdenskrig gjorde det umuligt at gennemføre en landsdækkende turnering, men EfB viste dog nye fremskridt og vandt i 1942 kreds 1 vest for Store Bælt foran blandt andet AGF og OB. Denne succes blev fulgt op efter krigen. Resultaterne blev stadig bedre, og det hele kulminerede med at klubben i 1949 i suveræn stil vandt 2. Division, kort før klubbens 25 års jubilæum.

Første Mesterskab.
50ernes hold skulle blive kendt som en typisk humørhold, der til tider spillede sprudlende champagnebold, som alle måtte beundre og til andre tider gik helt ned. Denne meget ustabile spillefacon havde nær kostet klubben dyrt. I 1954 skulle EfB´s skæbne i 1. Division således afgøres i den allersidste kamp. Ikke bare skulle man vinde kampen mod mesterskabs kandidaterne fra KB - B93 skulle samtidig sætte point til. 15.000 tilskuere blev mast ind på Atletikstadion og tusinder måtte stå udenfor til denne afgørende kamp. Kampen blev først afgjort i de sidste minutter, da Svend Laugensen scorede sejrsmålet for EfB. Det siges at brølet fra tilskuerne kunne høres på Fanø. B93 spillede 0-0, og EfB kunne dermed blive i 1. Division. Det blev samtidigt en af de sidste kampe på Atletikstadion. I 1955 blev det nye stadion indviet.

Rigtig stabilitet opnåedes først ved ansættelsen af en en ny træner: Lajos Szendödi i 1955. Denne indførte specielle trænings programmer for at løse problemerne, og det skulle straks give resultat. Med Szendödi ved roret og profiler som Jens Peder Hansen, Egon Jensen og flere andre på banen, opnåede klubben allerede i 1956 at få sit første sæt medaljer. De var ganske vist ikke af den ædleste slags, men sølv var bestemt ikke noget dårligt resultat. Mere skulle det dog ikke blive til for dette hold. Men et nyt kuld var på vej. Samme år formåede en samling enestående ynglinge nemlig at vinde danmarks mesterskabet til EfB. Mange af disse spillere skulle man komme til at høre meget mere til. Klubben fortsatte med det seværdige spil i resten af årtiet, men der manglede lige det sidste før klubben kunne tage det sidste skridt.

I 1961 vandt EfB endelig det første danske mesterskab. Adskillige af spillerne på dette hold havde også været med på ynglinge mestrerne fra 1956. Meget afgørende for mesterskabet var, at klubben før sæsonen havde hyret den totalt ukendte østrigske træner Rudi Strittich. Han indførte tysk effektivitet på holdet, som nu skulle spille resultat orienteret fodbold og systemerne blev lagt efter denne recept. Holdets store talent gjorde imidlertid, at spillet ikke af den grund blev kedeligt. Nu var det blot endnu mere effektivt. Også denne gang skulle det hele afgøres i den sidste kamp. EfB skulle til Køge og spille, mens konkurrenterne fra KB skulle møde Skovshoved hjemme. Heldigvis var holdet i den situation, at det selv kunne afgøre tingene. På trods af at KB vandt en knusende sejr på 7-1 kunne EfB derfor via sin snævre 2-1 sejr fejre klubbens første danske mesterskab.

Holdet over alle.
1962 blev en formalitet. Holdet, der nok var det bedste klubben nogensinde har haft med 8 landsholds spillere på samme tid, vandt mesterskabet 4 runder før sæsonens slutning og var hele vejen igennem suveræne.

Knud Lundberg: "Aldrig før i fodbolddanmark har een og samme klub haft så mange spillere på det danske A-landshold. Erik Gaardhøje - Preben Jensen - John Madsen - Jens Petersen - Egon Jensen - Carl Bertelsen - Carl Emil Christiansen. Antallet burde egentlig havde været 8 spillere, da EfB-anføreren Jens Jørgen Hansen nok under normale omstændigheder ville være een af de mest oplagte kandidater. Men dels på grund af Kaj Johansens flotte spil i efterårets landskampe og Esbjerganførerens skader, måtte han blive hjemme i Vestjylland. Et godt billede på den dominans vestjyderne viste i hele fodboldsæsonen og meget velfortjent gestus af landstræner Poul Petersen."

1963 var mere tæt, men holdet som hovedsageligt bestod af de samme spillere som i 1961, vandt mesterskabet til EfB for tredje gang i træk. Alle regnede med at dette var afslutningen på en epoke. Der havde som nævnt ikke været noget særligt generations skifte og man mente ikke at dette hold kunne blive ved med at vinde. Tidligere rigstræner Arne Sørensen var træner for EfB fra 1963 til 1965.

Tage Elkjær beretter:

"Efterårets absolutte højdepunkt var topkampem mellem nr. 1 EfB og nr. 2 B 1913, som blev spillet en herlig sensommer søndag på Odense Stadion. Der har aldrig tidligere været så stor tilskuertilstrøming - alt blev kaos og til sidst måtte kontrollørerne bare give op og lade folk strømme ind. Det officielle tilskuertal blev på 28.500, men iagttagere var enige om at der var over 30.000 der mere eller mindre kunne se at EfB vandt topopgøret med 3-2. Iøvrigt med en sjov detalje, idet begge holds normale målmænd og begge i A-landstruppen Erik Gaardhøje og Erik Lykke Sørensen blev skadede op til kampen og holdene måtte stille op med deres reservemålmænd: Verne Beck, EfB og Knud Engedal, der senere nåede 17 A lands-kampe som spiller for B 1913. Men EfB vandt kampen og det danske mesterskab for 3. år i træk."

I 1964 formåede holdet da heller ikke at erobre mesterskabet endnu engang, men pokaltriumfen over Odense KFUM gjorde dog at sæsonen alligevel blev reddet.

At holdet i 1965 igen vandt mesterskabet var derfor en kæmpe overraskelse for de fleste. Speciel mestertrænerne Rudi Strittich (61, 62, 65) og Arne Sørensen (63) havde stor andel i de fire guldmedaljer der blev vundet på fem år. En enestående rekord, som kun Brøndby har formået at efterligne.

70’erne.
Hermed var storhedstiden imidlertid slut. En sølvmedalje i 1968 med Richard Møller Nielsen som træner var den sidste triumf i flere år. I 1969 rykkede klubben ned i 2. Division. En trist slutning på et ellers fantastisk årti for EfB, der udover de 4 mesterskaber og den ene pokaltitel havde frydet esbjergenserne og givet klubben mange fans i resten af landet. Flere klubber har deres tilskuerrekord fra denne periode, mange af dem mod EfB. Selv samlede EfB over 12.000 tilskuere i snit til sine hjemmekampe.

Starten af 70erne var et helvede. I 1972 måtte EfB sågar ned i 3. Division. Men så skulle det også være slut. I 1973 rykkede klubben tilbage i 2. Division, men stoppede ikke her og rykkede i 1974 igen op i 1. Division. En fin triumf i anledning af klubbens 50 års jubilæum - og det skulle samtidig blive starten på klubbens anden storhedperiode. I 1976 vandt EfB for anden gang pokalen efter sejr over Holbæk, 1977 blev til en bronze medalje, 1978 en sølv medalje plus en tabt pokalfinale til Frem, og endelig i 1979 vandt EfB sit foreløbigt sidste danske mesterskab.

For tredje gang kunne en stor del af triumfen tillægges Rudi Strittich, der endnu engang var blevet cheftræner for EfB i 1977. Kampen om mesterskabet i 1979 havde udviklet sig på en særpræget måde, idet KB efter den første halvdel af sæsonen lå suverænt i spidsen og til tider spillede drømmefodbold. Men EfB ville det anderledes. Holdet opgav aldrig, og i takt med at KB til stadighed snublede rykkede EfB forbi og lå ved sæson afslutningen pænt foran KB. En fantastisk præstation.

Nedtur på vej.
Med de gode resultater, og det faktum, at EfB var med på vognen med hensyn til de nyindførte professionelle tilstande, så fremtiden lys ud.
Sådan skulle det imidlertid ikke gå. Mesterholdet blev stille og roligt opløst i starten af 80erne, og klubben formåede ikke at skaffe de rigtige afløsere. Dette kunne ses på tabellen, hvor EfB sank stadig længere og længere ned.
Det sidste mulige højdepunkt kom i 1985 hvor EfB igen var i en pokalfinale, denne gang mod Lyngby. Kampen blev dog tabt med 3-2, hvilket imidlertid var til at håndtere i forhold til katastrofen i 1986. Her rykkede klubben nemlig ned i 2. Division. EfB var ude af den bedste række.
Det skulle vise sig at EfB fik stadig større problemer. Man formåede ikke at få klubben tilbage til den bedste række hurtigt, og det blev utroligt svært at få økonomien til at hænge sammen. Det professionelle selskab måtte lukkes og det begyndte at blive umuligt at holde på de bedste spillere.

På rette spor.

Først i 1991 begyndte det at vende, via en økonomiske sanering. Holdet viste i glimt gode resultater, men manglede stabilitet. Der blev dog hele tiden arbejdet hårdt på at gøre klubben mere professionel. Efter at have fået styr på økonomien kunne ledelsen igen begynde at se på det sportslige. Dette gav sig udslag i hyringen af cheftræner Viggo Jensen, der i foråret 1998 overtog et yderst ustabilt EfB-hold i bunden af den næstbedste række og førte det frem i rækken med sejre over flere af topholdene. Samtidig styrkede klubben sig yderligere økonomisk ved salg af B-aktier, der gav mulighed for at investere i de nødvendige forstærkninger. På blot et halvt år gik EfB fra at have et jævnt hold og en halvkedelig økonomi til at have et stærkt organiseret og sammentømret hold med stærke profiler og en økonomi der overgik de fleste i den næstbedste række. Kulminationen blev EfB´s tilbagevenden i 1999 til den bedste række efter 13 års fravær.

Til trods for at holdet med det samme returnerede til den næstbedste række var grundstenene lagt og en ny oprykning kom i stand efter et strålende forår 2001. Truppen var ikke blevet svagere efter nedrykningen. Tværtimod formåede man at holde på hele truppen og tilføjede yderligere spillere. Det var derfor et langt stærkere hold, der igen indtog den bedste række i 2001/2002. Et flot forår blev afløst af et mindre godt efterår, og resultatet blev en 7. plads. Sæsonen blev samtidig den sidste med Viggo Jensen ved roret. Ny træner blev Ove Pedersen, der havde haft stor succes i FC Midtjylland.

Den første sæson med Ove Pedersen som cheftræner sluttede med en flot 5. plads. Han blev i samme sæson kåret "Årets træner" 2002. EfB blev ligaens mest scorende hold, lige som 21 årige Jan Kristiansen imponerede med 18 mål til en delt førsteplads på topscorerlisten.

Endelig medaljer på vej igen.

Sæsonen 2003/2004 blev stor. EfB vandt det første sæt medaljer siden 1979 i form af bronze. Klubben sluttede for anden sæson i træk som ligaens mest scorende hold. Tommy Bechmann blev noteret for 19 mål på en delt førsteplads på topscorerlisten. Bechmann blev efter sæsonen solgt til Bochum. Ove Pedersen førte for anden sæson i træk EfB frem til vinder af fair play konkurrencen. Sportsligt fik bredden også vist stor potentiale, da U21-holdet vandt DM og andetholdet i Danmarksserien for andet år i træk vandt pulje 2.

Den sportslige succes forsatte delvis i sæsonen 2004/2005. Pointmæssig blev efteråret dog ikke den bedste, da EfB måtte overvintre på en 8. plads. Ligaens fire bedste hold fra sidste sæson kvalificerede sig til Royal League. En sportslig og økonomisk attraktiv nordisk turnering hvor EfB var kommet i pulje med Vålerenga og Rosenborg fra Norge samt Djurgården fra Sverige. EfB nåede lige akkurat ikke mellemspillet, men fik dog god sportslig erfaring. Den gode opstart til foråret gennem Royal League gjorde også at EfB endte på en femteplads da sæsonen sluttede. Dog ikke nok til at opfylde den sportslige målsætning i top 4, selv om EfB for anden gang på tre sæsoner kvalificerede sig til to kvalrunder inden UEFA Cup efter at have vundet en plads via fair play lodtrækning. EfB endte igen som det mest scorende hold i sæsonen sammen med OB og Brøndby. Bredden markerede sig også flot, selv om U/21-holdet tabte finalen til Herfølge. Vigtigst var dog alligevel at andetholdet i Danmarksserien rykkede op i 2. division.

Første halvdel på 2005/2006 sæsonen blev lidt skuffende, idet EfB´s målsætning om top 4 hurtig måtte skrinlægges og laves om pga. for få point på pointkontoen. Således endte holdet på en 7. plads efter efterårts kampe, syv point fra nedrykning og ni point fra en fjerdeplads. EfB blev derudover slået ud i UEFA-Cup´en lige inden mellemspillet da holdet tabte på straffesparkskonkurrence til Tromsø. Det var kampen mod marginalerne, da Hans Henrik Anderasens stolpeskud i straffesparkskonkurrencen ellers ville have sendt EfB videre i turneringen. Lidt medgang kom der dog i pokalturneringen, hvor EfB efter et sandt drama vandt over Lyngby BK fra 1. division efter straffesparkskonkurrence. Ved efterårets afslutning tog EfB afsked med Ove Pedersen som cheftræner og ansatte i stedet fra nytår Troels Bech med den mangeårige EfB-anfører Jess Thorup som assistent. Samtidig blev det fra efteråret 2005 en realitet, at førsteholdet i EIK ishockey overdrages til EfB som en styrkelse i foreningen til EfB Ishockey.

Målet for foråret 2006 er pokalfinalen og komme så langt væk fra liga-nedrykning som muligt.

Lige ved og næsten.

Målet lykkes. EfB tilspillede sig en plads i pokalfinalen for første gang i 20 år. Modstanderen var Randers FC. En folkevandring af dimensioner indvandrede hovedstanden. 24.000 tilskuere var på plads. De fleste fra Vestjylland. Desværre nåede EfB ikke niveauet og tabte efter forlænget spilletid (119 minutter) med 0-1.

Cheftræner Troels Bech havde vanskelige vilkår efter hele ni spillere blev solgt eller søgte nye græsgange i 2006. Blandt dem store profiler som Jan Kristiansen til FC Nürnberg og en af alle tiders mest scorende udlændinge og publikumsyndling Fredrik Berglund til FC København.

I SAS Ligaen endte EfB midt i rækken som nr. 6 efter et forår hvor to af klubbens største profiler i nyere tid, Jan Kristiansen og Jakob Poulsen, blev solgt til henholdsvis tysk og hollandsk fodbold.

I efteråret smuttede yderligere to, idet puplikumsyndlingen Fredrik Berglund og forsvarsgeneralen Anders Møller Christensen skiftede til FCK og OB.

Sæsonen 2006/2007 startede ganske fin men blev mod slutningen præget af den megen udskiftning holdet havde gennemgået med 9-10 spillere der enten var blevet solgt eller på anden vis forladt klubben. Foråret 2007 bød på store skuffelser med kun en sejr inden de sidste to kampe mod guld og sølvvinderne fra FCK og FCM, som til gengæld begge blev vundet. Da sæsonen blev gjort op endte EfB på en 7. plads efter blot tre sejre i forårets 15 kampe.

Anden pokalfinale på tre år.

Sportsligt endte 2007/2008 med samme placering, hvorimod der på ledelsesplan skete ting og sager ifm. det stadion byggeri, som nu var begyndt at tage form. Fra 1998 - 2006 sad Niels Erik Søndergård som adm. direktør. I stedet styrkede han den sportslige sektor og blev sportsdirektør, mens adm. direktør blev Søren Poulsen, der havde fået gode anbefalinger som formand for erhvervsklubben i SønderjyskE ishockey. I 2005 blev ishockeyen i Esbjerg også indlagt under EfB, idet EIK var kommet i økonomiske vanskeligheder. Søren Poulsen sad som direktør i to år, inden Michael Zøhner efter forarbejde fra bestyrelsen blev hentet ind fra en topstilling i ARLA. Dette forhold varede dog kun kort, idet Michael Zøhner efter blot otte måneder på posten opsagde hans stilling op til jul 2008 med fratrædelse midt i 2009.

Inden havde 2008 været et meget svingende år. Godt nok kvalificerede EfB sig til den anden pokalfinale på tre år, da det foran en flot kulisse i parken blev en meget velspillet kamp, som EfB dog tabte 3-2 til Brøndby IF. Spillet i SAS Ligaen blev mere og mere svingende, da den nye sæson 2008/2009 bød på klubbens dårligste sæsonstart siden 1960 med blot otte points i 14 kampe. Det fik ledelsen til at fyre cheftræner Troels Bech. Klubbens første trænerfyring siden 1993. I stedet tog Jess Thorup over i de sidste tre kampe, hvilket blev en succes som ubesejret med fem points. Til at lede EfB igennem et svært forår på kanten af nedrykningsstregen hentede EfB Ove Pedersen tilbage i en kombineret stilling som cheftræner og manager. Ove Pedersen havde siden skiftet fra EfB fungeret tre år med succes i AGF. Missionen var klar: Ove Pedersen skulle bruge sit store netværk til at spotte spillere til gode penge og fastholde status i SAS Ligaen efter sæsonen, hvor Blue Water Arena er planlagt til at blive indviet som et af Danmarks flotteste Stadions.

Nyt stadion på 1. klasse.

Ove Pedersen fik den bedst tænkelige start efter sin genansættelse, da EfB uden den store slinger høstede 19 point i 16 kampe, hvilket rakte til en slutplacering som nr. 9, syv point foran den kedelige nedrykningsstreg. Dermed kunne EfB indvie Blue Water Arena på første klasse, da OB den 9. august gæstede det vestjyske med 15316 tilskuere på lægterne. Det flotte stadion høstede mange roser rundt omkring og blev belønnet den 14. november, da DBU for første gang siden 1966 arrangerede en landskamp i Esbjerg. Modstanderen var Sydkorea i en kamp som endte 0-0 med Søren Rieks som debutant i den danske startopstilling. Indvielsen af det nye stadion i efteråret 2009 samlede i snit 10429 tilskuere til SAS Liga kampene på Blue Water Arena. 

Tage Elkjær - Ringkøbing

Tage Elkjær er født og opvokset i Ringkøbing, hvor han efter afsluttet skolegang kom i manufakturlære i byen. Men efter et højskoleophold på Idrætshøjskolen i Sønderborg besluttede han at læse videre med historie og idræt som hovedfagene.
I 1969 blev han ansat som højskolelærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Sydfyn, hvor han var i omtrent 20 år.
I hans sydfynske tid engagerede han sig det sydfynske folkeliv og var drivkraften i én af Fyns største foreninger Ollerup-Skerninge GI. Foreningen var kendt som arrangør af Ollerup Cup i dagene mellem jul og nytår, der i en lang årrække havde Tage Elkjær som ansvarlig leder. Sideløbende med højskole- foreningslivet havde han også ansvaret for læreruddannelsen i Idræt på Den Frie Lærerskole i Ollerup.
Hans fritidspolitiske engagement var velkendt, ligesom han også i mange år var medlem af Dansk Håndbold Forbunds øverste turneringsorganer og i ledergruppen ved afviklingen af VM i håndbold i Danmark i 1978.
Da man i starten af 1980erne besluttede sig for i Vendsyssel at opføre områdets egen idrætshøjskole, Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev, blev han udpeget til at stå i spidsen for det store millionbyggeri og efterfølgende være skolens første forstander.
Højskolen blev en stor succes og var et nyt og spændende indslag i kredsen af Gymnastik- og Idrætshøjskole i Danmark. Efter 12 år i Vendsyssel fik han tilbudt et job, han ikke kunne sige nej til, nemlig at blive chefkonsulent hos PFA Pension i København med ansvar for udvikling af pensionsselskabet populære Seniorkursus for landets største firmaer.
Efter fem års ansættelse nærmede pensionisttilværelsen sig, men først skulle han endnu engang stå i spidsen for oprettelsen af en ny højskole, Sundhedshøjskolen og kostakademiet i Hover på hans hjemegn ved Ringkøbing. Her har han været en aktiv pensionist bl.a. som formand for de lokale- og regionale Ældre Sags bestyrelser gennem mere end 12 år. Alvorlig sygdom tvang ham for tre år siden til at leve livet i kørestol og til at bo i en handicapvenlig bolig i centrum af Ringkøbing.

Tage Elkjærs mentale engagement er usvækket som en stærk stemme i den ældrepolitiske debat om velfærdssamfundet, ligesom han netop har udgivet bogen »Fodbold i forandring« om sin elskede fodboldklub EfB i Esbjerg. Tage Elkjær bor Godthåbsvej 8 i Ringkøbing.

pcb
Dagbladet Ringkøbing - Skjern.